Frankrigs historie handler om en af Europas ældste nationalstater, der har en vigtig kulturel baggrund.

Forhistorisk tid thumb|left|Forhistorisk udskåret bjørnetand fundet i det sydvestlige Frankrig. Nogle af de ældste bosættelser i Frankrig er fundet i Terra Amata udgravningen i Nice. De er omkring 400.000 år gamle med spor efter fortidsmennesket Homo heidelbergensis. De ældste bosættelser af Homo sapiens er ca. 25.000 år gamle. I Lascaux er der hulemalerier, som er dateret til ca. 15.000 år f.Kr.

Fra år 5.000 f.Kr. antages det, at folkegrupper begyndte med faste bosættelser , en vis samfundsstruktur og organiseret religion.

I løbet af de næste tusind år begyndte jordbrugssamfundet at udvikle sig, primært i Parisområdet, i Rhônedalen og i det sydlige Languedoc. Disse samfund har efter alt at dømme praktiseret handel med andre kulturer og regioner og har haft en fælles religion.

Arkæologiske fund antyder at fra 850 f.Kr. blev mange bosættelser opgivet, da området gik ind i jernalderen. Dette indikerer, at denne periode var urolig socialt og militært.

Gallien thumb|left|Gallien omkring år 58 f.Kr.

Den keltiske folkegruppe gallerne begyndte at befolke området, som blev kendt som Gallien omkring år 1000 f.Kr. Man ved mere om gallerne end om andre tilsvarende folkeslag; man har en mængde fund af våben, smykker og redskaber fra denne epoke.

Ud over de arkæologiske fund er der flere græske og romerske kilder om det galliske samfund. De beskriver et velorganiseret samfundssystem med store riger med en stærk, styrende krigerklasse. Som andre keltiske grupper havde gallerne en stærk præsteklasse, druidene.

Gallernes ekspansion blev begrænset af indre kampe, de sloges lige så ofte indbyrdes som mod andre grupper. Enkelte krige blev alligevel vellykkede, i 387 f.Kr. erobrede en gallisk hær under høvdingen Brennus Rom og plyndrede byen.

I denne periode blev også den franske middelhavskyst koloniseret af fønikere og grækere. Marseille blev grundlagt som den fønikiske handelskoloni Massilien ca. år 600 f.Kr.

Romerne erobrer Gallien

Romernes tilstedeværelse i Gallien begyndte ca. 200 år f.Kr, som en blanding af forsvarstiltag mod aggressive gallere og som egen imperiebygning. Allerede i år 121 f.Kr. var området rundt om Lyon og Toulouse indlemmet i Romerriget, og fik udbygget infrastrukturen efter romersk mønster med akvædukter og romerveje.

I 59 f.Kr. begyndte Julius Cæsar at blande sig i galliske affærer, noget som førte til et gallisk oprør mod romerne i år 52 f.Kr. under høvdingen Vercingetorix. Efter at oprøret endelig blev slået ned ved Alesia, øgedes tempoet på latinifiseringen af Gallien. Det nordlige Gallien blev herefter underlagt Rom, og det latinske sprog udkonkurrerede de keltiske sprog.

Frankerne

thumb|left|Karl den Store krones af pave Leo 3. og får titlen Imperator Romanorum

I løbet af 400-tallet var Gallien blevet overtaget af germanske stammer, denne periode kaldes folkevandringstiden. Efter, at det vestromerske rige gik til grunde i 476 kom den germanske stamme frankerne ind og fyldte magtvakuummet.

Frankernes leder Klodevig blev døbt og gik over til kristendommen i 498, noget som sikrede frankernes magtbase. Efter en række felttog og alliancer med andre stammer i Gallien fik Klodevig samlet riget, og gjorde Paris til ny hovedstad. Efter Klodevigs død i 511 blev riget imidlertid delt mellem hans fire sønner.

I 751 overtog karolingeren Pipin den lille som frankisk konge, kastede Klodevigs merovingere fra magten og samlede Frankerriget på ny. I 771 overtog Karl den Store tronen, og i år 800 lod han sig krone som tysk-romersk kejser. På Karl den Stores tid omfattede Frankerriget både dagens Tyskland og dagens Frankrig; det var ikke før efter sønnen Ludvig den Frommes død og den efterfølgende traktat i Verdun i 843, at riget blev delt og konturerne af det moderne Frankrig kunne ses.

