Hotchkiss H35 eller Char léger modèle 1935 H var en let fransk kampvogn udviklet før 2. verdenskrig.
Udvikling I 1926 var det blevet besluttet at give pansret støtte til de regulære infanteri divisioner ved at skabe uafhængige kampvognsbataljoner udstyret med en let og billig infanterikampvogn, en char d'accompagnement. Til at udfylde denne rolle blev der først udviklet Char D1; men den model viste sig hverken at være særlig let eller særlig billig. I 1933 opstillede Hotchkiss fabrikken på eget initiativ en plan om at lave en lettere model, hvilket var gjort muligt gennem anvendelse af ny teknologi til at fremstille støbte stålsektioner og dermed skabe et samlet skrog. Den 30. juni 1933 blev dette forslag godkendt af Conseil Consultatif de l'Armement. Den 2. august 1933 blev specifikationerne bekendtgjort: en vægt på 6 tons og 30 mm panser over det hele. Tre prototyper blev bestilt fra Hotchkiss, men samtidig blev hele den franske industri opfordret til at udforme alternative forslag. Det gav Renault mulighed for at lave en prototype inden Hotchkiss var færdig. Den blev senere videreudviklet til Renault R35. Den 18. januar 1935 var den første Hotchkiss prototype, som endnu ikke var lavet af panserstål, præsenteret for Commission d'Expérience du Matériel Automobile (CEMA) i Vincennes; det var en maskingeværbevæbnet tankette uden tårn. Den blev afprøvet indtil den 4. marts 1935, hvor den blev erstattet af den anden identiske prototype, som skulle testes indtil 6. maj. Begge måtte afvises da nye specifikationer var blevet opstillet den 21. juni 1934, som gik ud på at forøge panserets tykkelse til 40 mm. Den 27. juni 1935 godkendte kommissionen typen under forudsætning af at de nødvendige ændringer blev gennemført. Den 19. august blev den tredje prototype afleveret, udstyret med et støbt APX tårn og med et redesignet skrog. Den blev afprøvet indtil den 20. september og godkendt. Den 6. november blev der afgivet en første ordre på 200 køretøjer. Det første produktionskøretøj blev afleveret den 12. september 1936, og samme år var der allerede blevet afgivet to nye produktionsordrer på henholdsvis 92 og 108 køretøjer. Den 1. januar 1937 var der blevet fremstillet 132 køretøjer.
Afvisning fra infanteriet og godkendelse fra kavaleriet Den første serie af køretøjer blev igen grundigt afprøvet indtil den 4. december 1936. Det viste sig at køreegenskaberne i terræn var uacceptabelt dårlige. Det var ganske enkelt umuligt at på en sikker måde at styre køretøjet på en forholdsvis bulet overflade, hvilket gjorde den farlig for egne omkringliggende infanteristyrker. Infanteriet besluttede derfor at man kun ville modtage de første 100 kampvogne og kun udstyre to bataljoner med typen, 13e og 38e Bataillon de Chars de Combat og afslå yderligere anskaffelser. Af politiske årsager kunne den normale konsekvens af en sådan beslutning imidlertid ikke accepteres. De andre 300 køretøjer blev derfor tilbudt kavaleriet, som var nødt til at tage imod dem, fordi det alligevel ikke ville have fået penge til andre kampvogne. Da kavalerienhederne i større grad anvendte vejene var problemerne ved terrænkørsel af mindre betydning. H 35 modellen var med sine 28 km/h også noget hurtigere end Renault R35, som kun kunne køre 20 km/h, selv om gennemsnitshastigheden i praksis var lavere end R35 på grund af dens ringe gearkasse.
