thumb|right|Åndedansceremoni hos Ogalala-Lakotastammen ved Pine Ridge. Illustration af Frederic Remington Åndedans er en religiøs vækkelsesbevægelse, der fik stor udbredelse i Nordamerikas oprindelige befolkning i slutningen af det 19. århundrede. Den begyndte som en vækkelsesbevægelse blandt prærieindianerne omkring 1870 og kulminerede i 1890’erne, hvor den var en af årsagerne til den sidste indianerkrig og massakren ved Wounded Knee; her blev mindst 153 ubevæbnede medlemmer af lakotastammen dræbt af amerikanske soldater.Utley, Robert The Last Days of the Sioux Nation, Yale University Press, 1964 Navnet kommer af bevægelsens centrale ritual, en runddans, som symboliserede de afdøde forfædre (dvs. ånderne); tilhængerne mente, at de gennem deltagelsen i den rituelle dans blev forenet med ånderne.
Cirkeldanse har været en integreret del af mange amerikanske religioner siden forhistorisk tid; hos flere præriestammer var soldansen en vigtig højtid. Ifølge de historiske kilder blev åndedansen udført første gang i 1889 i overensstemmelse med Jack Wilsons lære blandt pauitefolket i Nevada. Ritualet spredte sig meget hurtigt til mange af stammerne i det vestlige USA og nåede helt til Californien og Oklahoma. Stammerne integrerede åndedansen i deres egne religiøse systemer. Det medførte både kulturelle og sociale forandringer.
Bevægelsens kerne var profeten Jack Wilson, der var kendt som Wovoka blandt paiutefolket. Hans profetier omfattede en vision om menneskenes kommende forening med forfædrenes ånder; det ville indvarsle afslutningen på den europæiske ekspansion i Amerika, og hans egen tids krigstilstand ville blive afløst af en retskaffen livsform og samarbejde mellem folkeslagene. Hos siouxfolket fik bevægelsen en endnu mere millenaristisk karaktér end i Wilsons oprindelige profetier. Fortolkningerne af visionen om de levendes forening med ånderne faldt i tre hovedgrupper: Det ville ske efter døden Ånderne ville vende tilbage til de levende sammen med mange jagtdyr – dette ville blive indvarslet af et Jesuslignende himmelsyn, og samtidig ville der komme varig fred med de europæiske amerikanere Ånderne ville jage de europæiske amerikanere bort, hvorefter freden ville komme
Særligt den tredje og i grunden konfrontatoriske form var udbredt blandt lakotaerne ved Wounded Knee.
Historisk baggrund Paiutefolket |thumb|right|Jordmandel (Cyperus esculentas) De nordlige paiutestammer boede i Mason Valley i det nuværende Nevada, da europæisk-amerikanske nybyggere begyndte at slå sig ned i regionen. På paiute var disse stammer kendt som tövusi-dökadö, (tövusi- : jordmandel(-knold) og dökadö : spisere). De levede som samlere, og deres hovednæring var cyperus (parasolpalnten), der var udbredt i området det meste af året. Derudover supplerede de deres diæt med fisk, pinjekerner og indimellem jagt med køller.
