thumb|300px|Sænkningen af datidens største orlogsskib, Stora Kronan i Slaget ved Øland sommeren 1676. Den danske og nederlandske flåde besejrer den svenske. Maleri af Claus Møinichen, 1686. thumb|300px|Den danske invasionsflåde 1676. Maleri af Claus Møinichen Den Skånske Krig 1675–79 blev indledt i september 1675, da Danmark og Brandenburg angreb svenske tropper i Pommern. Foråret 1676 indledtes angrebet på Skåne. Det skulle bringe Skånelandene hjem til Danmark. Den danske hær var i almindelighed bedre uddannet, bevæbnet og udrustet end den svenske.
Krigen fik ingen bestemt sejrherre; den svenske flåde tabte til søs, og den danske hær besejredes i Skåne af svenskerne, som selv blev besejrede af Brandenburg. Krigen og kampene standsede, da Danmarks allierede Nederlandene indgik fred med Sveriges allierede Frankrig, og Karl 11. giftede sig med den danske prinsesse Ulrika Eleonora, søster til Christian 5. Freden blev indgået efter pres fra Frankrig med aftalerne i Fontainebleau og Lund (mellem Sverige og Danmark) og Saint-Germain (mellem Sverige og Brandenburg), hvor man enedes om at tilbagegive det meste af de erobrede territorier til Sverige.
Baggrund Efter Karl 10. Gustavs død blev Sverige styret af en formynderregering ledet af Magnus Gabriel de la Gardie, som fik Sverige til at indgå i en militæralliance med Frankrig. Tidligere under formynderregeringen havde Sverige forsøgt at stå uden for sådanne alliancer så længe som muligt og arbejdet for, at ligevægten i den europæiske politik blev opretholdt for derved at undgå en krig i hvilken, det som landet havde vundet i foregående krig skulle kunne gå tabt. I 1672 angreb Frankrig Nederlandene i Den fransk-hollandske krig og blev dermed tillige draget ind i en krig med Spanien, den tyske kejser samt andre tyske fyrster, der i blandt Brandenburg, og forsøgte at få Sverige med sig med trussel om udeblivne subsidier,hvis Sverige ikke rejste en hær i Tyskland. I 1674 marcherede en svensk hær ind på Brandenburgsk område uden at erklære krig.Michael Rohrschneider: Johann Georg II. von Anhalt-Dessau (1627–1693). Eine politische Biographie, Seite 239 I juni 1675 erklærede Nederlandene krig mod Sverige samtidig, som hæren i Tyskland led nederlag i at mindre betydelig slag i Fehrbellin. Skønt den taktiske militære situation næppe forandredes herved, havde nederlaget vist, at svenskerne ikke var uovervindelige. Dette opmuntrede Sveriges fjender og fik dem til at gå i aktion.Rystad, sid 20-21
Forløb
Indledende manøvrer
I september 1675 kom en dansk krigserklæring. I september og oktober indtoges Svensk Forpommern af Brandenburg og Danmark. Danskerne indtog Wismar og Bremen-Verden, mens brandenburgerne indtog Stettin.
Den norske hær blev ført af statholder Gyldenløve og bestod ved krigens udbrud af 12.000 mand. Der manglede ikke folk, men krigsfornødenheder. Først i oktober 1675 fik hæren dækket nogle af sine mangler: Der ankom store forsendelser af våben, krudt og tøj fra Nederlandene, hvor regeringen havde gjort indkøb til hæren. Næringsmidler for vinteren blev skaffet fra de mange engelske og hollandske skibe, som kom ind fra Østersøen på grund af stærke storme. Islandsfarerne, som var lastet med uldvarer, blev også tømt for deres varer. Alt blev betalt med veksler på den danske regering.
Gyldenløves plan var at få befolkningen i Bohuslen til at gøre oprør mod det nye svenske styre og støtte sine gamle landsmænd, og, hvis det var muligt, at overfalde enten Bohus eller Marstrand, men ellers bare forsvare grænserne. I august sendte han spioner ind i Sverige for at lodde stemningen blandt befolkningen og skaffe sig kundskaber om svenskernes planer. Han fik tilbagemelding om, at der blev bygget magasiner i Vänersborg, og at der blev samlet to korps til en invasion af Norge, et under Ascheberg ved Svarteborg i Bohuslen, og et andet ved Göteborg. Gyldenløve trak derfor en del tropper sammen i det sydøstlige Norge: 4.000 mand under Henrik Ruse Rysensten stod ved Fredrikstad, mens 2.000 mand under Hans von Löwenhielm blev stillet ved Elverum, Vinger og i grænsepassene i Smålenene.
