Halvstudert røver er et norsk og dansk uttrykk som opprinnelig kommer fra Ludvig Holbergs skuespill Peder Paars fra 1719. Det er også brukt av Henrik Ibsen i De unges Forbund fra 1869 og er i Norge like kjent derfra. «En halvstudert røver» er en person som er virksom i et fag, men som har dårlig faglig bakgrunn, en dilettant.

«En halvstudert røver» var lavt ansett og likestilt med en seminarist og narr. «Seminarist» var en gammel betegnelse på en jordbruksskoleelev («seminar» betyr opprinnelig «planteskole»), og på 1880-tallet presenterte en akademiker - visstnok en distriktslege i Finnmark - ordet som «semi-narr», som om lærerelever skulle være dårligere enn andre studenter.Egil Frøyland: Verpekassen (s. 100), Pax forlag, ISBN 82-530-0598-9 Ordet ble da brukt om lærerskoleelever og folkeskolelærere i nedsettende betydning, synonymt med «halvstudert røver». I 1902 ble det vedtatt en ny lov om lærerutdannelse hvor navnet «seminar» ble endret til «lærerskole» i håp om å få vekk betegnelsen «seminarist».

Holbergs halvstuderte røver fra 1719 Ludvig Holberg hadde kjent en «halvstudert røver» av en huslærer i sin tid på Fron prestegård, og han hadde nørt kraftig opp under Holbergs livslange og trofaste hat til latinsk drill. Uttrykket «halvstudert røver» stammer fra Ludvig Holbergs Peder Paars første bok tredje sang. Peder Paars og hans mannskap kom i kamp med noen røvere. Etter at kapteinen var drept av røverne, inngikk Peder Paars fred med dem. Kokken hadde også desertert og ble stilt for krigsrett. Fordi de hadde inngått fred, ble tre røvere inkludert i krigsretten som dømte kokken til døden. Kokken ble derfor ført til retterstedet, og siden ingen av Peder Paars' folk sa seg villig, tilbød en av røverne seg som prest for den dødsdømte. Denne røveren karakteriseres som «en halv-studeret og en halv-lærd Røver». Profossen var uvant med sin oppgave som bøddel og hugget ham med sverdet fremdeles sittende i skjeden. Kokken overlevde, men var ikke selv klar over det, og truet med å spøke for rettspresidenten. Etter en del diskusjon om en krigsrett som kan ta liv, også kan gjenopplive, kom Peder Paars frem til at syllogismen er falsk, og at man ikke kan kurere galskap med krigsrett, men det kan en omgang med en stokk.

Strax Freden sluttet var, man lod Niels Hansen stævne, som over sligt af Frygt fast færdig var at revne. man for at dømme ham formerede en Ret paa Marken, som man stod. Det er mig ikke let, min Pen er altfor sløv, her kraftig at beskrive (medmindre Musæ mig vil mere gundstig blive) et Syn saa angenem; se Dommere at staa på slette aaben Mark, med bare Skjorter paa Oprigtigheden selv man pleijer forestille i saadan yndig Dragt. Gid hver en Dommer vilde kun følge vores Helt, i hannem spejle sig, i simpel ærlighed kun være hannem lig ! ... ...

Man derpaa Synderen til Rettersteden førte. Hans ganske Invold da af Angst sig i ham rørte. Han tvang sig dog med Magt at sige disse Ord: O! er der ingen Præst paa denne Verdens Jord, der mig her trøste kan, der for min sjæl kan bede? Strax Peder Paars befol, man skulde en udlede, som bok-lærd var, og som ham trøste kunde bedst; men ingen af hans Folk her vilde være Præst. Omsider gav sig an en halv-studeret; han sagde; Synder! hør, du dig ej mer bedrøver! Jeg for vor Præst Hr. Niels har præket meget tit; det falder mig hel let, jeg agter det kun lidt. Jeg ved ej bedre Text, som jeg her kan forklare for dig i denne Sttand, i denne store Fare, end den, jeg prækede for ham forgangen Høst; enhver, i Kirken var, sig deraf fant stor Trøst. Jeg Textens Ord har glemt. Dog det vil intet sige; det kan jeg sværge, at den haver ej sin Lige. Vor avindsyge Degn har stedse fra den Tid set surt paa mig. Men om han mild er eller blid, det skøtter jeg ej stort; jeg kan mit PUnd ej grave i Jorden for hans Skyld, jeg maa det saadan lave, at jeg blir kendt af Folk. Jeg altid er saa god som Degnen; det jeg tør ham sige, om han stod selv med i denne Kreds. Mon han vel turde sige, jeg bør, for han er Degn, et Fodsbred for ham vige? Hvad bilder han sig ind, den Drukkenbolt, det Fæ? En ærlig Mand som jeg - - Ach væ mit ene Knæ!

