Iljusjin Il-2 Sjturmovik (russisk: Ильюшин Ил-2 Штурмовик: angriber, stormer) var en jagerbomber, der blev benyttet af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Flyet blev designet og produceret af Iljusjin, der fremstillede 36.183 eksemplarer af flyetMichulec 1999, p. 27. og i alt 42.330 af Il-2 og videreudviklingen Iljusjin Il-10,Jane's 1989, p. 529. hvilket er det største antal af et militærfly, der nogensinde er produceret. Det er blandt de fly, der er bygget i flest eksemplarer sammen med det amerikanske privatfly Cessna 172 og Sovjetunionens Polikarpov Po-2 Kukuruznik biplan, der under 2. verdenskrig udførte missioner side om side med Iljusjin Il-2.
Il-2 var en en-motoret, lavvinget jagerbomber med en besætning på to mand (én mand i tidligere versioner), der var designet til angreb på jordmål. Il-2 havde et for datiden svært panser, der beskyttede pilot, motor og brændstoftanke. Il-2 blev primært anvendt til at udføre angreb mod tyske kampvogne og panserkøretøjer samt andre mål på jorden. Flyet blev tillige benyttet som jagerfly mod tyske transportfly og andre langsomme fly.
Sjturmovik-piloterne gav flyet kælenavnet "Iljusja" ("lille Iljusjin"). Tropperne på jorden benyttede navnet "Den Pukkelryggede" eller "Den flyvende tank". Efter afslutningen af 2. verdenskrig fik flyet NATO rapporteringsnavnet Bark.Gunston 1995, p. 106. Il-2 spillede en vigtig rolle på Østfronten. Josef Stalin udviste sin begejstring for flyet på sin egen manér; da fabrikken på et tidspunkt under krigen kom bagud med produktionen, sendte Stalin et vredt telegram til fabrikkens leder, hvori Stalin skrev "Flyene er lige så vigtige for den Røde Hær som brød og vand."Hardesty 1982, p. 170. "Jeg kræver flere maskiner. Det er min sidste advarsel!"Alexander Ludeke, Weapons of World War II, Paragon Books Ltd., 2012, p.251
Ved ophøret af anden verdenskrig ophørte også produktionen af flyet, der fortsatte sin tjeneste nogle år endnu i Sovjetunionen og i en række østeuropæiske lande. De sidste fly fløj i Bulgarien og i Mongoliet frem til 1954.Ilyushin Il-2 exported after the war's end, sovietwarplanes.com
Design og udvikling thumb|Ilyushin Il-2 M3 "vinge med en pil" Oprindelse thumb|Il-2 på frimærke fra Rusland
Idéen om et sovjetisk pansret angrebsfly opstod i begyndelsen af 1930'erne, da Dmitrij Pavlovitj Grigorovitj designede de pansrede biplaner TSh-1 og TSh-2. De sovjetiske motorer på den tid var imidlertid ikke kraftige nok til at give de tunge fly tilstrækkelige flyveegenskaber. Il-2 blev designet af Sergej Iljusjin og dennes medarbejdere på sit designbureau (OKB) i 1938. TsKB-55 var et tosædet fly med et 700 kg panser, der beskyttede mandskabet, motoren, kølesystemet og brændstoftanken. Med fuld last og brændstof vejede flyet mere end 4.700 kg,Gunston 1995, p. 104. hvoraf panseret udgjorde ca. 15% af flyets vægt. Helt unikt for et fly fra anden verdenskrig var Il-2's panser designet til at indgå som en selvbærende del af Iljusjins monocoque-struktur, hvilket var med til at holde vægten nede. Prototypen TsKB-55 fløj første gang den 2. oktober 1939og fik betegnelsen BSh-2 af Sovjetunionens luftvåben. Prototyperne - TsKB-55 and TskB-57 - blev bygget på fabrik nr. 39 i Moskva, der på daværende tidspunkt var hjemstedet for Iljusjins designbureau.
BSh-2 var for tung og den oprindelige Mikulin AM-35-motor med 1.370 HK designet for at give maksimal kraft i høj flyvehøjde var for svag til flyet. Flyet blev derfor ombygget til TsKB-57, et lettere enkelt-sædet design, med en kraftigere 1.680 HK Mikulin AM-38-motor, en videreudvikling af AM-35 optimeret til maksimumydelse i lav flyvehøjde.Green and Swanborough 1980, p. 2. TsKB-57 fløj første gang den 12. oktober 1940. Prototypen bestod de sidste tests i marts 1941 og blev herefter navngivet Il-2 i april.Gunston 1995, pp. 105–106. De første leverancer af det nye fly til kampenhederne fandt sted i maj 1941.Green and Swanborough 1980, p. 3.
