thumb|Forsamlingen på det 9. Folkeråd i Østberlin, hvor DDR blev stiftet. Parolen lød: "Nur eine gesamtdeutsche Regierung überwindet die nationale Not" ("Kun en fællestysk regering overvinder den nationale nød") Tyske Demokratiske Republik (ty: Deutsche Demokratische Republik (DDR)) var en stat i Centraleuropa.
7. oktober 1949, fire år efter 2. verdenskrigs afslutning, blev DDR grundlagt på den sovjetiske besættelseszones område, der også indbefattede den sovjetiske sektor i Berlin. Det var sket på foranledning af Sovjetunionen, og forud var gået omdannelsen af de vestallieredes såkaldte "trizone" til Vesttyskland. Efter murens fald 1989/1990 besluttede det nyligt demokratisk valgte Volkskammer, at landet skulle indtræde i Forbundsrepublikken. Med Tysklands genforening 3. oktober 1990 ophørte DDR med at eksistere.
Forhistorie
Tysklands deling thumb|Besættelseszonerne i Tyskland 1945-49
Da de hovedallierede (USA, Storbritannien og Sovjetunionen) ikke havde en konsensus om en fælles tysklandspolitik, diskuterede man allerede under 2. verdenskrig ved konferencerne i Teheran og på Jalta en deling af Tyskland. Denne diskussion blev konkretiseret efter Tysklands betingelsesløse kapitulation. Ved Potsdamkonferencen i juli og august 1945 besluttede regeringslederne i Storbritannien, USA og Sovjetunionen, på baggrund af forslaget fra Jalta, at dele Tyskland, såvel som Berlin, i fire besættelseszoner. Der skulle være en fælles administration i form af et allieret kontrolråd. Den økonomiske demilitarisering af Tyskland (nedrivning af industrianlæg) skulle gennemføres uafhængigt i hver af de fire zoner.
Efter nogen tid havde den økonomiske udvikling i de vestlige besættelseszoner og den sovjetiske udviklet sig i vidt forskellig retning. Grundet geopolitiske forskelle var det kommet til gradvis større spændinger mellem USA og Sovjetunionen, der i sidste ende førte til den kolde krig. I 1947 havde det ført til en sammenslutning af den amerikanske og britiske zone – den såkaldte bizone - og til at disse tilførtes Marshallhjælp fra USA, hvilket styrkede den vestlige del af Tyskland betydeligt. Samtidig fortsatte Sovjetunionen med at kræve hårde krigsskadeserstatninger og nægtede marshallhjælpen adgang i sin sektor, en hjælp der ville have betydet enden på det økonomiske system, man var i færd med at indføre. Som et modstykke til organerne i bizonen oprettede man i den sovjetiske sektor den tyske industrikommission og forenede heri en centralforvaltning for industri, økonomi, trafik, handel og forsorg, arbejde og socialforsorg, jord- og skovbrug, brændstofindustrien og energi, interzone- og udenrigshandel såvel som statistik.
20. marts 1948 forlod repræsentanterne fra Sovjetunionen kontrolrådet i protest mod de vestallieredes beslutning om at ville oprette en selvstændig vesttysk stat. Valutareformen i de vestlige zoner 20. juni med indførelsen af D-marken bekræftede den af Sovjetunionen frygtede deling af Tyskland. Tre dage senere besluttede de sovjetiske magthavere at gennemføre en egen møntreform med indførelse af Ostmarken. Efter at den vesttyske valutareform også var blevet gennemført i de vestlige sektorer i Berlin, forsøgte de sovjetiske øverstbefalende at bemægtige sig hele Berlin ved at blokere for transport til byen. De vestallierede besluttede at forsyne Berlin via en luftbro. I 11 måneder blev den vestberlinske befolkning forsørget fra luften, inden Sovjetunionen ophævede blokaden 12. maj 1949.
Sovjetisk Tysklandspolitik
Sovjetunionen udviklede under 2. verdenskrig en egen ide om efterkrigstidens Tyskland: Josef Stalin håbede på et udelt, neutralt og ikke-socialistisk Tyskland, der kunne fungere som bufferzone mod vest. Han forventede at modtage store krigsskadeserstatninger, ikke mindst fra Ruhr-distriktet. Til gengæld skulle der leveres fødevarer fra den sovjetiske zone til de vestlige zoner. Da dette imidlertid aldrig skete, indstillede de vestallierede deres leverancer.
