thumb|Officielt flag for NSDAP (1920-1945) og Det Tredje Rige (1933-1945). Nationalsocialisme eller nazisme, som er en forkortelse af det tyske Nationalsozialismus (nogle gange forkortet "NS"), er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen, men er dog alligevel væsensforskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære, mens fascismen hellere fremhæver kulturel overlegenhed (via det gamle romerrige). Nationalsocialismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selvom andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betegne nationalsocialismens fremkomst i 20'ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, antikapitalistiske og antimarxistiske grupperinger.
Begrebet nazisme er historisk set uløseligt knyttet til partiet NSDAP, det såkaldte nationalsocialistiske tyske arbejderparti, og det diktatoriske "tredje rige" partiet skabte i Tyskland mellem 1933 og 1945, som blev opløst med afslutningen på anden verdenskrig. Nazismen betragtes ofte som en form for fascisme. Selv om nazismen inkorporerer elementer fra både venstre- og højreorienteret politik, dannede nazisterne de fleste af deres alliancer til højre.Fritzsche, Peter. 1998. Germans into Nazis. Cambridge, Mass.: Harvard University Press; Eatwell, Roger, Fascism, A History, Viking/Penguin, 1996, pp.xvii-xxiv, 21, 26–31, 114–140, 352. Griffin, Roger. 2000. "Revolution from the Right: Fascism," chapter in David Parker (ed.) Revolutions and the Revolutionary Tradition in the West 1560-1991, Routledge, London. Nazisterne var én af flere historiske grupper, der brugte udtrykket nationalsocialisme til at beskrive sig selv, og i 1920'erne blev de den største gruppe. Nazi-partiet fremlagde sit program i deres Nationalsocialistiske 25-punktsprogram i 1920.NSDAP's partiprogram (engelsk version) Blandt de centrale elementer i nazismen var antiparlamentarisme, Pan-Germanisme, racisme, kollektivisme,Davies, Peter; Dereck Lynch (2003). Routledge Companion to Fascism and the Far Right. Routledge, p.103. .Davies, Peter; Dereck Lynch (2003). Routledge Companion to Fascism and the Far Right. Routledge, side 103. . racehygiejne, antisemitisme, antikommunisme, diktatur og modstand mod økonomisk og politisk liberalisme.Hayek, Friedrich (1944). The Road to Serfdom. Routledge. .Hoover, Calvin B. (March 1935). “The Paths of Economic Change: Contrasting Tendencies in the Modern World”, The American Economic Review, Vol. 25, No. 1, Supplement, Papers and Proceedings of the Forty-seventh Annual Meeting of the American Economic Association, siderne 13–20.Morgan, Philip (2003). Fascism in Europe, 1919–1945. Routledge, side 168. .
I 1930'erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse, men snarere en (hovedsagelig tysk) kombination af forskellige ideologier og filosofier, centreret omkring nationalisme, antikommunisme, antiliberalisme, traditionalisme, socialdarwinisme (ikke at forveksle med den videnskabelige neo-darwinisme) og betydningen af "race-renhed". Grupper såsom Strasser-brødrene (Otto Strasser og Gregor Strasser) og Die Schwarze Front, var en del af den tidlige nazistiske bevægelse. Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten, og hvad de opfattede som en jødisk / kommunistisk sammensværgelse, med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørende for dannelsen af ideologien og dens kritik af efterkrigstidens Weimar Republik. NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.
Som en reaktion på ustabiliteten skabt af den store depression søgte nazisterne "en tredje vej" styret af en økonomi, der hverken var kapitalistisk eller kommunistisk.The Nazi Economic Recovery, 1932-1938 R. J. Overy, Economic History SocietyFrancis R. Nicosia. Business and Industry in Nazi Germany, Berghan Books, p. 43 Det nazistiske styre udløb effektivt den 7. maj 1945, også kendt som VE-dag, den dag nazisterne ubetinget overgav sig til de allierede styrker, som overtog Tysklands administration indtil Tyskland kunne danne sin egen demokratiske regering.