1675 thumb|Slaget om Wismar, 1675. I oktober begyndte fjendtlighederne. Svenskerne slog bro over Svinesund og gik med 1.000 mand frem i Ingedal sogn mellem Frederikshald (senere omdøbt til Halden) og Fredrikstad. Ruse ilede dem imøde, men da han kom til Ingedal kirke, havde svenskerne trukket sig tilbage over grænsen. Han forfulgte dem over Svinesund, og efter at have fået forstærkninger fra Gyldenløve, gik han ind i Bohuslen og levede af Sveriges ressourcer, indtil tropperne havde fortæret alle levnedsmidler i vid omkreds.
Fra Bohuslen begav Gyldenløve sig til Löwenhielm, som havde samlet 1.500 mand ved Vinger, og befalede ham at indtage Eda skanse. Angrebet blev slået tilbage, og Löwenhielm måtte vende tilbage med uforrettet sag. Et tredje togt blev foretaget i november med galejflotiljen langs kysten af Bohuslens for at ødelægge magasinerne der. Efter at have gjort landgang flere steder vendte flotiljen tilbage med en del bytte i slutningen af måneden uden at have lidt nogle tab.
I december tvang mangel på forsyninger Gyldenløve til at trække sine tropper inden for Norges grænser og fordele dem i spredte kvarterer hos bønderne. Dette skete på samme tid som Karl XI foreløbig opgav sin landgangsplan og flyttede sine tropper fra Skåne til Bohuslen og Västergötland for at foretage et angreb på Norge. Deres samlede styrke beløb sig til 10.000 mand med 14 kanoner. Kong Karl oprettede sit hovedkvarter i Vänersborg.
1676
I januar 1676 lod han Dahlberg foretage et strejftog gennem Värmland og Eda skanse til Kongsvinger ved Glomma for at tvinge Gyldenløve til at trække sine tropper væk fra det sydøstlige Norge, men forsøget mislykkedes. Gyldenløve gentog besøget og lod sit rytteri strejfe omkring i Bohuslen og Dalsland.
Da den svenske hærs forråd slap op, blev den nødt til at følge modstanderens eksempel og spredte sig over de områder, som endnu ikke var udpinte. Da foråret kom, genoptog Karl XI sine planer mod Sjælland og drog med en stor del af sin hær bort fra Norges grænser.
En kombineret hollandsk-dansk flåde opererede mod svensk søfart på Østersøen, og hele Gotland erobredes af danske tropper. Den svenske flåde under Lorentz Creutz formåede ikke at i Slaget mellem Skåne og Rygen overvinde den danske flåde inden, at denne fik forstærkning med en hollandsk eskadre. Den 1. juni 1676 besejredes den svenske flåde i slaget ved Ölands sydlige odde af den hollandske admiral Cornelis Tromp og den danske Niels Juel. Det nybyggede, imponerende svenske regalskib Kronan sank ved en fejl og gik tabt. Danskerne og hollænderne havde derefter herredømmet over Østersøen.
Efter at kong Christian var blevet herre på havet gennem slaget i Køge bugt, tøvede han ikke længe med at føre sine hære ind i Sverige. Angrebet blev åbnet ved den norske hær, som Gyldenløve havde samlet på Iddsletten ved Frederikshald. Han blev understøttet af sin rådgiver Jens Juel og de to generaler Ruse og Löwenhielm. Hæren bestod af 9 bataljoner, 400 ryttere og 12 kanoner, tilsammen 4.000 mand. Den var vel forsynet med alt, undtaget levnedsmidler, som det var vanskeligt at få fat i.
Den 8. juni gik Gyldenløve over grænsen og rykkede hurtigt frem i Bohuslen. Den 16. juni kom han til Kvistrumbro, som de svenske fortropper, 1.600 mand under general Mörner forlod efter at have udøvet ringe modstand. Med 1.400 mand forfulgte Gyldenløve svenskerne til Uddevalla; resten måtte han efterlade ved Kvistrumbro på grund af mangel på levnedsmidler. Han angreb Uddevalla den 17. juni. Efter en ubetydelig kamp blev svenskerne drevet bort; nordmændenes tab var blot 14 mand. Mangel på forsyninger tvang igen nordmændene til at blive stående ved Uddevalla til den 24. juni, da de brød op og drog mod Vänersborg med en styrke på syv bataljoner, 200 ryttere og 8 kanoner.