Ovennævnte planer kunne han altså ikke få gennemført. For at holde alle muligheder åbne udskød Stalin sovjetiseringen i den sovjetiske zone og forsøgte at iscenesætte noget, det skulle ligne en åben kommunistisk udvikling i landet.
Efter krigsafslutningen havde Sovjetunionen indsat en sovjetisk militæradministration i Tyskland (SMAD) i sin zone. Den skulle sørge for at opbygge et politisk system på sovjetisk vis samt forvalte skatter. 50.000 medarbejdere gik i gang med at omforme hele det politiske og samfundsmæssige liv. Der blev grundlagt fem delstater, som i oktober 1945 fik overdraget lovgivende bemyndigelse.
Politisk opbygning
I arbejdet med den politiske opbygning var Ulbricht-gruppen særlig vigtig. Den bestod af Walter Ulbricht og andre, der under 2. verdenskrig var emigreret til Sovjetunionen, og dér var blevet skolede medlemmer af Tysklands Kommunistiske Parti, for efterfølgende at kunne hjælpe Den Røde Hær med den ny opbygning af forvaltningen. De var vendt tilbage lige før afslutningen på krigen og havde opnået en lang række nøglepositioner indenfor lokalforvaltningen, hvor tyske kommunister fik forrang. Fra da af gjaldt Ulbrichts devise: "Det må se demokratisk ud, men vi må have hånd om det hele."
Sovjetunionen havde ved Potsdamkonferencen forpligtet sig til at genetablere et politisk liv på demokratisk grundlag i Tyskland, og den sovjetiske militærkommando genindførte i juni 1945 et, i det mindste formelt, pluralistisk tysk partisystem og godkendte genkomsten af det tyske kommunistparti såvel som socialdemokratiet SPD og nydannelse af CDU og et på papiret liberalt Liberal-Demokratische Partei Deutschlands og senere i 1948 to yderligere partier, National-Demokratische Partei Deutschlands (NDPD) og et bondeparti (Demokratische Bauernpartei Deutschlands (DBD)). Partierne grundlagde en anti-fascistisk blok, der senere udviklede sig til den Nationale Front. Indenfor denne blok ville man i fællesskab organisere afnazificeringen og genopbygningen. Selvom den sovjetiske militærledelse foretrak kommunistpartiet KPD, kunne partiet ikke opnå sit mål om at blive størst i den sovjetiske zone. Faktisk blev partiet mere og mere isoleret af såvel befolkning som de andre partier i løbet af 1945. I både KPD og SPD var der bestræbelser på at danne et fælles arbejderparti, grundet den fælles erfaring fra tiden under nationalsocialismen og modstandskampen. På baggrund af den dalende popularitet, som KPD oplevede i befolkningen, blev SPD tvunget til en fusion med KPD i 1946. Forud var gået en afvisning fra SPD i 1945, og efterfølgende havde den sovjetiske militærledelse, med Stalins billigelse, bestukket og truet de øverste partimedlemmer i SPD til at få en fusion igennem. Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED) var hermed skabt. Ved valget til landsdagene i oktober 1946 lykkedes det alligevel ikke SED at nå det absolutte flertal; de fik 47,5% af stemmerne.
For ikke at blive underløbet af yderligere modstand fra CDU (de østlige) og LDPD bragte SED i 1947/48 et nyt instrument i spil med folkekongresbevægelsen. Ved to møder i 1947 og 1948 besluttede den Tyske Folkekongres at optage nye blokpartier (NDPD og DBD) og masseorganisationer (Kulturbund, Freie Deutscher Gewerkschaftsbund, Freie Deutsche Jugend, Demokratischer Frauenbund Deutschlands) i den antifascistiske blok – de var for størstedelens vedkommende domineret af kommunister.
På den 2. kongres besluttede man sig for at udråbe et Tysk Folkeråd (Deutschen Volksrat), der fik til opgave at udarbejde en for hele Tyskland gældende forfatning for en Tysk Demokratisk Republik. Under ledelse af Wilhelm Pieck (SED), Wilhelm Küelz (LDPD) og Otto Nuschke (CDU) gik man i gang med arbejdet 19. marts 1948. En komite under ledelse af Otto Grotewohl udarbejdede en forfatning frem til 22. oktober – der 19.oktober det efterfølgende år blev afsløret.
