right|thumb|To flokke af trækkende traner over Hessen i Tyskland. thumb|Eksempler på trækruter for langdistancetrækkere thumb| Lille kobbersneppes bestand i Alaska foretager den længste nonstop flyvning blandt fuglene, idet den trækker direkte til vinterkvarteret på New Zealand, 11.000 kilometer væk.
Som fugletræk betegner man fuglenes årlige bevægelser mellem forskellige opholdssteder. Trækket sker ofte nord-syd ad bestemte ruter mellem fuglenes yngleområde og vinterkvarter. Fugletrækket er først og fremmest drevet af tilgængeligheden af føde og foregår især på den nordlige halvkugle. Her påvirkes trækfuglenes ruter af naturlige barrierer som Middelhavet eller Østersøen. Trækket er fysisk hårdt og indebærer mange farer som predation og jagt. Fugle, der ikke trækker, kaldes standfugle, mens strejffugle foretager kortere eller længere bevægelser uden en fast trækretning. Nogle strejffugle kan optræde i meget stort tal og kaldes da invasionsfugle. Mange fuglearter er kun delvist trækfugle, da kun en del af bestanden trækker, mens en anden del bliver. Flertallet af alle verdens fuglearter er trækfugle.
Et ekstremt eksempel er havternen, der kan yngle nær Arktis og overvintre ved Antarktis. Arten foretager normalt et årligt træk på cirka 34.000 kilometer. Nogle individer kan endda tilbagelægge over 80.000 kilometer årligt, hvad der svarer til at flyve to gange rundt om jorden.
Allerede for omkring 3.000 år siden omtaltes fugletræk af oldtidens grækere som Homer og Aristoteles samt i Jobs Bog. De omtalte trækfugle som storke, duer og svaler. I midten af 1700-tallet noteredes arternes forskellige ankomst- og afrejsetidspunkter til og fra deres yngleområder. Ved undersøgelser af fuglenes træk anvendes i dag ringmærkning, eller der anbringes satellitsendere på fuglene.
Inddeling af fugletræk Man skelner mellem forårstræk og efterårstræk: Forårstræk er det træk, som fuglene foretager for at komme fra vinterkvarter til yngleplads om foråret. Efterårstræk er træk fra yngleplads til vinterkvarter om efteråret.
De fugle, der forekommer i et bestemt område (fx Danmark), kan inddeles i faunistiske kategorier: yngletrækfugl yngler i området, men forlader det om vinteren. ynglestrejffugl yngler i området og forbliver der som regel om vinteren, men udvider sit udbredelsesområde ved større eller mindre omstrejfninger i alle retninger. Det ses fortrinsvis hos marine fugle. ynglestandfugl yngler i området og forbliver der om vinteren, og fjerner sig næppe langt fra ynglepladsen. sommergæst fuglens forårstræk afsluttes i området, hvor den oversomrer uden at yngle trækgæst fuglens forårs- og efterårstræk går gennem området, men både forår og efterår fortsætter den trækket uden at forblive i området hverken sommer eller vinter. vintergæst fuglens efterårstræk afsluttes i området, hvor den overvintrer.
Trækfugle inddeles efter, hvor langt de trækker, og hvad der får dem til at trække. Instinktfugle (langdistancetrækkere) som stork, landsvale, gøg og nattergal følger deres "instinkt", det vil sige en indre trækdrift, så længe denne trækdrift er til stede. Instinktfuglenes træk finder sted indenfor nogenlunde faste tidsrum både forår og efterår. Vejrfugle (kortdistancetrækkere) som stær, sanglærke og vibe trækker først væk, når vejret bliver for dårligt, eller deres fødekilder er udtømte. Danske kortdistancetrækkere trækker typisk ned langs Europas vestkyst til Storbritannien, Holland og Frankrig.
Forskellen mellem instinktfugle og vejrfugle er ikke helt klar. Instinktfugle kan i nogle tilfælde udsætte deres træk mod nord, hvis vejret er tilstrækkeligt dårligt.
Fugletræk i Danmark Som følge af de tydelige årstider på Danmarks breddegrader kan trækfugle her defineres som fugle, der forår og efterår foretager retningsbestemte træk mellem yngleområde og vinterkvarter. Danmark ligger centralt på trækruten for de skandinaviske trækfugle. Derfor findes mange gode træklokaliteter i og omkring Danmark og tiltrækker mange ornitologer.
thumb | Havørn og Rød glente er to af de svævetrækkere man kan opleve på trækstederne forår og efterår.