Il-2's primære våben var dens 23 mm maskinkanon. To forskellige designs blev udviklet til brug for flyet. Det ene design, MP-6, blev udviklet af Jacob Taubin og testet i 1940 og 1941. Det andet design var en ny-udviklet gasdrevet Volkov-Jartsev VYa-23-kanon. I maj 1941 blev udviklingen af MP-6 udviklingen stoppet, og Jakob Taubin arresteret efter anklager om at udvikle ufærdige våben.Широкорад А.Б. (2001) История авиационного вооружения Харвест (Shirokorad A.B. (2001) Istorya aviatsionnogo vooruzhenia Harvest. ) (History of aircraft armament), pages 110-112 Taubin blev henrettet i oktober 1941,Евгений Кравченко, Борис Прибылов, "К гранатомёту Таубина ", КАЛАШНИКОВ. ОРУЖИЕ, БОЕПРИПАСЫ, СНАРЯЖЕНИЕ 12/2011, p. 90 og Il-2 blev udstyret med Volkov-Jartsev VYa-23.
Produktion Il-2 endte med at blive fremstillet i store tal og blev det militærfly, der nogensinde er blevet fremstillet i flest eksemplarer. Ved Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 rådede Sovjetunionens luftvåben imidlertid kun over 249 il-2'ere.
Produktionstempoet ved krigens begyndelse var dog lavt, da det var nødvendigt at flytte fabrikkerne nær Moskva og andre større byer i det vestlige Sovjetunionen til områder øst for Uralbjergene for komme i sikkerhed for den hastigt fremrykkende tyske hær. Flytningen af produktionsfaciliteterne gav Iljusjin mulighed for at genoverveje produktionsmetoderne, og to måneder efter flytningen kunne produktionen genoptages. Tempoet i produktionen efter den tyske invasion behagede dog ikke Josef Stalin, der sendte et telegram med følgende indhold til de to ledere af fabrikken, Shenkman og Tretjakov:
Efter Stalins telegram blev produktionen af Il-2'ere forøget.Austerslått, Tor Willy. "Ilyushin Il-2." break-left.org, 2003. Retrieved: 27 March 2010.Goebel, Greg. "Ilyushin Il-2." www.vectorsite.net, June 2006. Retrieved: 27 March 2010.
Operativ historie thumb|left|Il-2 på den polske hærs museum i Warszawa.
Oprindelig brug Il-2 kom i kamp første gang ved 4. angrebsregiment (ShAP) omkring floden Berezina dagen efter den tyske invasion.Gordon, Komissarov and Komissarov 2004, p. 38. Flyet var på det tidspunkt så nyt, at piloterne ikke havde haft tid til tilstrækkelig træning i flyets karakteristika og til taktik, ligesom personellet på jorden ikke var fortrolig med vedligeholdelse af flyet og til at bevæbne flyet efter tilbagekomst fra missioner. Da Nazityskland den 22. juni 1941 invaderede Sovjetunionen havde hæren 249 Il-2'ere i tjeneste, hvoraf de 65 var udstationeret ved 4. ShaP. I løbet af de første tre dage mistede 4. ShaP 10 Il-2'ere i kamp, 19 gik tabt af andre årsager og 20 piloter var blevet dræbt.Bergstrom 2007, p. 26. Cites document "TsAMO f. 319, op.4799d.25." Russian Central Military Archive at Podolsk. Den 10. juli havde 4. ShAP blot 10 fly tilbage ud af de oprindelige 65.Shores 1977, p. 73. De første Il-2'ere var alene betjent af en enkelt pilot, og den langsomme og lavtflyvende Il-2 fly var sårbart overfor Luftwaffes hurtigere jagerfly, der kunne angribe oppefra.
Ændring af taktik Efter at de sovjetiske piloter blev mere fortrolige med flyet, blev angrebstaktikken ændret. I stedet for at flyve horisontalt i 50 meters højde, blev angreb nu udført således, at målet blev holdt til venstre for flyet, der herefter udførte angrebet i en svagt dyk på 30 grader i en echelonformation med mellem 4 til 12 fly ad gangen. Selvom Il-2'erens RS-82 og RS-132 raketter var i stand til at ødelægge tanks med en enkelt træffer, så var raketterne så upræcise, at erfarne Il-2 piloter primært benyttede flyets maskinkanon.Shores 1977, pp. 72–82. Et andet kraftigt våben var Il-2'erens anti-tank bomber. Bomberne, der blot vejede 1,5 kg., kunne medbringes med op til 192 stk. i fire eksterne beholdere, eller op til 220 i interne kamre. Anti-tank bomberne kunne gennemtrænge de tyske kampvognes forholdsvis tynde panser på oversiden. Anti-tank bomberne blev første gang benyttet i stor skala under Panserslaget ved Kursk.