Beskrivelse Hotchkiss H35 var et lille køretøj, 4,22 m lang, 1,95 m bred og 2,15 m høj. Den vejede 11.370 kg. Skroget bestod af 6 støbte pansersektioner, der var boltet sammen: Maskinrummet, kamprummet, fronten af skroget, bagenden af skroget og to længdestyrkker, som dannede bunden. Støbningen gav mulighed for skrånende panser og undgik skudfælders så chancen for at afbøde træffere blev optimeret. Alligevel var beskyttelsesniveauet ikke tilfredsstillende for infanteriet. Den maksimale pansring var ikke de specificerede 40 mm men 34 mm. Der var også vedvarende problemer med kvaliteten, og de blev forværret ved at der måtte bruges mange underleverandører: først var panseret for blødt, og da hårdheden blev forøget blev det skørt og fuldt af bobler og dermed fuldt af svage steder.
Der var en besætning på to. Køreren sad foran til højre bag en stor støbt dobbelt luge. Det var hårdt arbejde at køre kampvognen. Hotchkiss kampvognen havde ikke det samme Cleveland differentiale som sin konkurrent fra Renault og reagerede uforudsigeligt på retningsændringer. Bremserne var ikke nogen større hjælp til at rette op på dette: de var for svage, især når man kørte ned ad bakke. Gearkassen gav også problemer: det var vanskeligt at komme op i det højeste 5. gear, så det var sjældent at man nåede op på topfarten på 28 km/h. Den uundgåelige hårde behandling, som køreren måtte udsætte kampvognen for, resulterede i megen slitage. Den mekaniske holdbarhed var dårlig. Affjedringen bestod af tre bogier pr. side. De første 10 produktionskøretøjer, der kan anses for at være en separat præ-serie, havde buede bogie sider. I senere køretøjer havde de lige sider. Bogierne mindede overfladisk om R35 typen, men brugte horisontale spiralfjedre i stedet for gummicylindre. Kampvognen havde en 78 hk seks cylindret 3480 cm³ motor. Rækkevidden var 129 km, hvilket blev opnået med en benzintank på 180 liter.
Vognkommandøren betjente et standard APX-R tårn, der var pansret med 40 mm støbt stål og udstyret med den korte 37 mm SA 18 kanon, der højest kunne gennembryde en pansring på 23 mm. Kampvognen kunne rumme 100 granater til kanonen og 2.400 patroner til dens 7,5 mm Reibel maskingevær. Der var en låge bag på tårnet. Vognkommandøren kunne sidde på den for bedre at kunne se, men det gjorde ham sårbar og langsom til at nå kanonen. Alternativet var at kæmpe med lugerne lukket og bruge kuplen, der ikke var udstyret med luger. Kavaleriet syntes hverken om dette arrangement eller om den svage kanon. Det sidste problem blev mindsket noget ved at man udborede granatkammeret så der kunne bruges specielle granater med en større ladning. Dette forøgede mundingshastigheden til omkring 600 m/s og den maskimale gennembrydning til omkring 30 mm panser. Kun en lille del af de kampvogne som kavaleriet havde blev imidlertid modificeret, da det kraftigt forøgede sliddet på kanonløbet. I foråret 1940 blev de oprindelige diaskoper af Chrétien typen gradvist udskiftet med episcoper, der gav en bedre beskyttelse.
Char léger modèle 1935 H modifié 39 thumb|right|300px|En "H 39" ved Saumur; dette køretøj blev modificeret af tyskerne, som tilføjede en luge i kuplen.
Da kavaleriet ønskede en endnu højere tophastighed blev det på baggrund af vellykkede forsøg besluttet at installere en kraftigere motor. En ny prototype blev lavet i 1937 med en 120 hk motor i stedet for den hidtidige på 78 hk. Skroget blev lavet større, så det kunne rumme motoren og bælter og affjedring blev forbedret, hvorved vægten kom op på 12,1 ton. Denne forbedrede type var langt hurtigere, og havde en topfart på 36,5 km/h, men var også langt lettere at køre. Derfor blev den først præsenteret for Commission d'Expérimentations de l'Infanterie den 31. januar 1939 for at se om den oprindelige afvisning kunne blive omstødt. Kommissionen godkendte da også den nye model Char léger modèle 1935 H modifié 39; og det blev den 18. februar besluttet at lade den efterfølge den oprindelige version fra nr. 401 og fremad, hvilket særdeles hensigtsmæssigt, da der både i 1937 og 1938 var tilgået ordrer på 200 stk, og produktionen var gået i gang, og de samlede ordrer på den nye type blev herefter udvidet til 900. Fabrikken brugte betegnelsen Char léger Hotchkiss modèle 38 série D, mens forgængeren havde været série B. Denne betegnelse har forårsaget megen forvirring, det var stadig officielt den samme kampvogn som "H 35", blot i en senere variant. Allerede på daværende tidspunkt begyndte mange at omtale den som 38 H eller 39 H.
