thumb|... kroppen, der indeholder sjælen, der tænker kroppen, der indeholder sjælen, der tænker kroppen, osv. …
Det psykofysiske problem er et af filosofiens store problemer. Problemet angår spørgsmålene: Hvad er forholdet mellem sjælen og legemet? Hvilken af de to er grundlæggende? Det psykofysiske problem kaldes også sjæl-legeme-problemet. I dag kaldes sjælen som regel ”bevidstheden”, og legemet kaldes ”kroppen”.
Fire filosofiske teorier Gennem tiderne har forskellige filosoffer indtaget forskellige standpunkter til det psykofysiske problem. De fire hovedteorier er:
Dualismen: Sjæl og legeme kan adskilles. De har hver især en særskilt eksistens.
Materialismen: Sjæl og legeme kan ikke adskilles. Alt er dybest set er af legemlig (fysisk) natur.
Idealismen: Sjæl og legeme kan ikke adskilles. Alt er dybest set af sjælelig (åndelig) natur.
Dobbeltaspektteorien: Sjæl og legeme kan ikke adskilles. Det sjælelige og det legemlige er to sider (to aspekter) af samme sag.Politikens filosofihåndbog, s. 146-47
De tre sidste teorier (materialisme, idealisme og dobbeltaspektteorien) er forskellige former for monisme, dvs. den opfattelse, at der kun findes én substans.
Dualismen Dualismen er den opfattelse, at både sjæl og legeme har en særskilt eksistens. De tilhører to forskellige substanser, dvs. to grundlæggende, væsensforskellige dele af verden. Om de to substanser gælder det, at den ene ikke behøver den anden for at eksistere. Dualismen anser begge substanser – den sjælelige substans og den legemlige substans – for at have lige stor virkelighed.
De to substanser har forskellige egenskaber:
Den sjælelige substans er privat – Vi har ikke tilgang til hinandens tanker. uudstrakt – Det sjælelige har ikke en bestemt udstrækning i det fysiske rum. Det giver ikke mening at spørge, hvor mange centimeter en tanke eller en følelse er.
Den legemlige substans er offentlig – Alle tilgang til det legemlige (materien). udstrakt – Det kan måles, hvor langt noget legemligt er. Det legemlige har en bestemt udstrækning i det fysiske rum.
Platon Hos den græske filosof Platon (ca. 428 f.Kr. – ca. 348 f.Kr.) optræder en sådan dualistisk tankegang. Han siger, at sjælen er udødelig, mens legemet er dødeligt. Sjælen eksisterer uafhængigt af legemet, og den vedbliver at eksistere efter legemets død.
Sjælen er således ”højere” end legemet. Den skal derfor herske over legemet, som er ”sjælens grav”. Legemet er som et fængsel for den udødelige sjæl.Reallexikon für Antike und Christentum, bind 12, Stuttgart 1983, sp. 455–467 Eftersom det kun er sjælen, der lever videre efter døden, er det kun sjælens fremgang og velfærd, der er vigtig, siger Platon.
Sjælen hører hjemme i en højere, oversanselig, evig verden. Den er derfor beslægtet med de oversanselige, uforgængelige ”genstande”, som Platon kalder ”ideer” (for eksempel det retfærdiges ide, det godes ide og det skønnes ide). Sjælen bliver drevet af sin egen natur til at interessere sig for de evige ting, ideerne. Hvis sjælen var forgængelig, ville den ikke kunne erkende dem.Faidon, 78b–81a.
Descartes Den franske filosof René Descartes (1596-1660) lavede den klassiske formulering af det dualistiske standpunkt. Han siger, at alt, hvad der er skabt af Gud, tilhører en af to substanser: den uudstrakte, tænkende substans (latin: res cogitans), eller den udstrakte substans (latin: res extensa).
Den tænkende substans er summen af alt sjæleligt og alle sjæle i verden. Den udstrakte substans er summen af alt materielt (fysisk) i verden.
