Den sjette HMS Dreadnought i Royal Navy var et slagskib, der revolutionerede det sømilitære styrkeforhold, da den kom i tjeneste i 1906. Dreadnought stod for et så markant fremskridt i sømilitær teknologi, at dens navn blev synonymt med en hel generation af slagskibe, "dreadnoughts", samtidig med, at de skibe, den gjorde forældede, blev betegnet som før-dreadnoughts (engelsk: pre-dreadnoughts). Det engelske ord "Dreadnought" kan oversættes til "Frygt intet".
Dreadnought var det første slagskib i sin tidsalder med store kanoner, der alle havde samme kaliber, frem for den hidtidige praksis med nogle få svære kanoner og et antal mindre kraftige. Den var også det første større krigsskib med dampturbiner, og var det hurtigste slagskib i verden, da den indgik i Royal Navy.
Bygningen af den satte gang i et omfattende flådekapløb, idet alle de store flådemagter, især Det Tyske Kejserrige, kastede sig ud i byggeprojekter for tilsvarende skibe. Våbenkapløbet fortsatte helt frem til 1. verdenskrig. Hacker (2005) p. 256–257
Baggrunden Slagskibe havde på den tid typisk fire store kanoner, opstillet i et dobbelttårn for og agter, samt et antal mellemsvære og lette kanoner placeret langs skibssiden, ofte i pansrede tårne eller i kasematter. Denne bevæbning gav adskillige ulemper: Kanonerne langs siden kunne kun skyde til deres egen side, hvorimod kanoner langs centerlinjen kunne skyde til begge sider. De mange åbninger til kanonerne i kasematter udgjorde en risiko for indtrængning af vand i hårdt vejr. Desuden havde hver kanonstørrelse sin egen ballistiske profil, hvilket gjorde skydningen kompliceret, især når man skulle holde øje med granaternes nedslag på havoverfladen. Enten skulle de lettere kanoner vente på, at de langsomme svære kanoner blev affyret og observeret, og så mistede de fordelen ved deres skudhastighed, eller også skød alle på samme tid, hvilket gav stor usikkerhed omkring afstandsmålingen og indstillingen af sigtet.
I 1884 opfandt Charles Parsons dampturbinen, og dermed blev det muligt at øge skibenes hastighed væsentligt. Han demonstrerede det med en selvbestaltet opvisning af sit 34 knob hurtige skib Turbinia ved flådeparaden i Spithead i 1897. Efter flere afprøvninger, og efter at der var bygget to turbinedrevne destroyere, Viper og Cobra, bestemte Royal Navy i 1905, at man for fremtiden ville satse på dampturbiner.
"Kun store kanoner" Ideen om krigsskibe udelukkende med store kanoner, der kunne affyres på lang afstand, synes at være opstået på baggrund af truslen fra torpedoen, der efterhånden var blevet et effektivt våben også på mellemlange distancer. Den italienske skibskonstruktør Vittorio Cuniberti præsenterede første gang konceptet om et slagskib, udelukkende med kraftige kanoner i 1903 (selv om den britiske admiral Jacky Fisher påstod, at han havde fået ideen i år 1900). Da den italienske marine ikke ønskede at gøre brug af hans ideer, skrev Cuniberti en artikel til Jane's Fighting Ships, og redegjorde for sit koncept. Han foreslog et "ideelt" fremtidigt british slagskib på 17.000 tons, med et bestykning på 12 styk 30,5 cm kanoner, med 305 mm panser og med en hastighed på 24 knob.
