Hovedartikel: Slaget ved Gettysburg
thumb|350px|Kanoner der angiver Hancocks forsvarslinje, der blev stormet i Pickett's Charge. Angrebet udgik fra skoven, der ses i baggrunden
thumb|350px|Kort over Pickett's Charge, 3. juli 1863.
Pickett's Charge var et infanteriangreb, som blev beordret af general Robert E. Lee mod generalmajor George G. Meades stillinger på Cemetery Ridge den 3. juli 1863, sidstedagen i Slaget ved Gettysburg under den Amerikanske borgerkrig. Slagets nytteløshed blev forudsagt af lederen af angrebet, generalløjtnant James Longstreet, og det kan hævdes, at det var en fejltagelse som kunne være undgået og som Amerikas Konfødererede Stater aldrig rigtig overvandt de psykologiske konsekvenser af. Det punkt hvor angrebet trængte længst frem har fået tilnavnet "Konføderationens højvandsmærke".
Angrebet er opkaldt efter generalmajor George E. Pickett, en af tre konfødererede generaler, som ledede angrebet under Longstreet.
Efter at konfødererede angreb på begge unionens flanker var slået fejl den foregående dag og aften var Lee fast besluttet på at slå til mod Unionens centrum på 3. dagen. Om natten den 2. juli forudså general Meade ved et krigsråd at Lee ville forsøge et angreb mod centrum i fronten den følgende morgen.
Inden infanteriangrebet blev sat ind blev det forberedt gennem et massivt artilleribombardement, som skulle opbløde unionens forsvar og bringe dets artilleri til tavshed, men det var stort set uden virkning. Omkring 12.500 mand i 9 infanteribrigader rykkede ca. 1,2 km frem over åbent terræn under kraftig beskydning fra artilleri og rifler. Selv om det lykkedes de konfødererede at gennembryde den lave stenmur, som beskyttede mange af unionsforsvarerne kunne de ikke fastholde deres stilling og blev tvunget tilbage med tab på over 50%, et afgørende nederlag, som afsluttede 3-dages slaget og Lees kampagne i Pennsylvania. Pfanz, pp. 44-52. Da han nogle år senere blev spurgt om, hvorfor hans angreb ved Gettysburg slog fejl, svarede general Pickett: "Jeg har altid ment, at yankierne havde en finger med i spillet".Boritt, p. 19.
Planer og kommandostrukturer Angrebet var planlagt at skulle omfatte tre konfødererede divisioner under kommando af generalmajor George E. Pickett, brigadegeneral J. Johnston Pettigrew og generalmajor Isaac R. Trimble, og bestå af tropper fra generalløjtnant James Longstreets 1. Korps og generalløjtnant A.P. Hills 3. Korps. Pettigrew havde kommandoen over brigader fra generalmajor Henry Heths gamle division under kommando af oberst Birkett D. Fry (Archers Brigade), oberst James K. Marshall (Pettigrews Brigade), brigadegeneral Joseph R. Davis og oberst John M. Brockenbrough. Trimble, der havde kommandoen over generalmajor Dorsey Penders division, med brigaderne under brigadegeneralerne Alfred M. Scales og James H. Lane. To brigader fra generalmajor Richard H. Andersons division (Hills Korps) skulle støtte angrebet på dets højre flanke. Det var brigaderne under brigadegeneral Cadmus M. Wilcox og oberst David Lang (Perry's brigade).Eicher, pp. 544-46.
Målet for det konfødererede angreb var centrum i Army of the Potomacs 2. Korps under generalmajor Winfield S. Hancock. Lige i centrum stod brigadegeneral John Gibbons division med brigaderne under brigadegeneral William Harrow, oberst Norman J. Hall og brigadegeneral Alexander S. Webb. Nord herfor stod brigader fra brigadegeneral Alexander Hays' division og syd for stod generalmajor Abner Doubledays division fra 1. Korps, der omfattede 2. brigade fra Vermont under brigadegeneral George J. Stannard og 121. Pennsylvania Regiment under kommando af oberst Chapman Biddle. General Meades hovedkvarter lå lige bag 2. Korps linjer i et lille hus, der blev ejet af enken Lydia Leister.
