Panserslaget ved Kursk var et slag under 2. verdenskrig mellem tyske og sovjetiske styrker på Østfronten nær Kursk (450 km sydvest for Moskva) i Sovjetunionen i juli og august 1943. Den tyske offensiv havde kodenavnet Operation Citadel () og førte til et af de største panserslag i historien, Slaget ved Prokhorovka. Den tyske offensiv blev imødegået af to sovjetiske modoffensiver, Operation Polkovodets Rumjantsev () og Operation Kutuzov (). For tyskerne var slaget den sidste strategiske offensiv, de var i stand til at gennemføre på Østfronten. For Sovjetunionen gav den afgørende sejr for Den Røde Hær det strategiske initiativ i resten af krigen.
Tyskerne håbede at svække de sovjetiske styrkers mulighed for en offensiv i løbet af sommeren 1943 ved at afskære et stor del af styrkerne, de forudså ville være forlagt i det sovjetiske fremskudte frontafsnit ved Kursk. Ved at indtage Kursk ville de samtidigt forkorte den tyske front og lette presset på deres overanstrengte styrker. Planen indbefattede omringning af Den Røde Hær gennem en knibtangsmanøvre ved at bryde igennem den nordlige og sydlige flanker af det fremskudte frontafsnit. Den tyske ledelse mente, at en sejr her ville genoprette Tysklands styrke og forbedre prestigen hos Tysklands allierede, som overvejede at trække sig ud fra krigen. Samtidigt regnede tyskerne med at et stort antal af sovjetiske soldater ville blive fanget i manøvren, og efterfølgende som krigsfanger kunne blive brugt til slavearbejde i Tysklands våbenindustri.
Den Røde Hær havde efterretninger om de tyske planer, blandt andet fra Enigmakodede meddelelser opsnappet og dekrypteret af den britiske efterretningstjeneste. Flere måneder før angrebet havde Sovjetunionen kendskab til angrebet på Kursk og byggede forsvar i dybden for at kunne modstå de tyske panserspydspidser. Tyskerne forsinkede startdatoen for offensiven, mens de ventede på nye våben, især af den nye Panther-kampvogn, men også et større antal af tunge Tiger-kampvogne. Hitler var orienteret om, at planen var blevet kompromitteret, men var sikker på, at de 200 nye Panther V-kampvogne ville kunne gennemtvinge en sejr alligevel. Dette gav den Røde Hær tid til at konstruere en serie af dybe, defensive linjer. De defensive forberedelser omfattede minefelter, befæstninger, planlagte artilleriildzoner og stærke antitank-stillinger, der strakte sig omkring 300 km i dybden. Derudover blev mobile, sovjetiske styrker flyttet bort fra fronten, og store reserver blev samlet til strategiske modoffensiver.
Slaget om Kursk var første gang, en tysk, strategisk offensiv var blevet standset, før den kunne bryde igennem fjendens forsvar. Selvom den sovjetiske hær var lykkedes med vinteroffensiven tidligere på året, var modangrebet efter det tyske angreb dens første succesrige, strategiske sommeroffensiv i krigen.
Baggrund
Da slaget om Stalingrad langsomt nærmede sig sin afslutning, gik den sovjetiske hær over til en generel offensiv i syd og pressede de udmattede, tyske styrker. Hitlers tro på, at hans jernvilje ville være den afgørende faktor i kampene resulterede i, at de tyske styrker blev bundet i et stivnet forsvar, der ikke tillod dem frihed til at bevæge sig. Siden december havde Manstein i skarpe vendinger anmodet om "ubegrænset operativ frihed", som ville tillade ham at anvende styrkerne dynamisk, en anmodning, der bragte ham på kant med Hitler. Igen og igen betød Hitlers politik, at styrkerne stod urørlige, indtil situationen var uholdbar, og de blev omringet og nedkæmpet. I januar 1943 var der skabt en 160 til 300 km bred breche mellem Heeresgruppe B og Heeresgruppe Don. De fremrykkende sovjetiske hære truede med at afskære alle tyske styrker syd for Don, herunder Heeresgruppe A, der opererede i Kaukasus. Samtidig var også Heeresgruppe Mitte under betydeligt pres. Kursk blev generobret af den Røde Hær den 8. februar, og Rostov ved Don den 14. Den Røde Hærs Brjanskfront (i den Røde Hær kaldes armégrupper for fronter) og "Vestfronten", sammen med den nyopstillede "Centralfront", forberedte en offensiv, der skulle indkredse Heeresgruppe Mitte, som var opstillet mellem Brjansk og Smolensk.
