Johannes Ephraim Larsen (født 11. februar 1799 i København, død 17. november 1856 sammesteds) var en dansk retslærd og politiker.
Uddannelse J.E. Larsen var søn af ølhandler Knud Larsen fra Føllenslev Sogn,Holbæk Amt og Karen Sophie født Hellebracht, datter af bødker og skibstømrer Ephraim Hellebrach. af Danzig, er født i København 11. februar 1799 i kælderlejligheden på Nytorv nr. 17. Larsen har senere en gang lejlighedsvis over for Orla Lehmann mindedes "det fugtige og mørke Hul", hvori han havde tilbragt sin barndom. I samme hus fødtes syv år senere Ludvig Christian Müller, der i sine efterladte optegnelser med stor beundring mindes Larsens færdighed i at lave legetøj og hans oplivende underholdning. Omkring år 1814 flyttede Knud Larsen til Nytorv nr. 2, der ejedes af M.P. Kierkegård, som derved blev ikke blot hans husfælle, men også hans omgangsfælle, i det Larsens familie endnu bevarer mindet om de livlige diskussioner mellem dem. Dette stemmer ganske med, hvad J.E. Larsen selv beretter om faderens åndelige opvakthed, og moderen siges at have været en meget energisk natur, der kraftig ansporede sønnens medfødte flid og lærelyst. Trods de trange kår i hjemmet, hvor der var tre døtre foruden sønnen, sattes denne derfor til bedre uddannelse i et privat institut og blev derved tidlig sat i stand til helt at sørge for sig selv. Efter at han i 1 1/2 år havde arbejdet som ekstraskriver i generaltoldkammer- og kommercekollegiet, ansattes han i maj 1815 som ekstraskriver ved Københavns politiret med løfte om at blive indstillet til kopist ved retten, når han havde taget juridisk eksamen for ustuderede, hvilken han bestod i okt. 1816, hvorpå han 11. december samme år efter Anders Sandøe Ørsteds indstilling udnævntes til kopist ved politiretten og politiets øvrige forretninger og i november 1818 til fuldmægtig. I det følgende år dimitteredes han privat af student Andreas Gottlob Rudelbach til eksamen artium og bestod året efter den filosofiske prøve, hvorpå han af lic. juris Johan Christian Kall manuduceredes til den fuldstændige juridiske embedseksamen, hvis teoretiske og praktiske del han bestod 1825. Derefter avancerede han 1826 til politisekretær og 1828 til politiassistent i Borgergades station, hvorfra han efter tre års tjeneste overgik til Universitetet.
Ansættelse som professor Samtidig med at han varetog sine forretninger i politiet på den udmærkede måde, hvorom hans overordnedes erklæringer over hans ansøgninger bære smigrende vidnesbyrd, og medens han forberedte sig til den fuldstændige juridiske embedseksamen, havde han nemlig fundet sin rette virkekreds inden for retsvidenskabens område og med sin ualmindelige energi kastet sig over retshistoriske studier. Alt i året 1825 udkom, med Janus Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinges undersøgelser som udgangspunkt, hans Yderligere Undersøgelser om Christian II’s Love; og derpå fulgte i 1827-28 de helt igennem klassiske Bidrag til de gamle danske Provinsiallovbøgers Historie, Larsens ypperste arbejde, som med ét slag befæstede hans videnskabelige ry, og som selv efter Dahlmanns vidnesbyrd ville være en pryd for ethvert lands litteratur. Det var herefter en selvfølge, at man, så snart lejligheden frembød sig, søgte at vinde forfatteren for fakultetet, og 8. november 1831 udnævntes han derfor til professor ekstraordinær i lovkyndighed med 1000 rigsdaler i lønning, hvilket var en nedgang i hans tidligere lønning af 100 rigsdaler årlig. 1836 udnævntes han derefter til professor ordinær og assessor i konsistorium med 1400 rigsdaler i lønning, hvorved han sattes i stand til efter en mangeårig forlovelse at indgå ægteskab 11. november 1837 med Caroline Holm (1808 – 1891), datter af gadekommissær L.A. Holm. I denne sin professorstilling forblev han, indtil han 30. juni 1856 udnævntes til justitiarius i højesteret, efter at han alt 1839 var bleven udnævnt til ekstraordinær assessor i samme ret. Den store anseelse, Larsen nød ved universitetet, gav sig vidnesbyrd i, at han alt i 1838-39 valgtes til dets rektor, hvortil han senere to år i træk genvalgtes 1853-55. Der nedsattes ikke nogen komité til vigtige sagers overvejelse, uden at Larsen indvalgtes deri, og den i hans samlede skrifter trykte betænkning over universitetets retsforhold til Trinitatis Kirke står som et slående vidnesbyrd om det udmærkede arbejde, han udførte i dem, ligesom han end videre beklædte de akademiske tillidshverv som inspector qvæsturæ og medlem af stipendiebestyrelsen. At han tillige i 1850 valgtes til efor for den arnamagnæanske stiftelse, var en følge af den levende interesse for den historiske videnskabs fremme, som han på mange måder lagde for dagen, i det han i 1836 blev medlem af det kongelige danske selskab for fædrelandets historie og sprog, i 1839 var medstifter af den danske historiske forening, i hvis bestyrelse han sad fra dens stiftelse til sin død, fra 1853 som formand, og i 1839 valgtes til formand for det historisk-genealogiske selskab. Endelig blev han i 1841 optaget som medlem af det kongelige danske videnskabernes selskab. 1850 udnævntes han til etatsråd, 1856 til konferensråd.
