Cromwells erobring af Irland refererer til den erobring som Parlamentets tropper under ledelse af Oliver Cromwell foretog af Irland i årene 1649-53 under krigen i de tre kongeriger.
I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den irske opstand i 1641 havde Irland hovedsageligt været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 underskrev en aftale med det royalistiske parti, der kort efter led nederlag i den engelske borgerkrig. Cromwells tropper besejrede både de forenede katolikker og de royalistiske tropper – som altså i sidste ende gjorde en ende på den irske forbundskrig – og besatte landet. Cromwell gennemtrumfede en række hårde straffelove mod katolikker. Det betød en konfiskation af næsten al katolsk jord. Parlamentets generobring var ekstrem brutal og der foregik krigsforbrydelser og endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. En historiker påstod for nylig, at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til af senere propagandisterFor example Philip McKeiver in his, 2007, A New History of Cromwell's Irish Campaign and Tom Reilly, 1999, Cromwell: An Honourable Enemy , disse påstande er dog ikke accepteret af mange historikere.History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" History Ireland. Felttoget anslås at have berørt 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksilPadraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112.
Forudsætninger Det engelske parlament havde flere grunde til at sende en hær til Irland efter sejren i den engelske borgerkrig Der var i 1649 indgået en alliance mellem de det irske katolske forbund og Charles II( sønnen af den henrettede Charles I) og de engelske royalister. Det åbnede for, at der kunne sendes engelske royalistiske tropper til Irland, og at det irske katolske forbundstropper blev underlagt kommando af den royalistiske officer James Butler, jarl af Ormonde. Deres formål var at erobre England og genindføre monarkiet. Det var en trussel, som det ny engelske commonwealth ikke kunne sidde overhørig. Selv om det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister, er det tænkeligt at det engelske parlament havde forsøgt at generobre Irland. Det havde allerede sendt tropper til Irland under krigen i de tre kongeriger(de fleste under ledelse af Michael Jones). De så Irland som en del af engelsk territorium – kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641. Mange engelske parlamentarister ville straffe irerne for deres massakrer på protestantiske bosættere (der bosatte sig på konfiskeret irsk land på befaling af den engelske trone) i 1641. Parlamentet havde rejst lån på 10 millioner pund under den såkaldte spekulantlov anno 1642, hvor kreditorerne fik sikkerhed i konfiskeret jord fra irske oprørere. For at betale disse kreditorer var det nødvendigt at erobre Irland og konfiskere jord. Cromwell og mange af hans mænd var puritanere og anså alt romersk-katolsk for kættersk. For dem var generobringen et korstog.
Slaget ved Rathmine og Cromwells landgang i Irland
I 1649 i slutningen af det Irske Forbund var Dublin under oberst Michael Jones kommando Parlamentets eneste forpost i Irland . Ved Rathmines syd for Dublin samledes en styrke bestående af royalister og tropper fra det irske forbund under ledelse af James Butler, 1.hertug af Ormonde. Styrken havde i sinde at erobre Dublin for at fratage Parlamentet havnen, det havde planlagt at bruge ved deres landgang. Men styrken blev udsat for et overraskelsesangreb fra Jones 2.august, der bragte dem på flugt. Jones hævdede at have dræbt 4000 soldater og tilfangetaget 2517.McKeiver, A New History of Cromwell's Irish Campaign, page.59 Oliver Cromwell kaldte slaget, "et forbavsende guddommeligt lykketræf der er så fantastisk og belejligt, som vi kun kunne have drømt om",Antonia Fraser, Cromwell, our Chief of Men (1973), p. 324