Tövusi-dökadö-samfundet havde ingen permanente politiske organisationer. Religionen indeholdt mange elementer af shamanistisk karaktér. Individer, der blev opfattet som havende en højere åndelig begavelse (shamaner), organisererede forskellige fælles religiøse aktiviteter og begivenheder, primært i form af fællesdanse. Det var almindeligvis rituelle handlinger, der blev udført på bestemte tider af året for at organisere høst og jagtaktiviteter. Derudover blev ritualer også gennemført ved kriser. I 1869 organiserede pauitemanden Hawthorne Wodziwob en række ekstraordinære danse, da han ville meddele sine visioner. Han fortalte om en rejse, som han havde foretaget til de dødes land, og om de løfter, de afdødes sjæle havde givet ham. I løbet af de næste tre til fire år ville de vende tilbage til de levendes land. Wodziwob havde ry som en dygtig shaman, og han overtalte mange til at deltage i de runddanse, der normalt ledsagede rituelle fester. Han udbredte sine visioner de næste tre år med hjælp fra Tavibo, Jack Wilsons far.Kehoe, B Alice The Ghost Dance: Ethnohistory and Revitalization, Death of Renewal?, pp. 32–33. Thompson publishing; 1989
Tövusi-dökadö-samfundet havde i årene før Wodziwobs visioner oplevet et socialt sammenbrud. I 1867 havde en ødelæggende tyfusepidemi ramt regionen. Det er anslået, at den og andre sygdomme, som de europæiske kolonister havde bragt til Amerika, dræbte omkring en tiendedel af befolkningen;Kehoe, B Alice The Ghost Dance: Ethnohistory and Revitalization, Death of Renewal?, p. 33. Thompson publishing; 1989 den øgede dødelighed kan have medført udbredte psykologiske traumaer, som igen skabte ubalance i samfundsordenen. Mange familier måtte opgive deres traditionelle nomadiske livsform, hvor de fulgte pinjetræernes vækstsæson og jagtdyrenes vandringer. Ofte måtte de flytte til Virginia City for at søge arbejde, der kunne forsørge dem.
Forløbere for åndedansen Åndedansritualets fysiske form blev ikke skabt af Jack Wilson og forsvandt heller ikke med ham. Der kendes mange beretninger om rituelle fester, som omfattede det, der beskrives som runddanse. De var normalt fællesdanse omkring en kultleder, der kontrollerede ceremonien. Dansen blev ofte afbrudt af trancetilstande, religiøse belæringer og profetier. På baggrund af studier af senere danseritualer gav antropologen Leslie Spier (elev af Franz Boas) dem betegnelsen “profetdanse”. Spier havde undersøgt flere versioner af ritualet, som stammede fra befolkningsgrupper, der var udbredt over størstedelen af Pacific Northwest-regionen og dele af det vestlige Montana. Spiers studie blev imidlertid udført på et tidspunkt, hvor de amerikanske religioner allerede havde inkorporeret mange kristne elementer, hvilket vanskeliggør undersøgelser af ritualets oprindelige elementer. Traditionelt symboliserede dansene solens rejse over himlen.
Den europæiske indflydelse på de oprindelige amerikaneres kultur (som ofte begyndte længe før områderne blev udforsket af europæere) har gjort det vanskeligt at indsamle "uberørte" data om nordamerikanske samfundsforhold i før-historisk tid: før den europæiske kolonialisering. Ofte ramte de sygdomme, europæerne bragte til Amerika, mange folkeslag før den første kontakt med europæerne. Overdødeligheden pga. epidemier førte ofte til store samfundsforandringer. Det samme gjaldt den forøgede handel, især med pelsprodukter, og indførslen af hesten (der førte til en revolution i prærieindianernes livsform). Disse omfattende sociale og kulturelle forandringer er praktisk taget ikke beskrevet i historiske kilder, men kan udelukkende udledes af det arkæologiske materiale.
Kulturmøde og diffusion er ikke de eneste faktorer for udviklingen af åndedans-bevægelsen. Antropologen James Mooney var en af de første, der studerede runddansritualet. Han observerede en række påfaldende ligheder i indianske kulturer. Han påpegede også, at håb om og længsel efter forbedrede levevilkår var fælles for hele menneskeheden, og at det manifesterede sig i handlinger, der udsprang af menneskets naturlige adfærd og fysiologi. Selve ritualformen og udtrykket var derfor en reaktion på en oplevelse af en verden i forandring, der byggede på nedarvede handlingsmønstre (af både biologisk og kulturel art). Strukturelt var åndedans-bevægelsen en parallel til andre millenaristiske bevægelser, der også opstod som reaktion på den europæiske ekspansion.