Den nye model afveg fra den oprindelige ved at have en hævet og mere kantet motorhjelm (ved senere produktionsmodeller var der ventilationssprækker på tværs frem for på langs på højre side). Rækkevidden faldt til 120 km, lukkede rullehjul, bælter der var 2 cm bredere med 27 cm, metal i stedet for gummi hjulgevind, bagudrettet lyddæmper og større ventilatorer.
I begyndelsen af 1940 blev der igangsat et moderniseringsprogram. Udover installatin af episkoper og nogle radioer omfattede det den gradvise introduktion af den længere L/35 37 mm SA38 kanon, der havde meget bedre anti-tank egenskaber, da den kunne gennemtrænge omkring 30 mm på 1.000 meters afstand. Omkring 350 køretøjer blev ombygget med den forbedrede kanon, heriblandt omkring 50 "H 35"ere.Pascal Danjou, 2006, "Les Hotchkiss H35 Réarmés", Histoire de Guerre, Blindés et Matériel N°74, p. 81 Den nye kanon blev standard på produktionslinjerne i april. Inden da var de til rådighed stående kanoner fra januar 1940 gradvist blevet monteret i kampvognene som blev benyttet af delings-, kompagni- og bataljonscheferne. Omkring halvdelen af chefernes kampvogne blev ændret på den måde. Det havde været planen at installere den længere kanon på alle køretøjerne i 2. halvdel af 1940. Efter krigen blev det en overgang fejlagtigt troet, at "H 38" var det officielle navn til kampvognen med den nye motor men uden den nye kanon og "H 39" navnen til den type der havde begge forbedringer. Disse fejltagelser optræder stadig i megen sekundær litteratur. "H 38" var identisk med "H 39" og det er kun korrekt at henvise til den sidste i en uformel form. Parallelt men udviklingen af en R 40 blev det en overgang overvejet at skabe en "H 40" ved at indføre den forbedrede AMX affjedring fra det andet køretøj, men det endte med at denne mulighed blev afvist.
Operationel Historie Tre Hotchkiss kampvogne af "H 39" versionen var blevet eksporteret til Polen i juli 1939 til afprøvning ved det Polske kontor for tekniske studier af pansrede våben ( Biuro Badań Technicznych Broni Pancernych). Under invasionen af Polen i 1939 blev Hotchkiss kampvognene sammen med tre Renault R 35 kampvogne placeret i en ad hoc enhed under løjtnant J. Jakubowicz der blev dannet den 14. september 1939 i Kiwerce, Polen. Enheden sluttede sig til "Dubno" enheden og mistede alle sine kampvogne under fremrykningen og kampene med de tyske og sovjetiske armeer samt ukrainske oprørere. To køretøjer blev eksporteret til Tyrkiet i februar 1940.
I april 1940 blev den 342e CACC sendt til Norge efter den tyske invasion, efter at det tidligere havde været planen at den skulle være en del af en ekspeditionsstyrke, der skulle hjælpe Finland i Vinterkrigen. Dette uafhængige kompagni, som var udstyret med 15 "H 39"ere, der alle havde korte kanonløb, kæmpede ved Narvik, efter at være blevet landsat den 7. maj. Efter den midlertidige befrielse af byen blev de 12 resterende kampvogne trukket tilbage til Storbritannien den 8. juni, hvor de helt ekstraordinært sluttede sig til de Frie franske styrker, hvor de blev til 1e Compagnie de Chars de Combat de la France Libre. I 1940 og 1941 kæmpede denne 1e CCC mod Vichy-franske tropper i Gabon og senere i Syrien.