Den 12. februar blev de resterende tyske styrker reorganiseret. Mod syd blev Heeresgruppe Don omdøbt til Heeresgruppe Süd og dens enheder placeret under kommando af feltmarskal Erich von Manstein. Direkte mod nord blev Heeresgruppe B opløst, og dens styrker og ansvarsområder blev fordelt mellem Heeresgruppe Süd og Heeresgruppe Mitte. Med denne omstrukturering arvede Manstein ansvaret for det massive brud på de tyske linjer. I januar 1943 ankom II SS Panzerkorps fra Frankrig, genudrustet og næsten på fuld styrke. Andre pansrede enheder fra 1. Panzerarmee, en del af Heeresgruppe A, der var sluppet ud af fælden i Kaukasus, tilførte Manstein yderligere ressourcer.
I februar var Wehrmacht i krise. Adolf Hitler ankom til Heeresgruppe Süds hovedkvarter i Zaporozjje timer før Sovjetunionens befrielse af Kharkov den 18. februar. Hitlers mistillid til generalstabens officerer, og Manstein i særdeleshed, satte ham på kant med Wehrmachts chefer. Selvom Hitler hemmeligt ønskede at fritage Manstein og give ham skylden for Stalingradnederlaget og de efterfølgende kampe, indså han snart, at han dårligt havde råd til at miste manden, der blandt mange betragtedes som Wehrmachts dygtigste hærfører. I stedet gav Hitler ham modstræbende den operative frihed, han havde anmodet om. Efter at have fået operativ frihed forklarede Manstein, hvordan han agtede at koncentrere sine styrker og lave en serie modangreb mod den Røde Hærs overbebyrdede linjer med det mål at ødelægge de fremskudte sovjetiske positioner og generobre Kharkov og Kursk. Det tredje slag om Kharkov indledtes den 19. februar, anført af de tre SS-divisioner i II SS Panzerkorps. Mansteins offensive manøvre isolerede de fremskudte sovjetiske positioner, der blev omringet og nedkæmpet. Tyskerne generobrede Kharkov den 15. marts og Belgorod den 18. marts. Den tyske offensiv vristede initiativet fra Sovjetunionen. Et angreb af Centralfronten mod Heeresgruppe Mitte, der indledtes den 25. februar, måtte opgives den 7. marts hvor styrkerne blev omgrupperet mod syd for at imødegå truslen fra Mansteins fremrykkende styrker. Operationen gik i stå i slutningen af marts på grund af Wehrmacht-troppernes udmattelse og forårets mudderhav. Også Den Røde Hær var ramt af udmattelse. Modoffensiv havde skaffet Wehrmacht en fremskudt position, der udstrakte den tyske kontrol til omkring byen Kursk.