Det specifikke mål for angrebet har været en kilde til strid blandt historikere. Traditionelt er "lunden" på Cemetery Hill blevet anset for at være det visuelle landemærke, som angrebsstyrken styrede mod. Historiske fremstillinger, såsom filmen Gettysburg fra 1993, fortsætter med at videregive dette synspunkt, som stammer fra Gettysburg historikeren John B. Bachelder i 1880'erne. Nyere forskning, herunder udgivne værker af nogle af historikerne ved Gettysburg National Military Park, har i stedet foreslået, at Lees mål kunne være Zieglers Grove på Cemetery Hill, en mere prominent og særdeles tydelig gruppe træer ca. 275 meter nord for lunden. Den meget diskuterede teori angiver at Lees overordnede plan for angrebene på 2. dagen (erobringen af Cemetery Hill) var det samme på 3. dagen, og angrebet på 3. dagen var også rettet mod at erobre bakken og det netværk af veje, som det kontrollerede. Lunden, som i dag er et prominent landemærke var mindre end 3 meter høje i 1863, og kunne kun ses af en del af de angribende kolonner var visse dele af slagmarken.Harman, pp. 63-83.
Fra begyndelsen af planlægning gik der fisk i det for de konfødererede. Mens Picketts division endnu ikke havde været i kamp ved Gettysburg blev A.P. Hills helbred pludselig et tema, og han deltog ikke i udvælgelsen af hvilke tropper, der skulle indsættes i angrebet. Noget af Hills korps havde kun forbigående været i kamp den 1. juli og slet ikke den 2. juli, men det endte med at være tropper, som havde været i voldsom kamp den 1. juli der blev udvalgt til angrebet. Coddington, pp. 461, 489.
Selv om angrebet går under navnet Pickett's Charge, var det James Longstreet, der havde den overordnede ledelse af angreb, og Pickett var blot en af hans divisionschefer. Lee sagde ganske vist til Longstreet at Picketts friske division skulle føre an i angrebet, så navnet er sådan set passende nok, selv om nogle af vor tids historikere har brugt navnet Pickett-Pettigrew-Trimble Assault (eller knap så ofte Longstreets Assault) for at sprede laurbærrene eller kritikken mere rimeligt. Med Hill sat ud af spillet blev Pettigrews og Trimbles divisioner underlagt Longstreet. General Pickett har således givet navn til et angreb, hvor han havde kommandoen over omkring en tredjedel af tropperne og var under kommando af korpschef hele vejen. Picketts mænd stammede næsten alle sammen fra Virginia, mens de andre divisioner omfattede tropper fra North Carolina, Mississippi, Alabama og Tennessee. Støttetropperne under Wilcox og Lang var fra Alabama og Florida.Eicher, p. 544.
I forbindelse med infanteriangrebet planlagde Lee et kavalerifremstød mod unionens bagområder. Generalmajor J.E.B. Stuart førte sin kavaleridivision mod øst som forberedelse til at udnytte et eventuelt gennembrud til at afbryde unionens forbindelselinjer og retræterute langs Baltimore Pike.Sears, p. 391.
Trods Lees håb om at komme tidligt i gang tog det hele morgenen at få infanteristyrken på plads. Hverken Lees eller Longstreets hovedkvarterer sendte ordrer til Pickett om hans division skulle være klar ved daggry. Historikeren Jeffrey D. Wert skyder skylden for denne forglemmelse på Longstreet, enten som en misforståelse af Lees mundtlige ordre eller som en misforståelse.Wert, pp. 98-99. Nogle af de mange kritikere af Longstreets indsats ved Gettysburg i efterkrigstidens Lost Cause bevægelse henviser til denne fejl, som bevis for at Longstreet bevidst underminerede Lees planer.Gallagher, p. 141.
I mellemtiden udkæmpedes der et syv timer langt slag på den yderste højrefløj af unionens linje om kontrollen over Culp's Hill. Lee ville synkronisere sin offensiv, så Meade ikke kunne koncentrere sin numerisk større styrke, men angrebene var dårligt koordineret og generalmajor Edward "Allegheny" Johnson's angreb mod Culp's Hill døde hen netop som Longstreets bombardement begyndte.Coddington, pp. 454-55.
