thumb|Ove Høegh-Guldberg, der som gehejmekabinetssekretær udøvede den politiske magt for kongefamilien under kabinetsstyret i 1770'erne. Kabinetsstyre var under den danske enevælde en regeringsform, hvor kongen udøvede politisk og administrativ magt gennem sit private sekretariat, kabinettet, uden om Gehejmekonseillet og Gehejmestatsrådet. Styreformen stod dermed i modsætning til kollegiestyre, hvor kongens afgørelser blev truffet efter forhandling med ministrene i de centrale regeringsorganer.
Historie Betegnelsen hidrører fra, at regeringsudøvelsen foregik gennem kongens kabinet. Herfra blev ordrer sendt direkte til statsadministrationen, navnlig gennem kabinetssekretæren, uden den sædvanlige behandling i Konseilet eller Statsrådet. Retsregler og administrative beslutninger kunne under et kabinetsstyre udfærdiges som kabinetsordrer eller reskripter til administrationen, hvorved regeringskollegiernes indflydelse på den faktiske regeringsførelse blev reduceret.
Kabinetsstyre forekom i flere perioder under enevælden. Frederik 4. regerede i et vist omfang gennem sit kabinet, mens Struensee senere tiltog sig en vidtgående magt med titel af gehejmekabinetsminister, og Ove Høegh-Guldberg udøvede magten for kongefamilien som gehejmekabinetssekretær. Rigsarkivets angiver tre perioder, hvor kabinetsstyret var dominerende: 1768–1772, omkring 1775–1784 og 1808–1814.
Ved sin magtovertagelse i 1784 sigtede kronprins Frederik, den senere Frederik 6., ifølge Ole Feldbæk mod at genindføre statsrådsstyret, men fra kort efter 1800 og frem til 1814 udøvede han selv, først som kronprins og navnlig fra 1808 som konge, regeringsmagten gennem sit militære og civile kabinet. Kaare R. Skou betegner perioden 1785–1814 som det sidste danske kabinetsstyre og fremhæver A.P. Bernstorff som kronprinsens private rådgiver.
Kabinetsstyret blev af mange opfattet som en tilsidesættelse af det bestående forfatningssystem, men var formelt ikke i strid med Kongeloven, der ikke fastsatte regler for, hvordan kongen skulle udøve regeringsmagten. Struensees bemyndigelse til på egen hånd at udstede kongelige kabinetsordrer lå derimod utvivlsomt uden for forfatningens rammer.
Kabinetsstyre var ikke et særskilt dansk fænomen. Europæiske monarker som Frederik den Store af Preussen og Ludvig 15. af Frankrig ledede således deres udenrigspolitik gennem deres kabinetter.
Se også Johann Friedrich Struensee
Referencer
Kategori:Styreformer