Tyske planer og forberedelser
thumb|Den tyske angrebsplan
De store tyske tab i de to vintre 1941/42 og 1942/43 resulterede i en markant mangel på artilleri og infanteri. Enhederne langs østfronten havde 470.000 mand mindre, end da de blev etableret. Den tyske hærs offensive indsats i 1943 skulle udelukkende gennemføres af pansertropperne. I betragtning af Heeresgruppe Süds udsatte stilling, foreslog Manstein, at den tyske hær skulle indtage strategisk defensive stillinger. Han forventede, at en sovjetisk offensiv ville forsøge at afskære og ødelægge Heeresgruppe Süd ved en fremrykning over Donets mod Dnepr. I februar foreslog han at afvente udviklingen af denne offensiv og derefter foretage en række modangreb ind i de udsatte, sovjetiske flanker. Hitler, der var bekymret over mulige politiske konsekvenser af at indtage en defensiv stilling og optaget af det økonomiske potentiale i at holde Donets-bassinet, afviste denne plan. Den 10. marts præsenterede Manstein en alternativ plan for Hitler, hvor de tyske styrker, der var retireret fra Kursk, indledte en offensiv, så snart forårets mudderhav var tørret ind. Den 13. marts underskrev Hitler "Operativ bekendtgørelse nr. 5", der skitserede den planlagte indledning af flere offensiver, herunder en mod Kursk-frontfremspringet. Da den sovjetiske modstand i Kharkov var reduceret, forsøgte Manstein at overtale Günther von Kluge fra Heeresgruppe Mitte til straks at angribe Centralfronten, der forsvarede den nordlige side af frontfremspringet, for at bevare presset på russerne og opretholde momentum. Kluge nægtede, og bemærkede at hans styrker var for svage til at indlede et sådant angreb. Mansteins SS-panserkorps avancerede nordpå og indtog Belgorod den 18. marts, men den videre fremrykning blev blokeret af sovjetiske styrker, der var blevet flyttet fra Centralfronten til et område nord for Belgorod. I midten af april, med dårligt vejr, var de tyske reserver udtømt og havde behov for forstærkning. De offensive operationer i bekendtgørelse nr. 5 kunne ikke gennemføres.
Hitlers "Operationel bekendtgørelse nr. 6", udstedt 15. april fastlagde, at Kurskoffensiven skulle indledes den 3. maj eller kort tid derefter. Kurt Zeitzler, OKH stabschef, forestod operationens logistiske planlægning. Zeitzler var en opfindsom arrangør af strategiske bevægelser og havde en enestående evne til at løse transportproblemer. For at planen skulle lykkes, blev det anset for vigtigt at angribe, før Sovjetunionen havde en chance for at forberede et omfattende forsvar eller iværksætte deres egen offensiv. Planen fik kodenavnet Unternehmen Zitadelle (Operation Citadel). Ifølge nogle militære historikere havde planerne for operationen karakter af en Blitzkrieg, mens andre militære historikere og mange af de tyske deltagere, herunder von Manstein, ikke nævnte Blitzkrieg i deres karakteristik af operationen. Planen for operationen var en dobbelt knibtangsmanøvre, der var rettet mod Kursk og skulle indeslutte de fleste af de sovjetiske forsvarere og fjerne det sovjetiske frontfremspring. Kluges Heeresgruppe Mitte overdrog til general Walter Models 9. Arme at danne den nordlige arm i knibtangen og rykke frem fra den nordlige side af frontfremspringet, videre fremrykning til en placering til bakkerne øst for Kursk og sikre jernbanelinjen mod sovjetisk angreb. Mansteins Heeresgruppe Süd bestod af 4. Panzerarme under Hermann Hoth og "Armeeabteilung Kempf" under Werner Kempf, der skulle rykke frem fra den sydlige side af de sovjetiske, fremskudte positioner mod nord for at slutte sig til 9. Arme på højene øst for Kursk. Mainsteins vigtigste angreb skulle leveres af Hoths 4. Panzerarme, anført af 2. SS Panzerkorps under kommando af Paul Hausser. 48. Panzerkorps på venstre flanke under kommando af Otto von Knobelsdorff, der bl.a. bestod af Panzergrenadier-Division Grossdeutschland, skulle rykke direkte mod nord. Den højre flanke af fremrykningen bestod af "Armeeabteilung Kempf". Den vestlige side af det sovjetiske frontfremspring skulle holdes af 2. Arme, under kommando af Walter Weiss.
thumb|right|General Model (anden fra venstre) i juli 1941