Det betød, at han havde en sikker havn til landsætningen, og at han kunne beholde hovedstaden. Mens admiral Robert Blake blokerede den den royale flåde under ledelse af Ruprecht Pfalzgreve af Rhinen ved Kinsale, kunne Cromwell gå i land i Irland 15.august med 35 skibe fyldt med tropper og udstyr. To dage senere gik Henry Ireton i land med yderligere 77 skibe.Fraser, Cromwell our Chief of Men, p.326
Ormondes tropper trak sig i forvirring tilbage fra Dublin. De var stærkt demoraliseret efter nederlaget ved Rathmines og var ude af stand til at udkæmpe et organiseret slag. Ormonde håbede at bevare de befæstede byer på østkysten, der kunne standse Cromwells for vinteren, da han ville mangle forsyninger. Ormonde håbe på at sygdom og epidemi kunne skabe uorden i Cromwells hær.Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p.113
Belejringen af Drogheda
Oliver Cromwell gik i gang med at sikre sig de andre befæstede byer på den irske østkyst for at sikre stabile forsyningslinjer fra England. Den første by, der faldt var Drogheda, der ligger omkring 50 kilometer nord for Dublin. Der var en 3000 mand stor styrke af royalister og irske forbundstropper i byen under ledelse af Arthur Aston. Efter at Cromwells tropper havde indtaget byen, blev størstedelen af garnisonen samt de katolske præster massakreret på hans ordre. Mange civile døde under plyndringen. Arthur Aston blev dræbt af rundhovederne med sit eget træben.Fraser, pp.336-339. Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p. 98 Nedslagtningen af garnisonen i Drogheda blev modtaget med rædsel og mindes den dag i dag som et eksempel på Cromwells ekstreme grusomhed. Der blev hævdet i 1999(eks. af Tom ReillyCromwell, an Honourable Enemy, Dingle 1999) at Cromwells metoder ikke var usædvanlige for krigsførsel i det 17. århundrede
Efter at Drogheda var erobret, sendte Cromwell 5000 mand nordpå under ledelse af Robert Venables, for at tilbageerobre Ulster fra resterne af en skotsk pagtkristen hær, der havde været i området siden 1642. De besejrede skotterne i slaget ved Lisnagarvey. Parlamentaristerne blev mødt af en styrke bestående af bosættere fra Derry under ledelse af Charles Coote.
Wexford, Waterford og Duncannon
250px|thumb|Kilkenny Castle. Det Irske Forbunds hovedstad Kilkenny overgav sig til Cromwell i 1650
Større artikler Plyndringen af Wexford, Belejringen af Waterford
Den nydannede hær (New Model Army) marcherede mod syd for at sikre sig de vigtige havne Wexford, Waterford og Duncannon. Wexford blev vidne til en anden skændig grusomhed, da parlamentariske tropper brød ind i byen, mens der foregik forhandlinger om dens overgivelse. 2000 soldater og 1500 civile blev dræbt og det meste af byen brændte .Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p100 Hvorvidt Cromwell havde et medansvar for plyndringen er omdiskuteret. Han har ikke givet ordre til en plyndring, og han var i gang med forhandlingerne, da hans tropper brød ind i byen. På den anden side gjorde han ikke forsøg på at stoppe tropperne og straffende ingen for deres handlinger.
Angrebet gav nu ikke Cromwell nogen fordel: Ødelæggelsen af byen betød tværtimod at parlamentarikerne ikke kunne gøre brug af byen som leverancehavn i Irland. Resultatet af de massive ødelæggelser i Drogheda og Wexford var blandede. Til en vis grad kan de have virket afskrækkende på fremtidig modstand. Den royalistiske hærfører Ormonde mente, at Cromwells terror havde en paralyserende effekt på hans tropper. Byer som New Ross, Carlow og Kilkenny overgav sig straks efter Cromwells tropper indledte belejringen. På den anden side forlængede terroren modstanden i andre byer, da nogle irske katolikker var overbevist om, at de ville blive dræbt – overgivelse eller ej. Byer som Waterford, Duncannon, Clonmel, Limerick og Galway overgav sig først efter hårdnakket modstand. Cromwell kunne ikke erobre Waterford og Duncannon, hvor hans nydannede hær måtte fortrække til dens vinterkvarter, hvor mange af soldaterne døde af sygdomme som tyfus og dysenteri (havnebyerne Waterford og Duncannon overgav sig efter langvarige belejringer i 1650).