Efter ændring af taktikken og efter at produktionstempoet på fabrikkerne kom op, blev Il-2 anvendt i vidt omfang på Østfronten. Flyet kunne flyve lav højde og havde bevæbning, der kunne gennembryde panseret på de tyske kampvogne Panther og Tiger I.
Il-2 som angrebsfly thumb|Sovjetiske Il-2'ere angriber en tysk kolonne under Panserslaget ved Kursk.
Il-2's militære egenskaber som kampfly er vanskelige entydigt at fastlægge. I Aircraft profile 88: Ilyushin Il-2 af W. Liss er angivet, at Il-2'ere under panserslaget ved Kursk den 7. juli 1943 på blot 20 minutter ødelagde 70 tanks fra den tyske 9. panserdivision.Liss 1966 I en anden rapport fra samme dags aktion er af sovjetisk personel anført:
Under panserslaget om Kursk anvendte General V. Rjazanov en taktik med anvendelse af mange fly i de samme angreb og udviklede og raffinerede taktikken med flyangrebene i samarbejde med infanteri, artilleri og pansertropper. Rjazanov blev senere tildelt ordenen Guldstjernen for Sovjetunionens helt og det 1. Flyangrebskorps blev den første enhed, der modtog ordenen "Vogter".Gordon 2008, p. 296.
ikke desto mindre led Sovjetunionen svære tab under kampene af Il-2 Sturmovik. Luftwaffes kommando hævdede, at de nedskød 6.900 fly i 1943 og 7.300 i 1944. Selvom disse tal formentlig er overdrevet med en faktor 2, var de faktiske tab kolossale. I 1943 mistedes én Il-2'er for hver 26. mission. Halvdelens af de tabte fly blev skudt ned af jagerfly og den anden halvdelen blev skudt ned af antiluftskyts.Gordon 2008, p. 296.
Udover flyets sårbarhed for fjendtlig beskydning, var det et problem for Il-2, at flyets angreb var upræcise. Mod slutningen af krigen var Sovjetunionen i stand til at koncentrere et massivt antal fly til at støtte hærens offensiver, men særlig mod velbeskyttede eller nedgravede enheder var flyets effekt mere af psykologisk virkning end egentlig skadevirkning. Under Vyborg–Petrozavodsk-offensiven i 1944 var de finske tropper for få og for spredt til slå igen mod de sovjetiske bølger af Pe-2'ere og Il-2'ere, men de erfarede hurtigt, at Il-2'ernes angreb ofte ramte ved siden af målet, særlig i forbindelse med bombninger. Hvor Il-2'erne kunne være særdeles effektive i angreb mod kolonner af køretøjer eller heste, var angreb mod nedgravede enheder ofte ineffektive. I situationer, hvor finnerne beskød flyene med nedgravede 20 og 40mm anti-luftskyts, skete aldrig ødelæggelse af finnernes maskinkanoner, hvorimod mange Il-2'ere blev nedskudt.Biaudet, Bob. Ohiampujat: Ilmatorjuntamiesten kokemuksia jatkosodan ratkaisutaisteluista (Anti-luftskytsmænds erfaringer under Fortsættelseskrigen). Helsinki: WSOY, 2002. .
Det tunge panser på Il-2 betød, at flyet kun kunne medføre en forholdsvis beskeden bombelast, hvilket i kombination med den ringe træfsikkerhed gjorde flyet mindre effektivt end dets amerikanske og britiske modstykker som P-47 Thunderbolt og Hawker Typhoon. Dets fire RS-132 raketter havde en sprængladning på kun 900 gram, hvilket også var langt mindre end de amerikanske og britiske sprænghoveder. For at kompensere for flyets manglende præcision udviklede Sovjetunionen i 1943 PTAB-bomberne, en lille bombe, der kunne gennemtrænge panser på kampvogne og som blev smidt som klyngebomber. Il-2 kunne medbringe op til 192 af disse bomber, der kunne spredes i et bombetæppe på 70 x 15 meter.Gordon 2008, p. 296.
Agterskytte thumb|Il-2M cockpit ved flyhistorisk museum i Beograd i Serbien.