I maj 1949 blev der afholdt afstemning om indførelse af enhedslister, d.v.s lister, hvor der på forhånd var optaget et antal partier, der var blevet tildelt et bestemt antal pladser i det organ, som der var valg til. Vælgerne kunne så stemme ja eller nej til den liste, der blev præsenteret. Efter de officielle opgørelser havde 66,1% stemt for indførelse af disse enhedslister. En analyse af stemmeoptællingen har dog vist, at sædvanligvis blev en stor andel af de ugyldige stemmer talt som ja-stemmer. Den 3. folkekongres vedtog ved samme lejlighed forfatningen og godkendte Folkerådet som et permanent organ. Efter at den nydannede Forbundsrepublik 23. maj 1949 havde havde sat sin forfatning i kraft, erklærede folkerådet 7. oktober 1949 sig for et provisorisk folkekammer, satte DDR's forfatning i kraft, og dermed var den Tyske Demokratiske Republik (DDR) grundlagt.
Økonomisk opbygning
Økonomien i den sovjetiske besættelseszone SBZ blev massivt influeret af den sovjetiske demontage. Omkring 1000 virksomheder blev indtil 1946 demonteret og materiellet flyttet til USSR, heriblandt maskinfabrikker, kemisk og optisk industri samt elektrificeringen af jernbanen. 200 vigtige virksomheder blev i en anden etape overført til Sowjetische Aktiengesellschaft (SAG), og dermed overgik de til sovjetisk ejendom, selvom det gik imod Potsdamtraktaten. Den første nedbrydningsbølge havde omkring 460 Berlinervirksomheder som ofre. Det svarede til omkring 75% af den daværende kapacitet. Sammenligneligt havde det midterste Tyskland antagelig på grund af nedbrydning tabt værdier på:
82% af valseværkerne 80% af jernproduktioner 75% af munketagstensproduktionen 45% af cementindustrien 45% af papirfremstillingen 35% af energiproduktionen 30% af skoproduktionen 25% af tekstilindustrien 25% af sukkerfremstillingen 20% af brunkulsudvindingen 19% af briketfabrikkerne
Tyskland havde mistet over 50% af sin industrielle kapacitet. Officielt har man vurderet, at krigsskadeserstatningerne til Sovjetunionen har været på 4.3 milliarder dollars. Andre vurderinger ligger på mellem 15 og 18 milliarder dollars. Besættelsesomkostningerne for 1949 har eksempelvis været på 2.2 milliarder mark.
Under parolen "Junkerland in Bauernhand" (da: Junkerjord på bondehænder) gennemførte SMAD og KPD i september 1945 en jordreform. En tredjedel af al opdyrket jord (3,2 mio hektar), heraf 2,5 mio hektar godsejerjord, blev omfordelt. En million hektar blev givet til 532 statsejede bondegårde (VEG). Antallet af private landbrugsbedrifter steg til 855.600 (1950) – det var flere end i 1939. Disse bedrifter var dog næsten væk igen i 1961. Yderligere eksproprierede man al jord og ejendom fra påståede krigsforbrydere, eks-nazister og jordejere med en bedrift på over 100 hektar. SMAD fordelte efterfølgende jorden til såkaldte nybyggere, der mest bestod af jordløse bønder, landarbejdere og flygtninge. De skulle selv dyrke de 5-10 hektar jord, de fik tildelt. Da de fleste ingen redskaber havde, blev man afhængig af den i 1949 grundlagte maskinudlejningsstation (Maschinen-Ausleih-Station, MAS).
Eftersom Stalin ikke ville opgive ideen om et udelt Tyskland, kom den socialistiske omstilling indenfor den østtyske økonomi først i gang i 1952.
Opbygningsfasen 1949-1961 Politisk ledelse
I 1949 blev Wilhelm Pieck den første præsident i DDR og Otto Grotewohl den første ministerpræsident. Begge havde siden 1946 været formænd i SED. I 1950 blev deres positioner genbekræftet, mens den egentlige magthaver Walter Ulbricht blev generalsekretær for Centralkomiteen i SED. Efter at Wilhelm Pieck var død i 1960, omdannede man det hidtidige præsidentembede til Statsrådet i DDR, og Ulbricht blev formand for denne.
I 1950 blev etableret den Nationale Front, hvor SED og de enkelte blokpartier fik plads. Partierne i den Nationale Front optrådte på en enhedsliste, der blev præsenteret for vælgerne. Ved valget til Folkekammeret i 1954 var opbakningen til enhedslisten ifølge det officielle resultat 99.3% af stemmerne, i 1954 stemte 99.46% officielt for og i 1958 var 99.7% for enhedslisten.
Udenrigspolitik