Forårstræk De steder med flest trækfugle om foråret er på nordvendte landtanger og pynter, fx ved Skagen og Gilleleje. Fuglene samles her fordi mange (bortset fra vandfugle) helst undgår at flyve over vand. Det skyldes dels, at de ikke kan lande og hvile på havet, dels at mange fugle (specielt rovfugle og storkefugle) svæver på termiske opvinde for at spare på energien. Og der er ikke termiske opvinde over havet.
Vandfuglenes forårstræk kan opleves dels de samme steder som landfuglene, dels ved vestvendte pynter ved og lige efter stærk vestenvind som ved Blåvands Huk.
Forårstrækket kan indledes allerede midt i februar, hvor arter som allike og sanglærke kan ses. De første egentlige forårsbebudere er vibe, stor præstekrave og sangdrossel, der kan dukke op i slutningen af februar. I marts dominerer arter som musvåge, gråkrage, stær og bogfinke. De første langdistancetrækkere ses i april måned med arter som landsvale, stenpikker og gærdesanger. I midten af maj ankommer de sidste sangere som gulbug, havesanger og kærsanger. Forårstrækket ender i juni måned, hvor det første efterårstræk blandt vadefuglene begynder.
Efterårstræk De steder vi om efteråret kan opleve store koncentrationer af trækkende fugle er ved de sydvendte landtanger og pynter, fx Falsterbo i Skåne, Dueodde på Bornholm, Stigsnæs på Sjælland eller Østmøn.
Efterårstrækket bemærkes i Danmark allerede i juni, hvor vadefugle som sortklire og svaleklire begynder at passere landet i sydlig retning på deres vej mod vinterkvarteret. Hovedparten af de voksne vadefugle trækker i juli måned, mens de unge fugle følger efter i august, hvor også de fleste sangere forlader Danmark. De sidste langdistancetrækkere forsvinder i løbet af september. I oktober begynder vejrfugle som krager og duer at forlade landet i store flokke. Fugletrækket som helhed slutter hen i november.
Overvintringsområde Danmark er vinterkvarter for mange fugle fra Skandinavien som Musvåge, Sjagger, Kvækerfinke og mange andefugle. Nogle vintre kan der forekomme invasioner af arter som Silkehale og Nøddekrige.
Trækmekanismer og adfærd Det almindeligste er, at fuglenes træk går fra nord til syd og tilbage igen. Men i tørre områder sker et lignende regelmæssigt træk i forbindelse med regntid og tørtid. Visse arter der yngler i bjerge har også regelmæssige træk mellem forskellige højdeniveauer. Men flertallet af trækfugle ankommer hos os fra syd om foråret, for at opsøge ynglepladserne i nord. Efter afsluttet yngletid begynder de så trækket mod syd, for at ankomme til vinterkvarteret om efteråret. Jo større forskel der er i et områdes klima mellem de forskellige årstider, desto større er andelen af trækfugle. Andelen af trækfugle i middelhavsområdet er altså mindre end i Skandinavien, og andelen i troperne er endnu mindre.
thumb | Fugle, som samles i flokke før efterårstrækket
Der findes forskellige mekanismer, der sætter trækadfærden i gang. Visse arter trækker altid omkring en bestemt dato, mens andre begynder deres træk, når vejret skifter. Trækadfærden påvirkes blandt andet af genetiske forhold, der styres hormonelt. Ændringen i antal soltimer per døgn er en mekanisme som påvirker fuglene til at begynde deres træk, ligesom den mindskede tilgang til føde. Det er dokumenteret, at mange mindre trækfugle bliver mere og mere nataktive hen på sensommeren i ugerne inden trækket. Der er også dokumenteret, at mange arter udviser såkaldt trækuro, hvilket ses i perioden inden trækket. Trækuroen viser sig ved en rastløs adfærd, hvor fuglen fortrinsvis bevæger sig i artens naturlige trækretning. De fleste mindre fugle trækker om natten og hviler om dagen. Et eksempel på en instinktfugl, der hovedsageligt styres af daglængden, er hvid vipstjert. Eksempler på vejrfugle, der ankommer så snart is og sne er begyndt at tø, er sanglærke, stær og vibe.