Hvis vi ser på et enkelt menneske, så tilhører det begge substanser. Med sin sjæl tilhører dette menneske den tænkende substans, og med sit legeme tilhører det den udstrakte substans. Descartes siger om sjælen (" jeget"): ”Men hvad er jeg da for noget? En tænkende ting. Men hvad er da en tænkende ting? Det er noget, der tvivler, begriber, hævder, benægter, som vil et eller andet, som ikke vil et eller andet, som også har forestillingsbilleder, og som sanser.” Descartes: Meditationer, 2. meditation Hvert menneske er altså et dobbeltvæsen, der tilhører begge substanser. Fem mennesker kan illustreres således:
Den tænkende substans Den udstrakte substans Sjæl LegemeSjæl Legeme Sjæl Legeme Sjæl Legeme Sjæl Legeme thumb|200px|right|Rene Descartes mener, at vekselvirkningen mellem sjælen og legemet sker i koglekirtlen (lat. glandula pinealis). Her udveksles der beskeder indbyrdes mellem de to, mener han. En illustration fra hans værk ”Tractatus de homine” (Afhandling om mennesket) fra 1692. Illustrationen viser, hvordan nerveimpulser bevæger sig fra øjet til koglekirtlen - og derefter fra koglekirtlen til musklerne.
Descartes siger, at sjælen er uudstrakt. Det vil sige: Den har ikke en bestemt udstrækning i rummet. Den har ikke en længde, bredde eller dybde, der kan angives i centimeter. Sjælen er immateriel. Derimod har legemet – som er materielt – en bestemt udstrækning i rummet.
Her opstår så det problem, hvordan de to substanser kan vekselvirke med hinanden. Hvordan kan sjælen, som er ikke-materiel og uudstrakt, påvirke legemet, som er materielt og udstrakt? Og hvordan kan legemet påvirke sjælen?
Problemet kan illustreres ved et eksempel: Peter brænder sin hånd på en varm gryde. Derved sendes der en nerveimpuls til hans materielle nervesystem, som indvirker på hans immaterielle sjæl, således at den kommer til at føle en smerte. Derefter sker der en bevægelse i den modsatte retning: Idet Peter føler smerten, virker den immaterielle sjæl ind på det materielle nervesystem, som derefter sender et nervesignal ud til hånden med besked om at trække sig væk fra gryden.
Der må altså være et sted i hjernen, hvor vekselvirkningen mellem sjælen og legemet sker. Descartes antager, at vekselvirkningen sker i den del af hjernen, der kaldes koglekirtlen. Denne antagelse har dog ingen støtte i dag. Det løser heller ikke problemet at pege på, hvor vekselvirkningen foregår, hvis man ikke kan forklare, hvordan den foregår.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, Gyldendal 2000, s. 62 Da ingen af de dualistiske filosoffer har leveret en tilfredsstillende forklaring på vekselvirkningen, har mange foretrukket en af de følgende tre monistiske teorier, der prøver at undgå vekselvirkningsproblemet på hver deres måde.
Materialismen Materialismen hævder, at det eneste, der eksisterer, er det materielle. Alt sjæleligt (psykisk) er i virkeligheden noget materielt, nemlig kemiske og elektriske processer i hjernen og nervesystemet. Der findes således kun én substans: den materielle substans. Der findes ingen selvstændig sjæl. ”Sjælen” er blot en funktion af hjernen og nervesystemet.
Det sjælelige kan altså ”reduceres” til materielle (fysiske) tilstande. Det omvendte er ikke tilfældet. Det materielle kan ikke reduceres til noget sjæleligt, for der findes ikke noget virkeligt sjæleligt.Erkendelse og sandhed, s. 64
Thomas Hobbes Hos den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) møder vi et klassisk materialistisk standpunkt med hensyn til sjæl-legeme problemet. ”Sjælen” anser han grundlæggende for at være noget materielt, nemlig sanseorganer, nervebaner, nerver, hjernestof, osv. Sjælens tilstande er fremkaldt af noget materielt.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 64-65
Hobbes mener, at sanseindtryk udelukkende opstår ud fra materielle årsager. Et sanseindtryk opstår ved, at noget materielt bevæger sig og støder ind i et sanseorgan. Herved opstår der en bevægelse i sanseorganets dele. Disse bevægelser forplanter sig gennem nerverne, som ifølge Hobbes er hule rør. I nerverørene er der små legemer, som viderebringer ”beskeder” til hjernen, som sættes i bevægelse via tryk og sammenstød. De mange legemsdeles bevægelser udvirker, at der opstår et sanseindtryk.Erkendelse og sandhed, s. 64-65
Siden midten af 1900-tallet har materialismen været den mest fremherskende teori i naturvidenskaben. Der er blandt naturvidenskabsfolk en konsensus om, at naturvidenskaben skal arbejde ud fra en ”metodisk materialisme”. Det vil sige: Naturvidenskaben skal prøve at finde materielle (”naturlige”) årsager til det, der sker i verden. Der må ikke inddrages noget sjæleligt eller overnaturligt i en naturvidenskabelig forklaring. Noget sjæleligt kan nemlig ikke måles, da det ikke har en udstrækning i rummet. Og det er et krav til naturvidenskaben, at den kan måle det, den undersøger.
