Klit

thumb|Californisk Mesquite Flat dunes i Death Valley. En klit er i geografi en bakke af sand dannet af vindens bevægelser. Sand betyder i denne sammenhæng normalt stenkorn, hvis tværmål er mellem 2 mm og 0,06 mm. Denne bestemmelse indebærer, at dannelserne af klitter skyldes en kraft (vind), som påvirker et materiale (sand) til at skabe en bestemt terrænform kendetegnet ved en bestemt materialesammensætning og de ret stejle hældninger.Kuhlman (1969), s. 161

Klitter dannes, hvor store sandmængder er tilgængelige for blæstens påvirkning. Dette er tilfældet ved havet, hvor sandstranden giver materiale til klitdannelse, men sådanne betingelser kan også forekomme i indlandet, hvor fx hedesletter kan danne grundlag for indsander. Der er her tale om materiale tilført områderne før sidste istids afslutning, og hvor et beskyttende plantedække er blevet fjernet eller ødelagt.Kuhlman (1969), s. 162

Danmarks klitlandskaber er kulturlandskaber, der er opstået som følge af århundredes intensive menneskelige aktiviteter: Husdyrs græsning, fældning af træer og fjenelse af træ og kvas til byggematerialer og brændsel.Havets Nordjylland. Museernes rejser gennem Nordjyllands kultur og historie. Nordjyllands Amt.

Klitlandskaber er på grund af den lave biodiversitet økologisk værdiløse og bidrager negativt til klimaforandringerne, da CO2 frisættes, når vegetation fortrænges.

Et parallelt fænomen til sandflugt er jordfygning i forbindelse med landbrug.Kuhlman (1969), s. 162f

Dannelse

Sandkorn kan sættes i bevægelse af vinden, når denne overskrider en vis tærskelværdi, den såkaldte friktionshastighed.Clemmensen, s. 2 For sandkorn af størrelse på 0,20-0,25 mm er denne tærskelværdi ca. 0,2 m/sek. Tærskelværdien påvirkes af forskellige forhold så som vindens turbulens, sandets ensartethed (sortering), overflade (topografi), fugtighed og plantedække (vegetation). I Danmark skal vinden typisk have en hastighed på 5-6 m/sek. for at sætte klitsand i bevægelse.Clemmensen, s. 3

Størrelsen af den årlige sandtransport kan med tilnærmelse beregnes som Q ∞ V2 (V-V1)t, hvor V er den gennemsnitlige vindhastighed i 10 meters højde, V1 tærskelværdien for igangsættelse af sandtransport (ca. 6 m/s i 10 meters højde) og t angiver den andel af tiden i %, som vinden blæser fra en bestemt retning.Clemmensen, s. 3f Som det forstås, kan der ses bort fra det vindarbejde, der ikke overskrider tærskelværdien. Da vinden ikke blæser lige meget og lige stærkt fra alle retninger, kan man tale om en resulterende vindretning (en nettovindretning). Denne nettovindretning kan udtrykkes i en vindvirkeresultant.Schou, s. 132 Den transportevne, som vinden har, kaldes driftspotentiale (DP) og beregnes i m3 pr. m. I ørkenområder er DP 6-35 m3 pr m, i Jylland normalt ca. 280 m3 pr. m og i visse kystområder endnu større. Den årlige mulige (potentielle) sandtransport i den resulterende vindretning kaldes resulterende driftpotentiale (RDP)..Clemmensen, s. 4

De fleste klitter består af sandkorn af ensartet størrelse på mellem 0,330 mm og 0,160 mm, oftest velafrundede kvartskorn.Clemmensen, s. 9 Som regel er sandkorn i klittens øverste dele mere finkornede end i dens nederste dele.Clemmensen, s. 10 I visse tilfælde består klitter af vulkansk aske (fx på Island) eller kalksand. Ejendommelig for deres indre bygning er den diskordante parallelstruktur, som skyldes vindens vekslende retning og styrke.

Klitter dannes ved 4 processer: sandfygning på plane overflader, vindribbebevægelse, kornfald på læsider og sandskred på læsider, når den kritiske stablingsvinkel på 38°-34° overskrides.Clemmensen, s. 12 Dertil kommer påvirkningen fra fx plantevækst.