Den indgang er for lang! begyndte Niels at skraale; at sitte længer saa han kunde ikke taale. Da Peder Paars befol, han skulde gøre kort; thi Dagen stakket var, man matte rejse bort.

Strax røveren brød af, og sagde: Nu vi ville til slutning med et Ord dig kun for Øjne stille dit Lives Korthed, og da du skal engang dø. Det bedre for Dig er paa Landet end paa Sø at hvile dine Ben; her kan du Gravsted have for dig og dine Børn, Peer Paars kan det saa lave. Du est bedrøvet, at du maa ej leve mer; men, naar du tænker kun lidt efter, at det sker dig selv til Nytte, da du maa dig heller fryde; nu blir du anden Kok, nu udi anden Gryde du koge skal; du har at vente saadan Løn.

Vær kun frimodig, og gør en andægtig Bøn ! Da Kokken sagde; Ach ! hvi lod jeg mig forføre til denne store Synd ! Skam faa du, Skipper Børre !

Profossen, paa de Ord, da han slig Andagt saa, han tænkte: Nu er Tid, hans Hoved fra ham slaa. Men, som han ikke vant var Fanger at aflive, saa lod han Sværdet smukt i Skeden staa og blive, og hug saa adermed til. Niels faldt paa Jorden ned som død, men ganske hel. Profossen blev beleed af Øens Folk, som sligt et Værk paa Fingre vidste, enhver af Latter fast var færdig til at briste. Da raabte Peder Paars: Han utsaat har sin Ret, han skal løsgive. Men det var dem ikke let, med Ord og Trusler at faa Kokken af de Tanker, han var jo død. I Mænd! mig intet mere anker, han sagde, end at I vil gøre mig Fortred i andet Liv. I er ej mer min Øvrighed. Jeg Eders haarde Dom at hævne nu skal søge, i Presidentens Hus skal alle Nætter spøge. Om jeg en ærlig Mand, et ærlig Spøgels er, af Dommerne jeg smukt betale skal enhver.

Man brugte da al Flid, man sparte ingen Møje, at bringe ham derfra. Han agted slikt kun føje. Jeg ved jo, sagde han, at mig en Krigs-ret har fordømt; skønt jeg er død, er jeg dog ingen Nar. Jeg har det ikke glemt; det var ej udi Laaret jeg Hugget fik, men her, jeg føler endnu Saaret. Jeg kommer alt ihu, som det var sket i Nat: Peer Paars var Præsident, Peer Skriver saa jeg sat Protocollen, man ham Auditeur da kaldte, tre Røvere, jeg ved, da Dommers Amt forvalte; en halv-lærd Røver mig en slig Lig-Præken holdt, som staar nok i min Hals, som gjorde Blodet koldt. I bilder mig ej ind, at jeg nok er i Live; en Krigs-Ret har mig dømt; en Krigs-Ret kan mig give alene Liv igen. Hvis samme Ret ej vil sligt gøre, vil jeg tro, jeg aldrig mer er til.

Peer Ruus, som Kokkens Ord da agtede hel nøje, han sagde: Præsident! skal vi ham deri føje? Skal vi ham Liv igen tildømme ved en Ret? Mig synes, at man kan ham deri føje let.

Den kloge Peder Paars, som alting overlagde, med stor betænksomhed til Skriveren da sagde: Den Sag er underlig! Jeg ej begribe kan, hvor Retten Liv igen kan dømme i en Mand.

Vist! sagde Peder Ruus, den Ret, som kan aflive, kan ene, om den vil, ens Sjæl tilbage give. Exempli gratia, den samme gode Ven, som tog min Vest, han kan jo give den igen.