Under trækket samles fuglene ofte i store flokke, især hvor de skal passere åbent vand. Skagen eller Hyllekrog på Lolland er eksempler på sådanne steder i Danmark, både forår og efterår. Gibraltar og Malta er lignende steder ved Middelhavet. Også rovfugle som falke og høge optræder sådanne steder i stort tal.
Visse arter flyver i formation under trækket som V-formation (kileformation), der ses hos gæs og svaner. En almindelig misforståelse er, at sådan en kileformation har en ledergås forrest. Men fuglene skifter ofte plads.
Store og tunge fugle som rovfugle og traner behøver sollys og de derved opståede termikvinde ved deres træk. At svæveflyve på opadgående luftstrømme er meget energibesparende. Rent aerodynamisk er den flyvemåde betydeligt sværere for små fugle med små vinger. Tunge fugle kan desuden på grund af deres størrelse lagre større energireserver og kan med mindre risko for at opbruge dem trække over have eller ørkner med ingen eller ringe adgang til føde.
Unge fugle af floklevende arter må lære sig trækruterne af ældre fugle. Fx findes både unge og gamle i de store rastende flokke af traner ved Hornborgasjön forår og efterår. En del trækfugle kan flyve en uge i træk uden at lande.
Nordatlantiske oscillation Den nordatlantiske oscillation, der er defineret som forskellen i lufttryk mellem to målestationer på henholdsvis Azorerne og Island, er et atmosfærisk fænomen som påvirker vejret i bl.a. Vesteuropa. Når de atmosfæriske trykforskelle over Nordatlanten er store, bliver foråret varmere. Det fremskynder det nordgående træk til ynglepladserne for fuglearter, der især overvintrer i det vestlige og centrale Europa. Siden 1980'erne er der sket en generel øgning af den positive nordatlantiske oscillation, hvilket har ført til tidligere forår og tidligere forårstræk for kortdistancetrækkere.
Energiforbrug
thumb | Fotografi fra Mexico af formationsflyvende brun pelikan (Pelecanus occidentalis).
De lange træk kræver stor energi. Fx stiger stærens puls fra 300 til 700, når den flyver 40 km/t. Inden trækket tager fuglene på i vægt og opbygger et overskud af fedt. Under trækket forekommer økologiske barrierer som have, bjerge og ørkner. Eksempelvis passerer flertallet af de småfugle, der trækker til tropisk Afrika Sahara i en nonstopflyvning på cirka tre døgn. Andre flyver kun om natten og hviler om dagen, men generelt gennemfører fuglene denne passage uden hverken æde eller drikke. Undersøgelser har vist, at fuglene ikke blot nøjes med at leve af deres fedtreserver, men at nogle af deres organer bliver mindre under trækket. Det vil sige, at fuglene udnytter den bundne energi fra muskler, mave, lever og andre indre organer. På denne måde får fuglene både energi og en lavere vægt, hvilket gør flyvningen nemmere.
Under trækket lever fuglene af metabolisk vand, hvilket vil sige det vand, der frigøres som et biprodukt under stofskiftet, når det lagrede fedt forbrændes. Det største væsketab under flyvningen sker gennem udåndingsluften, mens fuglen taber meget lidt væske gennem sine ekskrementer.
Orientering Fugles orienteringsevne, det vil sige evnen til at finde vej, er genetisk betinget. Præcis hvordan fuglene orienterer sig er endnu ikke helt klarlagt, men man ved, at fugle anvender flere metoder som jordens magnetfelt, stjernebilleder, solens og månens stilling, polariseret lys og visuel hukommelse. Et flertal af store fugle som svaner og gæs må oplæres af deres forældre, for at kunne finde den rette trækrute mellem vinterkvarteret og ynglepladsen.
Jordens magnetfelt
thumb | Ringduer i en for arten typisk trækformation.
Trækfugle benytter sig af jordens magnetfelt for at kunne navigere. Ifølge visse studier har fuglene den evne at kunne lære sig, hvordan magnetfeltet ser ud i det øjeblik og på det sted, hvor de klækkes. Studierne viser også, at denne evne er en af årsagerne til, at de kan finde tilbage til samme sted. Selve evnen ligger genetisk indlejret hos arten, men derimod registreres og huskes magnetfeltet af hvert nyfødt individ.