Vindribber thumb|Vindribber i Afghanistan. Vindens første indflydelse er et sug eller træk i sandkornene. Når disse bringes i bevægelse, kan de flytte sig, og når de lander, giver de andre sandkorn et skub eller stød, hvilket betyder, at der skal lidt mindre vindenergi til også at bringe disse i bevægelse. Efter størrelse kan bevægelse ske på flere måder: ved krybning, små hop (kaldet saltation) eller længere bevægelse i luften (kaldet suspension). Af disse er saltation den mest betydningsfulde. Hophøjden er som regel kun få cm, hoplængden 6-20 cm, og nedslaget sker med en vinkel på 10°-16°.Kuhlman (1969), s. 165 Den fører til dannelse af små vindribber i sandfladen, med en indbyrdes afstand på 6-12 cm, let asymmetriske med en lidt stejlere læside og ½-¼ cm dybe dale mellem ribberneKuhlman (1969), s. 164, som over tid og ved større vindhastigheder kan føre til dannelse af større sandformationer. Vindribberne dannes under bestemte betingelser skabt af vindens tryk: ved øget vindstyrke bliver bølgelængden større, og forsvinder helt ved storm. Saltationen bevirker, at tungere sandkorn får et puf fremad: de kryber.

Skjoldklit

Hvis ophobningen af sand sker over en større, ru overflade, kan der dannes en skjoldklit med op til ca. 10 cm. højde og en lille, skarp kant i vindretningen.Kuhlman (1969), s. 172 Der er tale om en let forhøjet sandflade, som dækker et større eller mindre område.

Hvis der er tilstrækkeligt med sand til rådighed og vinden er vedvarende og kraftig, kan skjoldklitten udvikle sig til en primær barkhan. Denne har form som en halvmåne og kan blive op til 1 meter i højden og 100 m i tværsnit. Spidserne peger med vinden, fordi siderne bevæger sig hurtigere end den centrale del, og formen kan efterhånden få ret lange "horn". Over tid vil hele formationen bevæge sig hen over fladen.

Både skjoldklitter og primære barkhaner er vandrende klitter.

Tungeklit

På samme måde, som tærskelværdien er bestemmende for, at vinden kan igangsætte sandtransport, er den også bestemmende for ophør af denne. Hvis vinden ændrer hastighed, eller hvis fx vegetation, en sten eller andet, midlertidigt svækker vindens bæreevne, vil en del af det transporterede materiale atter ophøre med at bevæge sig og falde til jorden. Derved kan der ske en ophobning af materiale. Klitter, der dannes på grund af læ fra planter, kaldes biologisk betingede (organogene).Kuhlman (1969), s. 170 Det læ, som en sten eller andet giver, rækker 10-15 gange genstandens højde bagud og 4-5 gange op mod vinden. Det er i dette læområde, at sandophobningen finder sted. Det ophobede sand vil aftage jævnt i tykkelse og spidse til som en tungeklit.

Tueklit

Tilsvarende gælder for plantetuer, især af hjælme. Hjælme har en særlig evne til at vokse opad ud af sanddækket og betyder derfor meget for en ophobning af sand. Hjælme har et veludviklet rodnet, der bidrager til at fastholde sandet. Da hjælme er bøjelige og gennemblæselige, mangler sandtungen på luvsiden. Lætungen kan blive lang og med konveks krumning. Sådanne tueklitter kan ved fortsat pålejning vokse til betydelig størrelse,Kuhlman (1969), s. 171 0,5-1 meter i højden og op til 10 meter i udstrækning.

Under gunstige forhold kan der dannes flere tueklitter, som efterhånden kan vokse sammen til et sammenhængende sanddække, der kan omfatte store områder.

Halvmåneklit |thumb|Barkhan. På læsiden kan der ske sandskred på grund af stejlheden.

I takt med, at klitdannelsen vokser, vil den ændre form. Når klithøjden vokser til 30-40 cm, opstår der en stejl læside på 25°-30°, mens luvsiden får en hældning på 5°-12°. Klitten får efterhånden en halvmåneagtig form, fordi siderne vandrer hurtigere end toppen på grund af de mindre sandmængder, indtil de får et vist læ af klittens hovedmasse. Denne klitform kaldes med et arabisk ord for en barkhan. Sandet bevæger sig op ad den svagt hældende forside indtil, den falder ned på den stejlere læside, hvis hældningsvinkel er bestemt af den stejlhed, hvorved sandet kan stables uden at skride. Overskrides denne grænse, indtræder sandskred. Barkhanen kan vokse til en vis størrelse, hvorefter den fastholder denne størrelse under sin videre vandring.