Valg til stænderforsamlingen Ved stænderforordningen havde kongen forbeholdt sig ret til at udnævne en professor ved universitetet til medlem af stænderforsamlingen, og det var et yderligere bevis på den fremragende stilling, Larsen i kort tid havde vundet ved universitetet, at kongens valg i 1841 faldt på ham som afløser for Joakim Frederik Schouw. Med dette valg begyndte Larsens politiske løbebane, som med en kort afbrydelse fra 27. august 1854, da han nedlagde sit mandat som landstingsmand under konflikten med Ministeriet Ørsted, indtil 20. juni 1855, da han genvalgtes, fortsattes indtil hans død, 16. november 1856. Stor og almindelig var sorgen over hans forholdsvis tidlige bortgang, og den gav sig talende vidnesbyrd ved hans jordefærd i Frue Kirke; thi hans person og virken havde i en sjælden gradvundet ham samtidens højagtelse.
J.E. Larsen blev valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i Københavns 7. distrikt og var med i Rigsforsamlingens grundlovsudvalg. Han var medlem af Folketinget valgt i Københavns 3 valgkreds ved kåring fra 4. december 1849 til 27. maj 1853. Han var medlem af Landstinget valgt i 1. kreds fra 3. juni 1853 til 27. august 1854 og valgt i 10. kreds 20. juni 1855 til hans død 17. november 1856. Han stillede i 1855 også op i 1. og 2. kreds og blev tillige valgt i 1. kreds, men valgte at repræsentere 10. kreds.
I sine yngre dage havde han efter sagnet et ganske livligt væsen, og endnu i senere tider kunne han vise sig ungdommelig indtil barnlighed. Under en langtrækkende debat i Folketinget var der en taler, hvis af vigtighed struttende, indholdstomme foredrag fremkaldte en nysen, hosten, hyssen og larmen, som formanden forgæves søgte at dæmpe, og Larsen, den alvorlige universitetslærer, sneg sig da hen i en vinduesfordybning, hvor han, uden for formandens synskreds, ivrig klappede med et par træbrevpressere. Men til daglig var han, alt som årene lede, bleven mere og mere indesluttet, ordknap, næsten sky, og hans ansigts udtryk havde fået noget strengt og afvisende ved sig. Han lagde heller ikke fingrene imellem, når han mødte tomme fraser eller anmassende uvidenhed, men kunne da være ligefrem ubarmhjertig, og netop ved den umiddelbarhed eller naivitet, som prægede hans ord og optræden, blev hans slag da af knusende virkning. Men bag den ru skal gemte sig dog et blødt og elskværdigt sind. Han var elskværdig og velvillig mod enhver ærlig overbevisning og ethvert redeligt arbejde. Blev han varm for en sag, var det næsten, som om han skiftede væsen, og i sådanne bevægede øjeblikke fløde da ordene let fra hans læber, medens han i almindelighed talte stødvis og stammende, med idelige gentagelser. Men disse udvortes mangler ligesom svandt bort under indtrykket af hans hele personlighed; den bar nemlig et slående præg af ærlighed, sanddruhed og vederhæftighed, og hans hele offentlige virke viste sig båret og bestemt af en ved grundig overvejelse vundet sand og sikker overbevisning, som han lige så ærlig og kraftig gjorde gældende, om end han, som i forslaget om Rigsdagens sammensætning, kom til at stå alene. Allerede deri må man se en hovedgrund til den stadig stigende tillid, som han nød. Dertil kom så den jernflid, som Larsen udfoldede hele sit liv igennem. Arbejdet var hans livslyst. Bortset fra den omgang, som hans offentlige virke medførte, levede han stille i hjemmet, i den nu forsvundne professorresidens i Fiolstræde, mest i biblioteket, om hvis rigdom på juridiske, historiske og sproglige værker den trykte katalog bærer vidnesbyrd. Der sad han år ud og år ind fra tidlig morgen til sildig nat. Aldrig unddrog han sig noget hverv, som med rimelighed kunne pålægges ham, og hvad han påtog sig, udførte han med en aldrig svigtende grundighed og samvittighedsfuldhed; thi Larsen skrev eller talte ikke, førend han var nået frem til fuld klarhed og sikkerhed i opfattelsen af en sag, om end det mangen gang kostede ham en langvarig og møjsommelig kamp at nå dertil. Når så dertil føjes "den rige Kundskabsfylde, den skarpe Dømmekraft, den sluttede Bevisførelse og den klare Fremstilling", hvorom alle hans arbejder bære vidnesbyrd, er det forståeligt, at han i den akademiske som i den politiske verden vandt en alsidig anerkendt, fremragende plads.
J.E. Larsens juridiske virksomhed