300px|thumb|right|Den første kamp mellem panserskibe: CSS Virginia (til venstre) mod USS Monitor, i 1862 i Slaget ved Hampton Roads Et panserskib (: ironclad) var et dampdrevet krigsskib fra anden halvdel af det 19. århundrede, beskyttet af panserplader af jern eller stål.Hill, Richard. War at Sea in the Ironclad Age ; p.17
Panserskibet opstod som svar på træskibenes (linjeskibe og fregatter) sårbarhed over for de eksplosive granater, der blev indført i flåderne fra 1840'erne. Det første panserskib, La Gloire, blev søsat af den franske flåde i 1859;Sondhaus, Lawrence. Naval Warfare 1815–1914 . pp73–4, og det fik straks den britiske Royal Navy til at påbegynde bygningen af panserskibe. Efter de første sammenstød mellem panserskibe, der fandt sted under den Amerikanske Borgerkrig, stod det klart, at panserskibet havde erstattet det upansrede linjeskib som det stærkeste krigsskib på havene.Sondhaus, p. 86
Panserskibe blev bygget til flere roller: Til krigstjeneste i flådernes første geled, til brug nær kysterne som kystpanserskibe og til tjeneste på langfart som krydsere. Den hurtige udvikling i konstruktionen af krigsskibe i slutningen af det 19. århundrede, forvandlede panserskibene fra træ- og jernskibe med sejl, der supplerede dampmaskinen, til stålbyggede slagskibe og krydsere med kanontårne. Denne ændring blev båret frem som følge af udviklingen af kraftigere søartilleri (panserskibene i 1880'erne havde nogle af de kraftigste kanoner, der nogensinde er sendt til søs), dampmaskiner med højere ydelse, og fremskridt i metallurgi, der gjorde det muligt at bruge stål som byggemateriale.
Den hastige tekniske udvikling i panserskibets tidsalder betød, at mange af skibene nærmest var forældede, når de var færdigbyggede, og at taktikken for søkrigsførelse hele tiden ændrede sig. Mange panserskibe blev bygget med henblik på at kunne bruge vædderstævn eller torpedoer, som et antal skibskonstruktører anså for centrale våben i søkrig. Der er ingen eksakt dato for, hvornår panserskibenes tid var forbi, men i løbet af 1890'erne forsvandt udtrykket panserskib som betegnelse. De nye skibe blev bygget efter en mere ensartet standard og blev kaldt slagskibe og panserkrydsere.
Før panserskibet Panserskibet blev teknisk muligt og taktisk nødvendigt på grund af udviklingen i første halvdel af det 19. århundrede. Marinehistorikeren R.D. Hill skriver:
Hvert af disse tekniske fremskridt blev taget i anvendelse separat i årtiet før de første panserskibe.
Dampmaskineri thumb|left|Le Napoléon fra 1850, det første dampdrevne linjeskib I det 18. og i det tidlige 19. århundrede var flåderne baseret på to typer krigsskibe, linjeskibet og fregatten. Den første ændring i disse skibstyper kom ved indførelse af dampmaskiner. Mens man havde brugt hjuldampere som mindre krigsskibe fra 1830'erne, blev dampkraft først anvendelig i større skibe, da man begyndte at bruge skibsskruer i 1840'erne.Lambert, A. "The Screw Propellor Warship", in Gardiner Steam, Steel and Shellfire p.30–44
Der blev bygget dampdrevne skruefregatter fra midten af 1840'erne, og i slutningen af årtiet indførte den franske flåde dampmaskineri i sine linjeskibe. Ønsket om udvikling kom fra Napoleon 3.'s ambition om større indflydelse i Europa, hvilket krævede en udfordring til Storbritannien, der på den tid var verdens største sømagt.Sondhaus, pp.37–41; Hill, p.25 Det første skib, der var planlagt og bygget som dampdrevet linjeskib, var det 90-kanoners Le Napoléon i 1850. Le Napoléon havde kanoner som et almindeligt linjeskib, men dets dampmaskine kunne give det en fart på 12 knob (22 km/t), uanset vindforholdene, og det var potentielt en afgørende fordel i en søkamp.
Introduktionen af det dampdrevne linjeskib blev starten på et byggemæssigt kapløb mellem Frankrig and Storbritannien. Der blev bygget otte søsterskibe til Le Napoléon i Frankrig de følgende ti år, men Storbritannien tog hurtigt føringen i produktionen. I alt byggede Frankrig 10 nye dampdrevne linjeskibe og ombyggede 28 ældre linjeskibe, mens Storbritannien byggede 18 og ombyggede 41.