Sandt nok! han svarede, men blev saa hovedsvimlet af saadant Argument, at han nær havde trimlet. Dog sagde han; Jeg maa betænke mig end lidt; paa saadan vigtig Sag man pønser ej for tit. Exempli gratia: den, mig en Vest fratager, kan give den igen, om det ham saa behager; det finder jeg er sandt, ja ganske rent og plat. den Syllogismus kan og gjøres om min Hat. Det synes være ret, er ikkun dog en Fynte, med Syllogismer, tror jeg, Fanden først begyndte. Jeg var i Kæbenhavn forgangen paa en Sal, som kaldes Studi-Gaard; jeg var nær bleven gal af meget sælsom Snak og Tale, jeg der hørte. Det syntes være godt. Den Ven som mig der førte, hvis Navn Magister var, 1 paa Dansk mig sagde lidt, hvoraf jeg kunde se, man gjorde sort til hvidt. Slig Snak mig syntes da han kaldte Syncretismus; men jeg har siden lært, det hedder Syllogismus. Vil og min Secreter med sligt mig gøre blind? Exempli gratia vist Fanden gav ham ind, Exempli gratia er Snak og falsk til Prikke, skønt hvori det bestaar, jeg strax begriber ikke. Man ej curere maa med Krigs-Ret, men med Stok, en Mand der Galskab slig lar se som denne Kok.

Saa vidste da min Helt sig heri at besinde; fast ingen Ting, hvor mørk, var mægtig at forblinde den højoplyste Paars. Man en Professor kan med Syllogismer slaa, langt mer en anden Mand, der ej studere har. Saa undgik han den strikke; i alle slige Ting han vidste sig at skikke. Hvis sligt ej hindret var af hannem denne Gang, det ej en liden Plet i min heroisk Sang mig havde gjort. Det er mig ingen ringe Glæde, at denne Sag saa gik; thi jeg kan ikke kvæde en ting paa anden Vis, end den tildraget er: jeg er i slige Ting og andet noget sær.

Fra Ludvig Holbergs Peder Paars første bok tredje sang.

Ibsens halvstuderte røvere i 1869 Ibsen skriver i De unges forbund i fjerde akt at Stensgård sier om halvstuderte røvere og seminarister:

I en mer moderne språkdrakt er dette omskrevet til:

Halvstuderte røvere ved Det Kongelige Fredriks Universitet Å være en halvstudert røver var nedsettende og i studenterlivet i Kristiania ble de kalt Præler. Præliminaristerne («prælerne») var de studenter som ikke behøvde kunnskaper i latin og de ble møtt med den samme forakt som senere tiders akademiske borgere hadde overfor «seminarister og halvstuderte røvere».

Å bli forvekslet med en «præl» var for en student en fornærmelse. De protesterte derfor gjentatte ganger i Samfundsbladet mot å få skylden for «Prælernes» utskeielser.

Dostojevskijs halvstuderte røver I den første oversettelsen av Dostojevskijs roman Forbrytelse og straff blir en av personene lite respektfullt omtalt som halvstudert røver.

Senere oversettelser bruker tilsvarende like nedsettende karakteristikker. I oversettelsen til Jan Brodal er dette oversatt med « Han var en av denne mangehodede og brogede skare av vrøvlekopper, aborterte misfostre og halvdannede viktigpaver som tror de vet alt, denne legion som straks og på et blunk tilslutter seg enhver idé som er på moten, for så umiddelbart å vulgarisere den og på denne måten like så hurtig lage en karikatur av alt det som de i noen tilfeller mener seg å tjene på den mest oppriktige måte. »

I Ivar Digernes oversettelse heter det: «Tross alle disse egenskapene var Andrei Semjonovitsj alt i alt et innskrenket menneske. Han var en lidenskapleig tilhenger av fremskrittet og «vår unge generasjon» og hørte til den talløse, brokete hærskare av tomme hoder, mislykte eksistenser og halvstuderte, stormannsgale individer som straks stimler sammen om enhver moteidé som slår an, straks forflater den og gjør den til en karikatur selv om de undertiden tjener den med oppriktig hengivenhet. »

C. Fosse bruker i sin oversettelse ordene: «Tross alle disse egenskaper var Andrej Semenovitsj i virkeligheten innskrenket. Han hadde av lidenskap sluttet sig til fremskrittet og «vår unge generasjon». Han var en av denne talløse, brokete legion av flaue personer, svake misfoster og halvstuderte, innbilske mennesker, som øieblikkelig ubetinget slutter sig til den idé der er på moten for straks å gjøre den flau og forvandle den til karikatur, og dog har de undertiden tjent den i oriktig hensikt.»

Andre halvstuderte røvere