I dag bruges udtrykket ”fysikalisme” snarere end ”materialisme”. Det hænger blandt andet sammen med, at begrebet ”materie” er blevet problematisk i den moderne fysik. Fysikerne har fundet ud af, at ”materien” ikke er noget solidt og fast, når man bevæger sig ned på de helt små mikroskopiske niveauer. Jo længere man bevæger sig ned i mikroverdenen (f.eks. til elementarpartiklerne), jo mere opløses den normale opfattelse af materie (stof) sig, og jo mere viser materie sig som energi.Frithiof Capra: Fysikkens tao, s. 79-80 Fysikalismen lægger dog vægt på, at virkeligheden skal kunne måles, og energi kan måles (i joule).
Den frie vilje Materialismen er blevet kritiseret for, at den ender i en determinisme, når den betragter sjælen som noget materielt. Den materielle eller fysiske verden er nemlig underlagt en omfattende determinering (forudbestemmelse), da den er styret af urokkelige naturlove. Sjælelige fænomener som tænkning og beslutning må derfor være fuldstændig determinerede i kraft af naturlovene.
Men sådan forholder det sig ikke, siger kritikerne. Sjælen er kendetegnet ved, at den har en fri vilje. Et menneske kan selv bestemme, hvad det vil og gør. Det kan vælge mellem forskellige handlemuligheder. Derfor kan materialismen ikke være rigtig, siger de. Et deterministisk syn på mennesket kan ikke forenes med den opfattelse, at mennesket har en fri vilje.Robert H. Kane: Two kinds of incompatibilism. Philosophy and Phenomenological Researchs. 21, 9-54
Idealismen Idealismen er en modsætning til materialismen, idet den hævder, at den materielle virkelighed – og dermed legemet - slet ikke eksisterer. Der eksisterer kun det sjælelige eller det bevidsthedsmæssige. Der findes med andre ord kun én substans: den sjælelige substans.
Ordet ”idealisme” kommer af ”ide”, der i denne sammenhæng betyder ”bevidsthedsfænomen”. Idealismen siger altså, at der til syvende og sidst ikke eksisterer andet end bevidsthedsfænomener. Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 71. Det skal her understreges, at der her helt præcist er tale om subjektiv idealisme, altså en idealisme, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes bevidsthed - i modsætning til objektiv idealisme, der er den opfattelse, at hele virkeligheden er åndelig i sin egentlige natur, og at dette åndelige er primært i forhold til det materielle. I betegnelsen ”objektiv” ligger, at den åndelige virkelighed faktisk findes ”derude” som en objektiv virkelighed, uafhængigt af det enkelte menneskes bevidsthed. (Se Idealisme)
Ifølge den irske filosof George Berkeley (1685-1753) eksisterer der ikke andet end sjælene og deres bevidsthedsindhold. Al virkelighed er noget bevidsthedsmæssigt. Der eksisterer ikke nogen virkelighed ”derude”, dvs. uden for bevidstheden. Hvis man for eksempel iagttager et hus, så eksisterer huset kun som et bevidsthedsfænomen, et forestillingsbillede inde i ens bevidsthed. Når der ikke er nogen, der ser huset og dermed får et forestillingsbillede af det, så eksisterer det ikke. Huset eksisterer kun, når det bliver iagttaget. Berkeley bruger det latinske motto ”Esse est percipi” (”At være er at blive iagttaget”). Det giver for ham ingen mening at tale om noget ikke-sanset, materielt, ”bag ved” forestillingsbillederne eller ”uden for” sjælene.Politikens filosofihåndbog, s. 155-56
På denne måde undgår Berkeley dualismens problem med vekselvirkningen mellem det sjælelige og det legemlige. For der findes jo ikke to substanser, men kun én. Og inden for én substans kan der sagtens foregå en vekselvirkning.