Eksplosive granater thumb|En Paixhans kanon. (Musée de la Marine). De dampdrevne linjeskibes æra blev kort, fordi der kom nye kraftige skibskanoner. I 1820'erne og 1830'erne fik krigsskibene stadig kraftigere kanoner. 18-pundere blev udskiftet med 32-, 36- eller endda 42-pundere på sejlskibe, og der dukkede 68-pundere op på dampskibene. På samme tid var de første kanoner, der affyrede eksplosive granater, ved at blive bygget, efter at de var blevet udtænkt af den franske general Henri-Joseph Paixhans. i løbet af 1840'erne blev de taget i anvendelse af sømagterne, herunder Frankrig, Storbritannien, Rusland og USA. Det er ofte fremført, at de eksplosive granaters evne til at smadre træskibe, som det blev demonstreret ved russiske flådes ødelæggelse af en Tyrkisk eskadre i Slaget ved Sinope, betød enden for det træbyggede krigsskib.Sondhaus, p.58 Den tidligere trussel mod træskibe var kommet fra almindelige kanoner, der affyrede rødglødende kugler, som kunne anstifte brand eller ammunitionseksplosion på et træskib. Nogle flåder eksperimenterede endda med udhulede kanonkugler fyldt med smeltet metal, for at få ekstra brandeffekt.Lambert, A. Battleships in Transition, Conway Maritime Press, London, 1984. . p.94–5
Jernpanser thumb|Det franske pansrede flådebatteri Lave, 1854. Sammen med Tonnante og Dévastation ødelagde dette pansrede skib russiske landbatterier i slaget ved Kinburn i 1855. I 1850'erne anvendte den britiske og franske flåde pansrede flådebatterier som et supplement til flåden af dampdrevne linjeskibe i Krim-krigen. Batteriernes rolle var at støtte de upansrede kanonbådes angreb på de russiske kystbatterier. Franskmændene brugte med held tre af deres pansrede batterier (Lave, Tonnante og Dévastation) i 1855 mod forsvarsstillingerne i slaget ved Kinburn. De blev senere brugt igen under krigen mod Østrig i Adriaterhavet i 1859. Den britiske plan om at bruge deres batterier i Østersøen mod Kronstadt, var medvirkende til, at Rusland bad om fred under Krimkrigen i 1856.Lambert A. "Iron Hulls and Armour Plate"; Gardiner Steam, Steel and Shellfire p. 47–55
Disse batterier kan med god vilje betegnes som de første panserskibe, men de kunne kun gå 4 knob (7 km/t) for egen kraft, og de blev altid slæbt frem til aktionSondhaus, p.61 og blev i øvrigt kun brugt marginalt af flåderne. Men den kortvarige succes for de pansrede flådebatterier fik franskmændene til at påbegynde bygningen af pansrede skibe til krigsflåden.
De første panserskibe thumb|left|Model af den franske La Gloire (1859), det første søgående panserskib
Ved udgangen af 1850'erne stod det klart at Frankrig ikke var i stand til at matche det britiske byggeprogram for dampdrevne krigsskibe, så for at få det strategiske initiativ tilbage, var der behov for dramatiske ændringer. Resultatet var det første søgående panserskib, La Gloire, påbegyndt i 1857 og søsat i 1859.Sondhaus, p.73–4
La Gloire'''s træskrog svarede til et almindeligt linjeskib fra den periode, men havde kun ét kanondæk, og var beklædt med jernplader, 110 mm tykke. Maskineriet var en dampmaskine, der drev en enkelt skrue, og topfarten var 13 knob (24 km/t). Armeringen bestod af 36 styk 16 cm riflede kanoner. Frankrig byggede i alt 16 panserskibe, heraf yderligere to søsterskibe til La Gloire, og også de to eneste to-dækkede bredsidearmerede panserskibe, der er blevet bygget, Magenta og Solferino.Sondhaus, p.74
thumb|right|HMS Warrior (1860), Storbritanniens første panserskib
Royal Navy var ikke interesseret i at sætte sit forspring i dampdrevne linjeskibe over styr, men gik alligevel ind i det nye kapløb, fast besluttet på, at det første britiske panserskib skulle udkonkurrere de franske skibe på alle felter, især i hastighed. Et hurtigt skib ville have fordelen af selv at kunne vælge afstand i en kamp, hvilket kunne gøre det usårligt over for fjendtlig beskydning. De britiske planer gik mere i retning af en stor, stærk fregat end et linjeskib. Kravet om høj fart resulterede i et meget langt skib, som var nødt til at blive bygget af jern. Resultatet var Warrior, bygget og søsat i 1860. Warrior var en designmæssig succes. Hendes kanoner og panser var mere effektive end La Gloires, og i kraft af det største sæt dampmaskiner, der indtil da var installeret på et skib, kunne hun præstere 14,3 knob (26,5 km/t).