I dag er nationalsocialismen som ideologi forbudt i Tyskland, selv om rester af tilhængere og opblomstringer af både pseudonazistiske, men også egentlig nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme, på tysk Neonazismus.
Etymologi
thumb|Hitlers bog Mein Kampf udgjorde fundamentet for den nationalsocialistiske ide.
Det danske ord nazisme har oprindelse fra det tyske Nazi, der er en kortform af Nationalsozialismus, som betyder nationalsocialisme, som skulle referere til en national tysk socialisme i modsætning til den internationale socialisme eller den internationale arbejderbevægelse, populært kaldet kommunisterne.
Udbredelsen af ordet er også påvirket af det engelske nazism. Oprindelsen af det danske ord nazist er forkortelsen Nazis som i Tyskland blev brugt som et slangudtryk for tilhængerne af nationalsocialismen, egentlig en analogi til Sozi, et nedsættende slangudtryk for socialist. Kozi blev brugt om kommunister.
Historisk baggrund
Nationalsocialismen opstod i Tyskland omkring 1920 i partiet Deutsche Arbeiterpartei (DAP), og blev op til magtovertagelsen i 1933 nærmest identisk med partiets og Tysklands leder Adolf Hitler. Men nazismen trak i stor grad på allerede tilstedeværende folkelige bevægelser og tysk-nationale strømninger i det tyske samfund, hvor racisme, militarisme, socialdarwinisme, nationalisme og imperialisme i tiden omkring århundredeskiftet havde særdeles gode kår.
Den direkte historiske årsag til nazismens fremkomst skal frem for alt findes i det tyske kejserriges nederlag i 1. verdenskrig og den efterfølgende kaotiske tid i Weimarrepublikkens første år.
Nederlaget i 1. verdenskrig blev af mange nationalt sindede tyskere fortolket som forårsaget af svigt fra hjemmefronten. Denne opfattelse blev udbredt allerede umiddelbart efter fredsslutningen den 11. november som Dolkestødslegenden, forstået sådan, at de tyske tropper var blevet dolket i ryggen af en svigtende hjemmefront. Svigtet på hjemmefronten blev udlagt som jødernes og de grådige kapitalisters fokus på profit frem for hvad der var bedst for det tyske folk. Det var altså både en nationalistisk/racistisk og antikapitalistisk legende. Myten om dolkestødet blev yderligere forstærket af det faktum, at ingen tyske tropper var blevet presset tilbage på tysk territorium ved overgivelsen. De tyske tropper blev fremstillet som "im Felde ungeschlagen" (ubesejret i felten). En forklaring på dette er, at folk troede på den tyske propaganda under 1. verdenskrig om at sejren var nær, og nederlaget kom derfor som en uforklarlig overraskelse for mange.
Denne opfattelse kombineret med de hårde krav til Tyskland i Versailles-traktaten gav grobund for en følelse af, at man ydmygede det store Tyskland, og at især socialdemokratiske og liberale politikere gav alt for meget efter i forhold til Ententemagternes krav. Som modtræk mod det man anså for svage og uduelige politikere, der var ved at sælge ud af Tysklands ære, opstod der overalt i Tyskland større og mindre grupper af tidligere soldater, der mente, at Tyskland ikke burde finde sig i de krav, der blev stillet, og at Tyskland i værste fald burde genoptage krigshandlingerne. De fleste af disse grupperinger havde som typiske børn af den tyske autoritære militære tradition hverken lyst eller evne til at formulere egentlige politiske budskaber; de nærede et dybt had til politikerne, som de anså for svage og ude af stand til at handle. Disse grupper agerede ikke indenfor det politiske system, men bekæmpede aktivt og med våben i hånd alle, de anså for farlige i forhold til det tyske folk og den tyske nation. Det gik især ud over de internationalt indstillede som kommunister og liberale, der i øvrigt ofte havde jøder med i partitoppen, hvilket gjorde dem endnu mere forhadte af disse grupper.