Artilleri bombardementet Inden infanteriangrebet blev sat ind blev der gennemført hvad general Lee håbede ville være et kraftigt og velkoncentreret bombardement af unionens stillinger i centrum, som skulle sætte unionens artilleribatterier ud af spillet og demoralisere unionens infanteri. Men en kombination af dårlig ledelse af artilleriet og defekt udstyr gjorde dette umuligt fra starten. Longstreets artillerichef, oberst Edward Porter Alexander, havde i realiteren kommandoen over alt artilleriet. Lees artillerichef, generalmajor William N. Pendleton, spillede ikke den store rolle, udover at forhindre effektiv placering af artilleri fra de andre to korps. Trods Alexanders indsats var der derfor en utilstrækkelig koncentration af konfødereret ild mod målene.Sears, pp. 377-80; Wert, p. 127; Coddington, p. 485.
Bombardementet den 3. juli var formentlig det største i krigen,Symonds, p. 214: "Det kan have været den kraftigste menneskeskabte lyd på det Nordamerikanske kontinent indtil sprængningen af den første atombombe ved Alamogordo i New Mexico. med hundreder af kanoner på begge sider, som skød i næsten to timer,Hess, p. 162, anfægter varigheden på to timer og skriver at beskydningen stort set var overstået kl. 14. fra kl. 13. Der var mellem 150 og 170 konfødererede kanonerEstimaterne over antallet af kanoner svinger. Coddington, p. 493: "over 150"; Eicher, p. 543: 159; Trudeau, p. 452: 164; Symonds, p. 215: "flere end than 160"; Clark, p. 128, "omkring 170"; Pfanz, p. 45: "170 (vi kender ikke det præcise tal)." Alle er enige om at omkring 80 kanoner af de som var til rådighed i Army of Northern Virginia ikke blev brugt ved bombardementet. som skød langs en linje der var 3 km lang fra Peach Orchard i syd og stort set parallelt med Emmitsburg Road. Den konfødererede brigadegeneral Evander M. Law skrev: "Kanonaden i ... centrum... udgjorde en af de mest fantastiske slagscener man har set i krigen. Når man så op gennem dalen mod Gettysburg var bakkerne på begge sider kronet af ild og røg da 300 kanoner nogenlunde ligeligt fordelt på begge sider udspyede deres regn af jern på hinanden."Eicher, p. 543.
Trods dets intensitet var beskydningen ikke særlig effektiv. De konfødererede granater skød ofte forbi infanteriets frontlinje og røgen der dækkede slagmarken skjulte dette for kanonererne. Unionens artillerichef, brigadegeneral Henry J. Hunt havde kun omkring 80 kanoner til rådighed til at skyde tilbage med. De geografiske forhold betød at der kun var begrænsede områder, hvor kanoner kunne placeres effektivt. Han gav også ordre til at beskydningen skulle ophøre, så man holdt hus med ammunitionen og Alexander fortolkede dette som tegn på at mange af batterierne var blevet ødelagt. Hunt måtte modstå de stærke argumenter fra general Hancock, som krævede at unionens kanoner blev affyret for at hæve moralen blandt infanteristerne, som holdt hovederne nede under Alexanders bombardement. Selv Meade blev påvirket af artilleriet – Leister house blev ofte ramt af granater som var skudt over målet, og han måtte flytte sig selv og sin stab til Powers Hill.Sears, pp. 397-400; Coddington, p. 497; Hess, pp. 180-81; Clark, p. 135.
Det var en meget varm og fugtig dag, 31 °C ifølge en kildeSears, p. 383. Temperaturen blev målt kl. 14 af professor Michael Jacobs fra Gettysburg College., og de konfødererede led under den varme sol og fra modbeskydningen fra unionens batterier, mens de ventede på ordre til at rykke frem. Når unionens kanonerer skød for langt ramte de ofte infanteriet, som ventede i skovene på Seminary Ridge eller i lavningerne lige bag Alexanders kanoner, hvilket forårsagede betydelige tab endnu inden angrebet kom i gang.Hess, p. 151.
Fra begyndelsen var Longstreet modstander af angrebet, og foretrak sin egen plan for en strategisk bevægelse rundt om Unionens venstre flanke. Han hævder at have sagt til Lee:
Longstreet prøvede at undgå at give ordre til angrebet ved at overlade det til den unge oberst Alexander, men til sidst gav han selv ordren uden ord. Da Alexander meddelte Pickett at han var ved at løbe tør for ammunition nikkede Longstreet modstræbende, da Pickett anmodede om at måtte sætte angrebet i gang. Der var næsten intet konfødereret artilleri, som havde ammunition til rådighed til at støtte Picketts angreb direkte.Coddington, pp. 500-02.
Infanteriangreb thumb|left|Cemetery Ridge.