Clonmel og erobringen af Munster right|thumb|Henry Ireton. Cromwell videregav kommandoen over de parlamentaristiske tropper i Irland til Ireton i 1650. Han døde under en epidemi efter belejringen af Limerick i 1651
Hovedartikel Belejringen af Clonmel
I det følgende forår omringede Cromwells nydannede hær de sidste befæstede byer i det sydøstlige Irland – mest bemærkelsesværdigt det irske forbunds hovedstad Kilkenny, der overgav sig på de aftalte betingelser. Den nydannede hær fik sit eneste alvorlige tilbageslag i Irland ved Belejringen af Clonmel, hvor dens tab ved stormen på byens mure var på 2000 mand. Byen overgav sig dagen efter. Cromwells adfærd ved Clonmel og Kilkenny står i stærk kontrast til hans tidligere adfærd ved Drogheda og Wexford. Selv om hans tropper havde mistet adskillige mænd ved angrebet på de to byer, respekterede Cromwell overgivelsesbetingelserne, der garanterede liv og ejendom for byens borgere og evakuering af de bevæbnede irske tropper, der havde forsvaret byerne. Ændringen kan skyldes grusomhederne i den første del af krigen blev ført. Den havde ført til langvarig irsk modstand. I Drogheda og Wexfords fulgte Cromwell sædvanen for kontinental-belejring i midten af 1600-tallet: der blev ikke vist nåde.
Ormondes royalister holdt længe det meste af Munster, men blev overlistet af et mytteri i deres garnison i Cork af de britiske protestantiske tropper. De havde indtil 1648 kæmpet på parlamentarisk side og skulle nu kæmpe med det irske forbund. Mytteriet lagde vejen åben for Cromwell til Munster og han besejrede den lokale irske garnison i Slaget ved Macroom. De irske og royalistiske tropper flygtede til den anden side af Shannon og ind i Connacht.
Sammenbruddet for den royalistiske alliance
I Maj 1650 afviste Charles II sin faders alliance med det Irske Forbund og indgik i stedet en alliance med de skotske Covenanter (se Bredaaftalen 1650). Ormondes muligheder for at sejre blev nu totalt undermineret. Herefter offentliggjorde Cromwell meget nådige overgivelsesbetingelser til de protestantiske royalister i Irland, og mange af dem skiftede side. Modstanden mod Cromwell bestod nu af irske katolikker og få indædte engelske royalister. Nu havde mange irske katolikker svært ved at forstå, hvorfor de skulle kæmpe under Ormonde, når ikke engang hans konge ville kendes ved ham. I maj 1650 overlod Cromwell føringen med tropperne til Henry Ireton for selv at tage hjem og udkæmpe den tredje fase af den engelske borgerkrig.
Scarrifholis og ødelæggelsen af Ulsterhæren
Hovedartikel Slaget ved Scarrifholis
Tilbage for irerne og royalisterne var stadig de 6000 mand fra Ulster, tidligere styret af Owen Roe O´Neill der døde i 1649. Men hæren blev nu ledet af en uerfaren katolsk biskop Heber MacMahon. Ulsterhæren mødte en parlamentarisk hær, der primært bestod af britiske bosættere i slaget ved Scarrifholis i juni 1650 i Donegal. Ulsterhæren blev sendt en omvej og op til 2000 mand blev dræbt.McKeiver,A New History of Cromwell's Irish Campaign p.167 Dertil skal lægges at MacMahon og mange af officererne i Ulsterhæren blev dræbt i slaget eller fanget og dræbt. Dermed forsvandt den sidste stærke modstand mod englænderne og sikrede dem Ulster. Selv om Cootes hær led store tab ved Belejringen af Charlemont, hvor den erobrede den sidste katolske bastion i nord, var den nu klar til at drage syd på og indtage den irske vestkyst.
Belejringerne af Limerick og Galway
Hovedartikler Limericks belejring (1650-51) og Belejringen af Galway
thumb|Kong Johns Slot og Thomond Broen, Limerick by. Ireton erobrede Limerick i 1651 efter en lang belejring