Jack Wilsons vision thumb|Wovoka – spirituel paiuteleder og skaber af åndedansen. Jack Wilson, der hed Wovoka, inden han antog et engelsk navn, havde formentlig oplevet en vision under en solformørkelse den 1. januar 1889. Det var ikke første gang, han havde modtaget visioner direkte fra guden, men tidligere var han barn. Nu var han blevet voksen og mente derfor, at han nu var åndeligt klar til at modtage et sådant budskab. Jack var oplært af en religiøs lærer på sine forældres opfordring, da han havde fortalt om sine vanskeligheder med at forstå sine visioner. Han blev også uddannet som kultekspert/shaman og fulgte i sin fars fodspor. Jack blev kendt som en dygtig ung leder i hele Mason Valley, og han stod ofte i spidsen for runddans-ceremonier.
James Mooney gennemførte et interview med den karismatiske prædikant i 1892. Jack Wilson fortalte, at han havde stået foran gud i himlen, og at han havde set mange af sine forfædre beskæftiget med deres yndlingstidsfordriv. Gud havde vist Jack et smukt landskab fyldt med jagtbytte og givet ham instruktioner: Når han vendte tilbage, skulle Jack fortælle sit folk, at de skulle elske hverandre, afholde sig fra kamp og leve i fred med de hvide. Gud fortalte også, at Jacks folk skulle arbejde og ikke længere stjæle eller lyve, og at de ikke længere måtte udføre de traditionelle rituelle selvmishandlinger i forbindelse med sorg over afdøde slægtninge. Gud fortalte, at hvis folket adlød disse regler, ville de blive forenet med deres venner og familie i den anden verden. I Guds nærvær, proklamerede Jack, ville der hverken være sygdom eller alderdom. Mooney sammenlignede dette budskab med breve mellem forskellige stammer og Jacks beskeder til de pilgrimme, der kom til Mason Valley; det bekræftede ham i, at det var den vision, han også havde fortalt om til bevægelsens tilhængere.Mooney, James The Ghost Dance Religion and Wounded Knee. New York: Dover Publications Inc; 1896
Ifølge Jack Wilson havde han fået overdraget åndedansen for at bringe den tilbage til sit folk. Han prædikede, at hvis denne fem dage lange dans blev udført med regelmæssige mellemrum, ville deltagerne sikre deres egen lykke og genforening med de afdøde. Det blev hævdet, at Gud også havde givet Jack magt over vejret og fortalt ham, at han skulle være leder af det vestlige USA; den østlige del forblev hos præsident Harrison.
Jack Wilson følte sig efter sit besøg hos Gud overbevist om, at hvis alle indianerne i den vestlige del af kontinentet dansede åndedansen, ville de fremskynde udviklingen. Al ondskab i verden ville blive skyllet væk, og en fornyet verden fyldt med mad, kærlighed og tro ville blive tilbage. Denne nye religion blev hurtigt udbredt iblandt pauitefolket, og den blev der kendt som "Dans i kreds". Siouxfolket, der også overtog religionen, kaldte den åndedans, og da de første europæiske amerikanere mødte den hos siouxstammer, var det denne betegnelse, der vandt indpas i europæiske sprog.
thumb|Big Foot, en leder fra Miniconjoustammen, var en af dem, der blev dræbt i forbindelse med Wounded Knee-massakren. Wounded Knee-massakren
Jack Wilson/Wovokas budskab blev spredt over størsteparten af det vestlige USA især af oprindelige amerikanere, men også nogle angloamerikanere. Allerede på et tidligt tidspunkt i bevægelsens historie sendte mange stammer udsendinge for ved selvsyn at undersøge profetens budskab, mens andre blot sendte delegerede for at vise deres støtte. Uanset deres motiv vendte mange hjem som troende og prædikede selv Wovokas budskab blandt deres egne. Derudover vakte åndedansen også interesse blandt mormonerne fra Utah, idet forestillingen om en indfødt amerikansk profet allerede var kendt hos dem og ofte anerkendt som en realitet.Kehoe, B Alice The Ghost Dance: Ethnohistory and Revitalization, The Ghost Dance Religion, p. 5. Thompson publishing; 1989