Allerede i 1862 havde de europæiske flåder taget panserskibene til sig. Storbritannien og Frankrig havde hver 16 skibe, der enten var færdige eller under bygning, og de britiske skibe var de største. Østrig, Italien, Rusland og Spanien var også i gang med at bygge panserskibe.Sondhaus, p.76 Det første slag mellem panserskibe involverede imidlertid hverken Storbritannien eller Frankrig, og de skibe, der deltog i det, var markant forskellige fra bredside-armerede, fuldriggede skibe som La Gloire og Warrior. Begge parters brug af panserskibe i den Amerikanske Borgerkrig, og sammenstødet mellem de italienske og østrigske flåder i slaget ved Lissa, fik en afgørende indflydelse på udviklingen i panserskibenes design.
De første søslag mellem panserskibe: Den amerikanske borgerkrig Det første eksempel på krigsmæssig anvendelse af panserskibe kom i Den amerikanske borgerkrig. U.S. Navy havde ingen panserskibe ved krigsudbruddet, dens kraftigste skibe var seks dampdrevne – men upansrede – fregatter.Sondhaus, p.77 Da det meste af flåden forblev loyale mod Unionen, forsøgte Konføderationen at få en sømilitær fordel ved at anskaffe moderne pansrede skibe. Konføderationens Kongres bevilgede 2 millioner dollars i maj 1861 til indkøb af panserskibe i udlandet, og i juli-august begyndte man en lokal produktion, der især omfattede ombygning af eksisterende træskibe.Still, William "The American Civil War" in Gardiner Steam, Steel and Shellfire
Den 12. oktober 1861, blev CSS Manassas, CSS Louisiana og CSS Mississippi de første panserskibe, der kom i kamp, idet de kæmpede mod Unionens krigsskibe på Mississippi. De var alle bygget i New Orleans og beregnet til tjeneste på floder og kyststrækninger. I februar 1862 indgik det noget større skib CSS Virginia i Konføderationens flåde, efter endt ombygning i Norfolk, Virginia. På samme tid havde Unionen færdigbygget syv pansrede kanonbåde af City-klassen, og var ved at lægge sidste hånd på USS Monitor, hvis banebrydende design skyldtes den svenske opfinder John Ericsson. Unionen var også i gang med at bygge en stor pansret fregat, USS New Ironsides, og den mindre USS Galena.Sondhaus, p.78
Det første slag mellem panserskibe udspillede sig 9. marts 1862, hvor det pansrede fartøj USS Monitor blev sendt ud for at beskyttede Unionens træskibe mod det pansrede flydebatteri Virginia og andre krigsskibe fra Konføderationen.Preston, p.12-14. I denne batalje, der fik navnet Slaget ved Hampton Roads, forsøgte de to pansrede skibe gentagne gange at vædre hinanden, samtidig med at granaterne fra deres kanoner var virkningsløse over for modstanderens panser. Slaget fik verdensomspændende opmærksomhed, da det nu stod klart, at træskibe var blevet forældede, fordi panserskibe let kunne ødelægge dem.Sondhaus, p 78–81
thumb|right|USS Cairo, et eksempel på en pansret kanonbåd af City-klassen
I løbet af borgerkrigen blev der bygget flere panserskibe af begge parter, og de fik en voksende andel i søkrigsførelsen, der ellers foregik mellem upansrede krigsskibe og bevæbnede handelsskibe. Unionen byggede en stor flåde på 50 skibe af samme type som Monitor, og Konføderationen byggede skibe, der var mindre versioner af VirginiaSondhaus, p82. Men Konføderationens forsøg på at få panserskibe fra udlandet mislykkedes, fordi de europæiske lande beslaglagde de skibe, der blev bestilt, især Rusland, der var det eneste land, der tog åbenlyst parti for Unionen. Kun CSS Stonewall nåede at blive færdigbygget, og skibet ankom til amerikanske farvande just som krigen sluttede.Sondhaus, p.85