thumb|left|260px|Før-dreadnoughts som det japanske slagskib Mikasa deltog i den russisk-japanske krig. Illustration fra Jane's Fighting Ships 1906-07 Udviklingen i Japan 1904–1905 Den Russisk-Japanske krig i 1904-1905 leverede operationelle erfaringer, der kunne underbygge ideen. Den russiske flåde blev afgørende slået i søslagene under krigen, specielt i slaget ved Tushima i maj 1905. Den japanske flåde rådede over moderne slagskibe, fortrinsvist designet af britiske konstruktører. Begivenhederne i søslagene bekræftede over for omverdenen, at kun de største kanoner var effektive i søkrigsførelsen. I designet af slagskibe havde der været en tendens til, at de sekundære kanoner blev større, og det gjorde observationen af granatnedslag sværere, når man skulle skelne mellem de primære og de sekundære kanoner. Slaget ved Tsushima gjorde det klart, at de store kanoner gjorde langt mere skade end de mellemsvære. I tilgift viste slaget, at det var muligt at kæmpe på større afstande end de cirka 11 km, der var den typiske rækkevidde for de sekundære kanoner. Både i USA, Japan og England indså man betydningen af disse erfaringer, og man begyndte at udvikle designs for skibe, der udelukkende havde svære kanoner. I slaget ved Tsushima havde Royal Navy fået lov til at sende observatører med om bord på de japanske skibe. Deres rapporter om slaget blev sendt til Admiralitetet i London, og de indgik i det beslutningsgrundlag, der førte til bestillingen af Dreadnought i oktober 1905.
Den japanske flådes Satsuma var det første slagskib i verden, der blev designet (1904) og påbegyndt (15. maj 1905) som et slagskib kun med store kanoner, fem måneder før Dreadnought. Men på grund af mangel på kanoner måtte japanerne nøjes med 4 styk 30,5 cm plus et antal knapt så kraftige, i stedet for de 12 styk 30,5 cm, der var planlagt.
Udviklingen i USA I USA blev der også arbejdet med planer om skibe med ensartede store kanoner, blandt andet inspireret af søofficeren William Sims. Der fremkom et design for de to slagskibe af South Carolina klassen, og det blev fremsendt til Kongressen i 1904. De amerikanske politikere havde ikke travlt. Skibene blev bevilget i foråret 1905, men de blev ikke påbegundt før i efteråret 1906, da Dreadnought næsten var færdig. South Carolina-klassen havde alle deres kanontårne på centerlinjen, og de undgik dermed de side-tårne, briterne havde valgt. I modsætning til Dreadnought brugte de traditionelle tre-gangsmaskiner i stedet for de nyere og kraftigere dampturbiner.
thumb|left|260px|Dreadnought fotograferet tidligt i karrieren, omkring 1906 Udviklingen i Storbritannien Det blev Storbritannien, hvor admiral Fisher blev flådechef i 1904, der tog føringen. Fishers designkomite, der blev nedsat i december 1904, havde blandt andet chefen for flådens konstruktionsafdeling og andre af flådens ledere som medlemmer. Fra denne komite udsprang designet for Dreadnought. For at få de skibe, han ville have, var Fisher nødt til også at få dem til at virke finansielt attraktive, og det gjorde han ved at påstå, at de ville blive billigere at bygge og at anvende end de eksisterende skibe i flåden. Dreadnought blev køllagt og bygget i hidtil uhørt tempo på det kongelige skibsværft i Portsmouth. Den blev påbegyndt 2. oktober 1905,Gardner (1985) s. 21 og var færdig bare 14 måneder senere i december 1906 (I følge Conway's, blev en værftsprøve i oktober 1906 af publicity-grunde udråbt som om skibet var færdigt, og derved kunne man officielt fremføre den ofte citerede påstand, at skibet var blevet bygget på ét år og én dag,se for eksempel Hough (1975) s. 22). Fisher gik oprindeligt ind for, at Royal Navy skulle være baseret på ubåde og hurtige torpedobåde, men han neddæmpede senere disse ret revolutionære ideer, og fremførte i stedet en vision om hurtige slagkrydsere med store kanoner, med både skudkraft og fart nok til at kæmpe mod slagskibe og krydsere, selv om de havde noget mindre panser end slagskibene. Fisher mente, at fart var et bedre forsvar end panser. Selv om ideen om slagkrydsere blev populær i årene frem mod 1. verdenskrig, blev Fisher alligevel tvunget af Admiralitetet til at opbygge en flåde, der primært bestod af slagskibe af dreadnought-typen.
Teknologien right|thumb|260px|Plantegning af HMS Dreadnoughtfra The Naval Annual 1913.