Middelalderen thumb|left|Hugo Capet fransk konge 987 til 996

Hugo Capet kom til magten i 987. Huset Capet og dets sidegrene Valois-dynastiet og Bourbon-dynastiet beholdt magten i Frankrig i 800 år, frem til den franske revolution.

Den franske atlanterhavskyst var på denne tid plaget af vikingetogter. Vikingen Ganger-Rolv blev gjort til hertug af Hertugdømmet Normandiet i 911, mod han gik over til kristendommen og forsvarede Seinens munding mod andre vikinger. Ganger-Rolvs efterkommer Vilhelm Erobreren drog 155 år senere over den engelske kanal og erobrede den engelske trone.

Henrik II blev kronet til konge af England i 1154. Han var også greve af Anjou og hertug af Normandiet, og gennem sit ægteskab fik han kontrollen over den franske provins Aquitaine. Efter at have gjort hertugen af Bretagne til sin vasal kontrollerede Henrik nu lige så meget af Frankrig som den franske konge, og det var først efter slaget ved Bouvines i 1214, at det blev klart, at magten i Frankrig lå i den franske konge Filip IIs hænder.

Da Karl IV døde i 1328 uden mandlige arvinger, gik retten til den franske trone over til Valois-dynastiet. Det blev imidlertid bestridt af den engelske kong Edvard III, som så sit snit til at genvinde kontrollen over Frankrig. I 1337 gik Edvard i krig mod den franske konge Filip VI, begyndelsen på den serie konflikter, som blev kendt som hundredårskrigen.

I 1348 nåede den sorte død Frankrig. Epidemien udryddede også her store dele af befolkningen, og befolkningstallet faldt fra ca. 18-20 millioner i 1328 til ca. 11 millioner 150 år senere. Den sorte død og krigen førte også til stor social uro, et bondeoprør brød ud i 1358, ledet af bonden Jacques Bonhomme. Jacquerie, som oprøret blev kendt som, blev hurtigt slået ned af adelen.

Hundredårskrigens første fase til 1360 og Brétignytraktaten blev en katastrofe for Frankrig. Franskmændene havde stor fremgang de næste 50 år, men den knusende engelske sejr i slaget ved Agincourt i 1415 medførte, at den franske konge kun havde magt syd for Loire.

Jeanne d'Arcs korte tid som fransk hærfører gav nyt liv til den franske hær. På trods af hendes tilfangetagelse og død i 1431 generobrede franskmændene Paris i 1436, Normandiet i 1450 og Guyenne i 1453. Det var til sidst kun Calais-området som var under engelsk kontrol.

Englændernes exit og inkorporationen af de tidligere uafhængige områder Bretagne (1532) og Burgund (1477) gjorde, at Frankrig gik fra et løst sammenknyttet rige til en stærk stat med en klar centralmagt. Frankrig blev efter dette en af de stærkeste magter i Europa.

Renæssancen

1500-tallet var præget af krige mellem Frankrig og habsburgerne. Mellem 1494 og 1559 var Frankrig en af hovedaktørerne i de italienske krige. Kong Karl VIII begyndte den franske indblanding i Italien ved et forsøg på overtagelse af herredømmet over Kongeriget Napoli, men måtte trække sig ud af Italien efter nederlag i slaget ved Fornovo i 1495.

Kong Frans I brugte den spanske invasion af Navarra i 1521 som påskud til at gå i krig mod den unge tysk-romerske kejser Karl V. Felttoget udviklede sig katastrofalt. Frans tabte slaget ved Pavia i 1525 og blev taget til fange og ført til Madrid.

Religionskrigene thumb|Bartholomæusmassakren i 1572 var et blodbad, hvor tusinder blev dræbt. "En øjenvidneskildring af Bartholomæusmassakren", maleri af François Dubois Reformationen førte til uro i Frankrig som alle andre steder. De franske protestanter (huguenotter) voksede i antal specielt i byerne. Omkring 1560 var der ca. en million huguenotter i Frankrig specielt i de sydlige og centrale dele af landet. Huguenotterne udgjorde ca. 10% af befolkningen.

Religionskrigene i Frankrig brød ud i 1562, efter en protestantisk menighed i Vassay blev angrebet den 1. marts, og flere hundrede blev såret eller dræbt. Det indledte 30 års borgerkrig.