Det første nationalsocialistiske parti og dets program Umiddelbart efter 1. verdenskrig meldte korporal Adolf Hitler sig ind i Deutsche Arbeiterpartei (DAP) som politispion, men blev grebet af håbet om at kunne ændre på den store ydmygelse, Tyskland var blevet udsat for og i håbet om at kunne redde det tyske folk og genskabe dets ære. Selv om den berygtede nazist og dømte krigsforbryder Hans Frank sagde, at der fandtes lige så mange nazismer, som der fandtes nazister, var der i DAP's første program mange centrale dele af nationalsocialismens ideologi. De første tre punkter i det 25-punkts-program, som partiet udgav, indeholder krav om tyskernes ret til selvbestemmelser, deres ret til kolonier samt kravet om ophævelse af Versailles-traktaten. De er udtryk for typisk nationalistiske og imperialistiske forestillinger. Men i de næste punkter bliver det racemæssige yderlige betonet; således defineres en tysker som:
"Staatsbürger kann nur sein, wer Volksgenosse ist. Volksgenosse kann nur sein, wer deutschen Blutes ist, ohne Rücksichtnahme auf die Konfession. Kein Jude kann daher Volksgenosse sein."
"Kun en folkefrænde kan være statsborger. En folkefrænde kan man kun være, hvis man er af tysk blod, uden hensyntagen til ens (kristne) konfession. Derfor kan ingen jøde være folkefrænde."
Ideen om et folkeligt fællesskab uden indblanding fra fremmede elementer var altså allerede formuleret på dette tidspunkt. Ideen var indadtil eksklusiv, fordi den fra starten definerede, hvem der ikke kunne være med i folkefællesskabet. Udadtil var ideen aggressiv, fordi den havde en klar ekspansionstrang over for nabofolkeslag.
De øvrige punkter omhandler oprettelse af en slags velfærdsstat, hvor aldersforsorg indføres, og fattige skal beskyttes fra udbytning. I tilknytning hertil indeholdt programmet bestemmelser om nationalisering uden erstatning af alle fondes formuer og af landbrugsjord, forbud mod kapitalindkomst (rente) og ejendomsspekulation, kunstigt lave huslejer til mindre handlende samt tvungen overskudsdeling i større virksomheder. thumb|Nazistpartiet og et uddrag af de underlagte partiorganisationer (I). thumb|Nazistpartiet og et uddrag af de underlagte partiorganisationer (II).
"Mein Kampf"
Den vigtigste historiske kilde til nazismen er "Mein Kampf", forfattet af NSDAP's leder Adolf Hitler i 1924, hvor han sad i arrest for det mislykkede Ølstuekup. Heri fremlægges grundlaget for den nazistiske ideologi. Hovedsageligt beskæftigede Hitler sig med de større udenrigspolitiske mål for partiet: det drejer sig hovedsageligt om at (gen)skabe et stortysk rige i midten af Europa, hvilket krævede ikke blot Østrigs indlemmelse i Tyskland, men også de tyske mindretalsområders tilbagevenden. Hitler ville ikke i samme grad som eksempelvis England og Frankrig vinde oversøiske kolonier; han ville skabe et stortysk område i Centraleuropa kun for "germanere". Østeuropa spillede i denne sammenhæng en central rolle, for det var her det tyske Lebensraum skulle findes. Disse geopolitiske ideer om at trænge slaviske folkeslag længere mod øst var noget flere tyskere havde spekuleret i, og som tyske generaler allerede under 1. verdenskrig havde arbejdet indgående med. Det var i begyndelsen Hitlers mål ikke at gøre sig uvenner med Storbritannien, således at Storbritannien ville lade Tyskland i fred til at gøre, hvad det ville på kontinentet.
Den økonomiske politik blev kun berørt få steder i Mein Kampf. Det var typisk for den nazistiske ideologi, der ikke brugte megen tid på at spekulere omkring udformningen af det økonomiske system. Hovedpunktet var racelæren blandet med en rigid nationalisme. I Mein Kampf fremhæves tre nøglepunkter i nazismens racelære: