Sydfronten under den amerikanske uafhængighedskrig var det vigtigste operationsområde i den anden halvdel af den Amerikanske uafhængighedskrig. I de første tre år af krigen havde det vigtigste slag stået i nord, med fokus på felttog omkring byerne Boston, New York og Philadelphia. Efter at Saratogafelttoget var slået fejl, opgav briterne stort set de mellemste kolonier og koncentererede sig om at passificere de sydlige kolonier.Hibbert, C, Rebels and Redcoats, p. 235 Under felttoget i syden udkæmpede briterne en lang række slag, hvoraf de fleste var taktiske seje. I næsten alle tilfælde førte disse sejre til en strategisk svækkelse af den britiske hær, som følge af de store tab. Det illustreres bedst af Slaget ved Guilford Courthouse. Adskillige amerikanske sejre, såsom slaget ved Cowpens og slaget ved King's Mountain havde ligeledes til følge at den britiske militære styrke blev svækket. Det var i praksis den sidste større operation i den amerikanske uafhængighedskrig, og kulminationen – belejringen af Yorktown – betød i sidste ende en afslutning på det britiske styre i kolonierne.Roberts, The New Penguin History of the World, p. 723
Tidlige operationer, 1775–1776 I Virginia indtraf den såkaldte krudtepisode den 20. april 1775, dagen efter Slagene ved Lexington og Concord, en begivenheder de rhavde visse paralleller. Lord Dunmore, den kongelige guvernør i Virginia forsøgte at overføre krudt, der var lagret i Williamsburg til et bevæbnet britisk skib på James River. Dunmore havde bemærket en stigende uro i kolonien og forsøgte at undgå at militsen i Virginia fik forsyninger, der kunne bruges ved et oprør. En revolutionær milits under anførsel af Patrick Henry tvang Dunmore til at betale for krudtet.
Efter at krigen var brudt ud udstedte Lord Dunmore en proklamation, som lovede frihed til slaver, som kæmpede for briterne. Den 9. december 1775 besejrede amerikanske styrker Loyalistiske tropper, (heriblandt undvegne slaver) under guvernør Dunmore i slaget ved Great Bridge. Efter nederlaget søgte Dunmore og hans tropper tilflugt på britiske skibe ud for Norfolk. Dunmore bombarderede og afbrændte byen den 1. januar 1776. Samme sommer blev han fordrevet fra en ø i Chesapeake Bay, og vendte aldrig tilbage. thumb|right|Sir Henry Clinton, den britiske feltherre under hele felttoget
Første angreb på Charleston Det var af afgørende betydning for generobringen af syden at få herredømme over en havn, så man kunne bringe forsyninger frem. Med det for øje gennemførte briterne under Sir Henry Clinton i juni 1776 et angreb mod Fort Sullivan ved Charleston, South Carolina. Ganske ukarakteristisk undlod Clinton at beordre en fuldstændig rekognoscering af området. Hans styrke på 2.200 mand lå på Long Island (ved siden af Sullivan's Island hvor fortet lå). Han opdagede at sundet mellem de to øer var for dybt til at hans tropper kunne vade over.Bicheno, H: Rebels and Redcoats, p.158 I stedet for at vende tilbage til skibene valgte han i stedet at satse på at lederen for den stedlige flådeeskadre, Sir Peter Parker, kunne nedkæmpe fortet ved beskydning. Fortet kom senere til at hedde fort Moultrie efter dets kommandant under dette slag – William Moultrie. Kanonaden fra de britiske skibe havde ikke større effekt på de palmestammer, der udgjorde hovedparten af forsvarsværkerne, og beskydningen slog fejl.Hibbert, C: Rebels and Redcoats, p.106 Det var et ydmygende nederlag, og Clintons felttog i North og South Carolina blev afblæst.Kepner, F, "A British View of the Siege of Charleston, 1776", The Journal of Southern History, Vol. 11, No. 1. (Feb., 1945), p. 94 Jstor link De to britiske officerer skændtes efter kampen og beskyldte hinanden for at være årsag til at angrebet var slået fejl. Det hævdes at syden gik tabt som følge af at Charleston ikke blev taget i 1776, da det efterlod loyalisterne uden støtte i tre år, mens havnen i Charleston var til gavn for amerikanerne frem til 1780.Bicheno, H: Rebels and Redcoats, p.154, 158
Britisk felttog i syden Spørgsmålet om loyalisterne I 1778 vendt briterne igen deres opmærksomhed mod syden, hvor de håbede at få kontrollen tilbage ved at rekruttere tusinder af loyalister. Denne antagelse var baseret på de beretninger som loyalister i eksil i London kunne berette fra kilder der havde adgang til den amerikanske minister, George Germain.Germain breve, Clements Library, University of Michigan Ivrige efter at få deres jord tilbage og blive belønnet for deres loyalitet overfor kronen, stod det klart for disse mænd, at deres bedste mulighed for at overtale briterne til at gennemføre et større felttog i syden bestod i at overdrive omfanget af støtten til loyalisterne. Som gruppe betragtet havde de stor indflydelse på de britiske ministre i London.Ritcheson, C, "Loyalist Influence on British Policy Toward the United States After the American Revolution", Eighteenth-Century Studies, Vol. 7, No. 1. (Autumn, 1973), p. 6, Jstor link Briterne handlede ud fra en forventning om at de ville få betydelig støtte til deres handlinger, hvis blot de befriede de rette områder, næsten indtil krigens slutning. Mens han var i South Carolina skrev Cornwallis i et brev til Clinton at "forsikringerne om støtte fra vore stakkels vanskeligt stedte venner i North Carolina er så så store som nogensinde før".Brev fra Cornwallis til Clinton, 6. august 1780, Clinton Papers, Clements Library, University of Michigan Denne antagelse var i vidt omfang forkert, som Cornwallis begyndte at indse, efterhånden som felttoget skred frem.Wickwire, Cornwallis, the American Adventure, p.315
Tidlige manøvrer i syden Den 29. december 1778 erobrede en britisk ekspeditionsstyrke på 3.500 mand fra New York under ledelse af oberstløjtnant Archibald Campbell Savannah, Georgia uden at løsne et skud.Furlong, P, "Civilian-Military Conflict and the Restoration of the Royal Province of Georgia, 1778-1782", The Journal of Southern History, Vol. 38, No. 3. (Aug., 1972), p. 416-442. Betydningen for briterne af denne erobring kan ikke overvurderes. Da brigadegeneral Augustine Prevost sluttede sig til Campbell den 17. januar 1779 var hele Georgias lavland sikkert under britisk kontrol.Brev fra Campbell til Clinton, 16. januar 1779, Clinton Papers, Clements Library, University of Michigan
Forsvar af Savannah I oktober 1779 forsøgte franske og revolutionære styrker at generobre Savannah. Under ledelse af generalmajor Benjamin Lincoln og med støtte fra en fransk flådeeskadre under ledelse af Comte d'Estaing blev det en enestående fiasko. De kombinerede fransk-amerikanske styrker led tab på 901, mens briterne mistede 54.Hibbert, C, Rebels and Redcoats, p.246 Den franske flåde opdagede at befæstningerne ved Savannah havde de samme egenskaber som de, der havde stoppet Peter Parker ved Charleston i 1776. Artilleribombardementet havde ikke stor virkning på forsvarsværkerne, men i modsætning til ved Charleston, hvor Clinton havde besluttet sig for ikke at angribe Fort Moultrie over land, besluttede Estaing at gennemføre angrebet efter at flådebombardementet var slået fejl.Hibbert, C, Rebels and Redcoats, p.245 I dette angreb blev grev Kazimierz Pułaski, den polske leder af det amerikanske kavaleri dødeligt såret.Rodgers, T, "Siege of Savannah During the American Revolutionary War", Military History, March 1997, p.6 HistoryNet resource Efter at have sikret Savannah kunne Clinton nu iværksætte et nyt angreb mod Charleston, South Carolina, hvor han havde lidt nederlag i 1776. Lincoln flyttede sine resterende tropper til Charleston for at hjælpe til med at bygge forsvarsværker.Bicheno, H: Rebels and Redcoats, p.166