Den blodigste begivenhed i krigen var Bartholomæusnatten. Den 24. august 1572 indledtes tre uger med massakrer. Blodbadet begyndte i Paris og bredte sig til resten af landet. Det anslås, at 70.000 blev dræbt under massakren.

Kong Henrik IV garanterede protestanternes religionsfrihed i 1598 gennem ediktet i Nantes. Det blev ophævet i 1685 og førte til, at store grupper af protestanter emigrerede fra Frankrig specielt til Preussen, England og Forenede Nederlande.

Enevælde

I løbet af Ludvig XIII's regeringstid blev enevælden indført i Frankrig. Under ledelse af den mægtige kardinal Richelieu blev Frankrig den mægtigste stat i Europa og begyndte at få kolonier i Afrika og Amerika.

Under Trediveårskrigen spilede Frankrig en aktiv rolle. På trods af at landet var katolsk, sørgede Richelieu for, at Frankrig allierede sig med det protestantiske Sverige. Krigen var en fin anledning for Frankrig til at modarbejde sine gamle fjender habsburgerne, men franskmændene havde undervurderet de kejserlige armeer. Mellem 1636 og 1643 rasede krigen, og store dele af Frankrig blev besat af spanske og tyske styrker.

thumb|right|Solkongen, Ludvig XIV. Maleri af Hyacinthe Rigaud, 1701

I 1642 døde Richelieu, og året efter døde også kongen. Den fem år gamle Ludvig XIV overtog tronen med kardinal Mazarin som Frankrigs nye stærke mand. En række militære sejre de første år af Ludvigs regeringstid gjorde, at Trediveårskrigen kunne afsluttes med den westfalske fred i 1648. Et Tyskland i ruiner og den tysk-romerske kejsers svækkede magt gjorde, at Frankrig under Ludvig XIV blev Europas ubestridte ledende magt, både politisk og kulturelt.

Ludvig XIV skulle blive kendt som "solkongen". I hans regeringstid fra 1643 til 1715 øgedes Frankrigs territorium med blandt andet Alsace, Roussillon og dele af de spanske Nederlandene (Flandern).

Det var også under Ludvigs regeringstid, at det storslåede slot Versailles blev bygget. I dette pragtpalads blomstrede kulturlivet, samtidig som fransk litteratur gik ind i en guldalder med store malere som le Brun og digtere som Molière og Pierre Corneille.

I 1700-tallet beholdt Frankrig sin stilling som Europas center for kultur. Fransk sprog var dominerende blandt adel og kongelige i hele Europa, samtidig som oplysningstidens franske filosofer som Pierre Bayle, Voltaire, Montesquieu og Rousseau var ledende i åndslivet.

Militært og politisk gik det imidlertid noget nedad med Frankrig i 1700-tallet. Kongeriget Preussen og Kongeriget Storbritanniens øgede magt truede Frankrig, og med det franske nederlag i Syvårskrigen 1756–1763 og tabet af Ny Frankrig blev briterne Europas ledende stormagt.

Den Franske Revolution

thumb|"Stormen på Bastillen" (1789), maleri af Jean-Pierre Houël. Den 14. juli 1789 stormede en folkemasse Bastillen og befriede fangerne

Mod slutningen af det 18. århundrede havde statens overambitiøse militære eventyr ført til store økonomiske problemer. De store samfundsmæssige uligheder førte til omfattende social uro pga adelen og gejstlighedens store privilegier på bekostning af borgerne og bønderne.

thumb|left|Luksuriøst taffelur konstrueret af Ferdinand Berthoud i 1780 - ni år før revolutionen. Huset var i marmor ornamenterne i forgyldt bronze.

Den økonomiske krise og den store fødevaremangel gjorde, at kong Ludvig XVI måtte indkalde en Stænderforsamling i 1789. Forhandlingerne mislykkedes, og den 17. juni 1789 erklærede tredjestanden sig som Frankrigs parlament.

Den 14. juli blev fængslet Bastillen i centrum af Paris stormet af de revolutionære. Den håbløse politiske og militære situation gjorde, at kongen måtte gå af, og den franske revolutionen var i gang.

Efter kongen var ryddet af vejen, forsøgte de revolutionære først at reformere det franske samfund. Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder blev vedtaget, samtidig med at kongen og hans familie blev henrettet. En folkevalgt nationalforsamling blev etableret og Frankrig blev republik.