Parabelklit

thumb|Sand fra stranden er af vinden båret indad og har dannet en parabelklit hvis horn eller spidser fastholdes af bevoksningen. Ved siden af de klitformer, som dannes ved ophobning af sand, findes der klitformer dannede ved gennembrud. Når sand fra stranden blæses ind over land, kan de spredte tueklitter vokse sammen i en aflang klitrække mere eller mindre parallelt med kysten, en tværklit, beliggende lige over højvandslinjenSchou, s. 126 og eventuelt til dels fastholdt af beplantning. Under visse forhold, fx en uensartet bevoksning eller ødelæggelse af bevoksningen ved færdsel, kan der ske det, at vinden tager fat i det ophobede og nu ubeskyttede sand og fører det videre ind i land. Der dannes med andre ord et hul i klitten, en vindkule. Denne vindkule kan som følge af fortsat erosion af vinden udvides til en vindrende, hvor det bortblæste sand aflejres længere inde. Der dannes således en halvmåneformet klitdannelse, hvor vinden blæser fra den åbne side af U-formen. Efterhånden kan den oprindelige kystparallelle klitdannelse blive opløst i mere eller mindre selvstændige U-formede klitdannelser, kaldet parabelklitter.Clemmensen, s. 7

Miler og rimmer Hvis parabelklitten udsættes for vedvarende vindpåvirkning og vegetationen mindskes, kan den centrale del undertiden frigøre sig fra armene og begynde at vandre for sig selv som en storklit kaldet mile. Miler har ingen vegetation, ofte ovale af form og kan vokse til en størrelse på 20-30 meter i højden og en udstrækning på fra 100 meter til 1 km. En mile kaldes også for en sekundær bakhan. Den største mile i Danmark er Råbjerg Mile.

De tidligere klitarme forbliver tilbage og kaldes for klitrimmer.

Andre klitformer

Ved siden af de enkle klitformer findes en række andre, hvis dannelse kan være betingede af forskellige forhold, så som tidsmæssig ændring af vindretning, fx stjerneklitter.Clemmensen, s. 6

Typer af Klitter thumb|right|Kystklit, hvor der trods bevoksning er sket indbrud af vinden. Terschelling i Nederlandene.

Klitter kan inddeles i to hovedtyper: vandreklitter og stabiliserede, det vil sige bevoksede, klitter.

Vandreklitter

Klittens sand føres efterhånden af vinden opad i dens vindside til toppen og falder så ned på læsiden; herved "vandrer" klitten langsomt frem i vindens retning.

Klitter, der ikke sikres, kan vandre langt i løbet af forholdsvis kort tid. Den største vandreklit i Danmark, som nu er fredet og altså får lov til at bevæge sig frit, er Råbjerg Mile ved Skagen. Klitten bevæger sig i øst-vestlig retning og er formet som en såkaldt parabelklit med to lange parabel-arme, der strækker sig mod vest. Den næststørste vandreklit i Danmark er Rubjerg Knude.

Kystklitter thumb|Indlandsklitter ved Kærsgård Strand

Den klitdannelse, der er mest udsat for vandring, er forklitten, det vil sige den, som befinder sig nærmest havet, som (endnu) ikke er beskyttet mod erosion, og som er den mest udsatte for vindens påvirkning. Imidlertid vil klitplanter indfinde sig, og disse holder mere eller mindre på sandet og kan modvirke vandring. Klitten stabiliseres.

Kystklitterne findes specielt ved Jyllands vestkyst, ved Vadehavsøerne, på Læsø og Anholt og ved Nordsjællands kyst. Ved Jyllands vestkyst kan klitbæltet blive op til 15 km bredt. Her findes også Blåbjerg Klit, der med ca. 64 m er Danmarks højeste.

Ifølge oplysninger fra Landbrugsministeriets arealdatakontor består 4% af landets areal af flyvesandsarealer. Klitgryde er en lavning mellem klitter. Ofte benyttes en klitgryde til ophold for strandens gæster, hvor de kan ligge i læ for både vinden og de andre gæsters blikke.

Størrelse thumb|Udsigt over Europas største sandklit, den 107 m høje Dune du Pyla i Frankrig Der er stor forskel på hvor store klitterne bliver. På middelhavskysten i Frankrig bliver de kun ca. 6-7 m, Barkhanerne i Turkestan bliver sjældent over 10 m, i Jylland når klitterne op til 30 m, i den libyske ørken er de normalt 20-30 m, i Gascogne bliver de op til 50 m, og i Sahara kan de nå en højde af 200 m.Ravn, s. 138

Skadevirkninger

thumb|Sandklit i Colorado, USA.