Konceptet var simpelt, og det havde været under overvejelse blandt de sømilitære planlæggere i nogle år. Dreadnought skulle anvende dampturbiner i stedet for de gamle tre-gangsmaskiner, der havde været brugt i næsten alle de foregående skibe, og dermed skulle den kunne nå op 21 knob. Med den fart kunne den løbe fra alle eksisterende slagskibe med samme ildkraft, og den havde mere skudkraft end alle de skibe, der var hurtigere. Undervandsbåde bekymrede man sig ikke om på det tidspunkt. Da den var beskyttet mod mindre skibe, behøvede man ikke det mellemsvære skyts langs skibssiden, og fik derfor plads til kanontårnene til de store kanoner. Til beskyttelse mod små hurtige skibe som destroyere og torpedobåde blev der opstillet et antal lette, hurtigtskydende kanoner, i åbne affutager med stort skudfelt.
Dreadnought havde fem dobbelttårne. Tre af tårnene var anbragt langs skibets centerlinje, med et forude (A-tårnet) og to agterude (X & Y-tårnet). Desuden var der to sidetårne (P & Q-tårnet) anbragt på hver sin side af broen, med et skudfelt, der kun omfattede deres egen side af skibet. Man havde fravalgt at placere alle tårne på centerlinjen, fordi de der var frygt for, at tårnene så ville komme til at stå så tæt sammen, at de kunne beskadige hinanden, når kanonerne blev affyret. Denne frygt viste sig nu senere at være ubegrundet. Dreadnought kunne affyre en bredside på otte kanoner, og kunne affyre otte kanoner agterud og seks kanoner forud, men der var en del begrænsninger i skudfelterne. Kanonernes opstilling i Dreadnought betød, at skibet aldrig kunne rette alle ti svære kanoner mod ét mål. På skibets konstruktionstidspunkt havde Jacky Fisher fået gennemført, at skydning for- og agterud skulle betragtes som vigtigere end bredsiden, og dette koncept blev også brugt i designet af slagkrydserne og i de efterfølgende skibsprojekter.
I de senere britiske slagskibe, fra og med de såkaldte "superdreadnoughts" af Orion-klassen, brugte man en etageopstilling, hvor tårnene var hævet over hinanden, og alle var placeret på centerlinjen. Der blev også installeret flere lette kanoner, ikke til offensivt brug, men til forsvar mod destroyerne, der i disse år blev stadig større og farligere. left|thumb|260px|To 30,5 cm kanoner Mk X i dobbelttårn. På taget af tårnet står to hurtigtskydende 76 mm kanoner
De skibe, Dreadnought kunne forvente at møde i kamp, kunne kun mønstre fire kanoner af tilsvarende størrelse, samt en del kanoner med kortere rækkevidde. Opgaven for Dreadnought var at indlede kampen, når dens egne kanoner var inden for skudvidde, og derefter holde sig uden for de mindre kanoners rækkevidde. På den måde ville den have langt mere effektiv skudkraft end de ældre slagskibe.
Brugen af samme kanontype gjorde det langt nemmere at justere skydningen. Da alle kanonerne havde samme ballistiske egenskaber, ville granaterne fra en skudsalve lande samtidigt i et mønster omkring målet. Hvis nedslagene kunne ses til venstre eller højre for målet (eller for kort eller langt), kunne man justere den næste salve for at få et bedre resultat. På skibe med blandet kanonarmering var dette en langt sværere proces, fordi nedslagene kom på forskellige tidspunkter, og man ikke rigtig kunne være sikker på, hvilke kanoner nedslagene stammede fra.
Dreadnought var et af de første skibe i Royal Navy, der fik instrumenter, som via el-ledninger kunne transmittere oplysninger om afstand og skudvinkel til kanontårnene, så man ikke længere var afhængige af de taletragter og rør, der havde vist sig at være ineffektive i kamp.Under den russisk-japanske krig betød beskydningen, at rørene enten blev skudt væk, eller også gjorde den det umuligt at høre, hvad der blev råbt. Ildledningsudstyret bestod af det nævnte transmissionsudstyr til tårnene, samt en urskive, der løbende viste afstanden mellem Dreadnought, og det skib, man sigtede på. Disse instrumenter var anbragt i transmissions-stationen ("T/S" i Royal Navy sprog), og den befandt sig i hjertet af skibet, godt gemt bag panser. Brooks (2005) p. 44