Andet angreb på Charleston Clinton rykkede endelig mod Charleston i 1780, blokerede havnen i marts, og opbyggede en styrke på omkring 10.000 mand i området. Hans fremrykning mod byen havde ikke mødt modstand, tværtimod havde den amerikanske flådechef, Abraham Whipple, sænket fem af sine otte fregatter i havnen for at styrke forsvaret.Bicheno, H: Rebels and Redcoats, p.171 Inde i byen havde general Benjamin Lincoln kommandoen over ca. 2.650 fra den kontinentale arme og 2.500 militsmænd. Da den britiske oberst Banastre Tarleton afskar byens forsyningslinjer ved sejre ved Moncks Corner i april og Lenud's Ferry i begyndelsen af maj,Wickwire, Cornwallis, the American Adventure, p.131 blev Charleston omringet.Hibbert, C, Rebels and Redcoats, p.266</ref> Clinton fortsatte med at bygge belejringslinjer (fra 11. marts) og begyndte at bombardere byen.The Siege of Charleston; Journal of Captain Peter Russell, December 25, 1779, to May 2, 1780, The American Historical Review, Vol. 4, No. 3. (Apr., 1899), pp. 490 Jstor link
Den 12. maj 1780 overgav general Lincoln sig med sine 5.000 mand. Det var den største overgivelse af amerikanske styrker frem til den amerikanske borgerkrig.Boatner, Encyclopedia of the American Revolution, p.213 Clinton havde erobret den største by og havn i syden med relativt små tab, og dermed vundet den måske største britiske sejr i krigen. Den amerikanske hær i syden var ødelagt. Det var kun da Nathanael Greene slap forbi Cornwallis efter slaget ved Guilford Courthouse i 1781 at briterne endelig mistede denne fordel i syden.Mackey, The War for America, 1964
thumb|left|Lord Cornwallis overtog komandoen da Sir Henry Clinton sejlede til New York
Resterne af den kontinentale arme i syden begyndte at trække sig tilbage mod North Carolina, men blev forfulgt af oberst Tarleton, som besejrede dem i Slaget ved Waxhaws den 29. maj 1780. Blandt amerikanerne spredtes en historie om at Tarleton havde massakreret mange amerikanere efter at de havde overgivet sig (om dette var sandt diskuteres fortsat). "Bloody Tarleton" eller "Bloody Ban" blev et hadet navn, og "Tarletons betingelser", der henviste til hans hensynsløse adfærd, blev snart et kampråb. Uanset om slaget var en massakre eller ej, så havde det følger, der kunne spores gennem hele felttoget. Da loyalisternes milits overgav sig ved afslutningen af Slaget ved Kings Mountain, blev mange af den dræbt af patriotiske skytter, som råbte: "Tarlestons betingelser!".Wickwire, Cornwallis, the American Adventure, p.258. Tarleton udsendte senere en beretning om krigen, hvor han går let hen over beskyldningerne om misgerninger mod amerikanske fanger og portrætterer sig selv i et skamløst positivt lys.Tarleton, A History of the Campaigns of 1780 and 1781 in the Southern Provinces of North America, 1784
Cornwallis overtager ledelsen De organiserede amerikanske militære aktiviteter i syden faldt til jorden. Staterne fortsatte imidlertid med at fungere, og krigen blev fortsat af partisaner såsom Francis Marion. General Clinton overdrog de britiske operationer i syden til Lord Cornwallis. Den Kontinentale Kongres sendte general Horatio Gates, sejrherren fra Saratoga, sydpå med en ny hær, men Gates led straks et af de værste nederlag i den amerikanske militærhistorie i slaget ved Camden den 16. august 1780, og gjorde dermed scenen klar til at Cornwallis kunne invadere North Carolina. På dette tidspunkt af krigen i syden var den amerikanske sag på sit allerlaveste.