I juni 1676 marcherede en dansk-norsk armé ind i Sverige fra Norge under Ulrik Frederik Gyldenløve samtidig med, at en anden dansk hær gik i land ved Råå, anført af hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön. De kampe, som udkæmpedes ved den svensk-norske grænse, fortrinsvis i Bohuslen, fik navnet Gyldenløvefejden. Det danske krigsmål var at genvinde Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslen. Svenskerne, ledet af kong Karl 11. personligt, trak sig i første omgang i god orden tilbage til Småland for at afvente forstærkning.
I juli 1676 fandt kuppet i Loshult sted, hvor det lykkedes en gruppe gøngebønder i Loshult at få fat i Karl 11.s krigskasse på 50.000 rigsdaler.
Den danske hær blev mødt af en venligsindet befolkning, som med håb om befrielse fra den svenske besættelse stillede sig på den danske hærs side med mandskab og fornødenheder. Christian V oprettede "Det skaanske Rytteriregiment" med oberstløjtnant Hans Dittler Steensen som chef, og skånske friskytter som Svend Poulsen, Jens Andersen, Casper Due, Simon Andersen, Aage Monsen med flere fik til opgave at hverve ryttere til friskyttekompagnier.
Vänersborgs erobring thumb|Landskrona blev erobret i juli-august 1676. Maleri af Claus Møinichen, 1686. Ved Vänersborg havde Mörner samlet 3.000 mand. Byen ligger på en halvø i Vänern; for at komme ind i byen måtte nordmændene krydse en kanal, kaldet "Karlsgraven". Da de kom, rømmede svenskerne skanserne foran byen og satte ild på broen over kanalen. Nordmændene slukkede branden og gjorde sig klar til angreb. Da gik Mörner ud over kanalen, og etablerede sig i en skanse ved Göta älv, men Gyldenløve tvang dem også til at forlade denne. Svenskerne krydsede da elven og trak sig tilbage mod Göteborg.
Den svenske hær havde 250 mand tilbage i Vänersborg, men disse var ikke tilstrækkelige til at betjene forsvarsværkerne. De stak derfor byen i brand og trak sig tilbage til kastellet. Nordmændene slukkede branden og hejste kanoner op på en klippe således, at de kunne beskyde kastellet. Den 26. juni opfordrede Gyldenløve kommandanten, Lillie, til at overgive sig. Denne forlangte fri afmarch, men det blev afslået. Nordmændene stillede da seks bataljoner og hundrede dragoner op for at tage kastellet med storm. Da Lillie forstod, at han ville blive angrebet, overgav han sig. Besætningen blev ført som fanger til Norge.
Nu lå Västergötland åbent for den norske hær, som lod landet brandbeskatte i stort omfang. Befolkningen flygtede ud i skovene.
Göteborgs belejring
I slutningen af august stod Gyldenløve i nærheden af Göteborg. Et svensk korps på nogen tusinde mand, som havde forsøgt at standse ham, var blevet slået og spredt. Efter nordmændenes efterretninger havde svenskerne lidt et tab på 600 døde og 100 fanger. Gyldenløves styrke bestod efter slaget af 3.800 mand. Med denne styrke omringede han Göteborg, som havde en besætning på 1.500 mand. Fra søsiden blev byen indesluttet af fire linjeskibe og fire defensionsskibe under Markvard Rodsten, som gik ind i Karlssund den 17. juli. Her grundstøtte admiralskibet "København", som blev brændt af svenskerne. Ved nyheden om, at en svensk flåde var på vej, måtte Rodsten forlade Göteborg nogen dage senere. Byen kunne dermed tilføres forsyninger, og svenskerne blev herrer i Kattegat.
Bohus' belejring thumb|Bohus fæstning.
Gyldenløve turde da ikke sende sit belejringsartilleri ad søvejen fra Norge. Han ophævede blokaden i begyndelsen af august, førte fodfolket over på Hisingen, og vendte sig mod Bohus fæstning. Belejringsartilleriet blev ført landevejen gennem Bohuslen under bevogtning af 15 kompagnier ledet af Huitfeldt. Undervejs blev de overfaldet ved grænsen mod Dalsland af et svensk korps på 3.000 mand under Gyllenspetz. Her blev svenskerne slået og mistede to kanoner. Gyllenspetz samlede imidlertid igen sine tropper, og trængte ind mellem Vänersborg og Uddevalla, hvor han satte sig fast på Hunneberg. Rysensten, som havde befalingen i området, sendte 400 ryttere under Hans von Löwenhielm mod dem. Svenskerne blev slået igen og måtte flygte ind i Värmland.