Johan Ludvig Heiberg (født 14. december 1791 i København, død 25. august 1860 på Bonderup ved Ringsted) var en dansk dramatiker, indflydelsesrig kritiker og chef for Det kongelige Teater 1849–1856. Heiberg skrev i 1828 Elverhøi. 1831 indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde Johanne Luise Pätges, herefter fru Johanne Luise Heiberg.
Johan Ludvig var eneste barn af Peter Andreas Heiberg og Thomasine Christine født Buntzen. Han blev født i København "hin navnkundige Dag," siger han i sit latinske Vita i anledning af doktordisputatsen, "paa hvilken den berømte Mand, hvis Navn staar øverst blandt alle de glimrende Navne, vort Fædreland kan glæde sig ved, Tycho Brahe, Danmarks og Verdens Lys, fødtes".
Johan Ludvig Heibergs skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Opvækst efter faderens landflygtighed i Paris 1799 Johan Ludvig var lige fyldt ni, da hans far i februar 1800 måtte gå i landflygtighed.Worsøe-Schmidt, L.: Peter Andreas Heiberg. Det Kgl. Bibliotek, Arkiv for Dansk Litteratur. Hentet 26. oktober 2022. Kort efter kom det til skilsmisse mellem forældrene. Johan Ludvig blev efter sin faders udtrykkelige vilje taget fra sin mor og betroet til hendes søster, Lise Jürgensen.
Thomasine Heibergs giftede sig med den svenske Gyllembourg – Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd, baron og landøkonomisk forfatter.
I maj 1802 blev Heiberg flyttet til sin fars gode venner på Bakkehuset, Knud Lyne og Kamma Rahbek.
Han læste latin med Rahbek og levende sprog med Kamma. Til at lede den øvrige undervisning antog Rahbek en udmærket lærer, teologisk kandidat Peter Hansen, for hvem Heiberg bevarede den største hengivenhed.
Efter seks års lærergerning fik Hansen et præstekald, og hans plads blev overtaget af en anden teolog, Erhard Christian Basse, hvem Heiberg ligeledes nævner med skyldig veneration. Men nu havde drengen for længst skiftet domicil: han flygtede en aftenstund efter to år på Bakkehuset. Nærmest fordi Rahbek havde lovet ham prygl næste dag på grund af dårlige karakterer. Medvirkende var også den tone, som P. A. Heibergs venner omtalte hans moder i. Johan Ludvig hang ved hende med sværmerisk hengivenhed. thumb|left|Ungdomsportræt af Johan Ludvig Heiberg.
1809 artium og første udenlandsrejse til Stockholm Han blev nu på ny anbragt hos moster Lise, og 1809 dimitteredes han af sin lærer til universitetet, hvor han tog artium, Examen artium eller Første Eksamen og det følgende år filosofisk eksamen, Examen philosophicum eller Anden Eksamen.
Imidlertid var fru Gyllembourg og hendes mand flyttet til København, efter at deres gård i Nordsjælland var brændt. Efterhånden havde faderens forbud mod hans samliv med moderen tabt sin kraft, og drengen betragtede mere og mere hendes hjem som sit; knyttet til hende med den stærkeste sønlige kærligheds bånd og til Gyllembourg med venskab og agtelse.
I deres fine og højtdannede vennekreds fortsatte han den forædlende selskabelige omgang, som han i sine alt for kortfattede “avtobiografiske Fragmenter” tillægger så afgørende en indflydelse på sin hele ånds- og smagsretning. Han nævner sin faders hus som samlingsplads for alle tidens fremtrædende forfattere og den franske republiks diplomatiske repræsentanter i København. Han mindes den litterære interesse, som beherskede Rahbeks hjem, og omtaler sin moders jævnlige omgangsfæller: H. C. Ørsted – med hvem han allerede inden studentereksamen havde læst matematik -, komponisten Weyse og digteren Adam Oehlenschläger. Desuden lægen, professor Frantz Gotthard Howitz – som lagde navn til den såkaldte Howitz-strid eller Howitzfejde i 1824-25 om hvorvidt en anklaget kunne være tilregnelig i medicinsk forstand – og de adelige svenske bekendtskaber, som søgte Gyllembourg, når de gæstede København. Med en grev Taube og hans familie gjorde han i efteråret 1812 sin første udenlandsrejse til Stockholm og indførtes i den svenske hovedstads mest eksklusive kredse.
Træffer Baggesen og Oehlenschläger – hver for sig Da han efter tre måneders fravær kom tilbage, blev han gæst hos den rige handelsherre konferensråd Brun (III,146) og hans skønlitterære hustru, Frederikke eller Friederike født Münter , hvor han traf prinser og diplomater, digtere, videnskabsmænd – og den yndige, højtbegavede datter Adelaide. Også kaldt Ida, den senere grevinde Bombelles (II, 493), der aflokkede ham som de andre poeter ridderlige kærlighedsstanzer (ottaverim).
Både her og hos sin moder kunne han skiftevis – naturligvis aldrig samtidigt – træffe Jens Baggesen og Oehlenschläger i den konflikttid, der satte den litterære verden i så voldsom en bevægelse, at den næsten lignede en borgerkrig.
Der blev tidligt lagt mærke og taget hensyn til Heiberg som forfatter. Han undgik bevidst at sværge til en af de stridende partiers fane, og han fremhæver det mange år senere som en for den unge alder ikke ganske sædvanlig bon sens, at han, trods alle opfordringer, forstod at holde sig uden for en kamp, “der – uagtet de vigtige og til dels gavnlige Frugter, den har båret – dog blev ført med en Fanatisme, der ikke undlod at prostituere mere eller mindre enhver, som var så uheldig at blive reven ind i dens Hvirvel”.
Oehlenschläger giver Heiberg "broderkysset" Baggesen og Oehlenschlæger, der delte deres tid i to stridende lejre, enedes tidligt om at hylde den unge Heiberg som en løfterig mulighed i digtningens rige. Begejstret over en sonnet, som Heiberg – “l'enfant”, som han kaldtes i det brunske hus – havde skrevet til fru Frederikke, spåede Baggesen, at denne digteryngling "med spæde Vingeskud, lig dem på skuldrene af Amors Brud", engang skulle hæve sig på fuldvoksne vinger til sangens top og derfra, "Fremtids Genius i Upartiskhed lig, – sangdømme den i live førte Krig imellem Baggesen og Oehlenschläger". Denne hyldede i anledning af Marionettheatret den unge forfatter som den, der var "til Kunstner og til Digter baaren", fordi han "fulgte tro Naturen og dens Røst".
Titlen Marionettheatret på Heibergs første bog havde ifølge fortalen "især til Hensigt at stemme Læseren til det barnlige Sind", som skulle gennemtrænge dens indhold; men den havde for øvrigt også en historisk baggrund.
Under en sygdomsperiode i Johan Ludvigs drengeår havde Weyse og Laurids Kruse forfærdiget et dukketeater til ham. Han skrev adskillige barnlige skuespil til dukketeateret. Dels i rimet dialog, dels i den holbergske komedies stil. Da en adelig svensk dames fødselsdag skulle fejres i begyndelsen af 1812, blev det hentet frem igen, og Heiberg skrev fireakts-skuespillet Don Juan, en omarbejdelse af Molières Festin de pierre.
Oehlenschläger var til stede ved opførelsen og gav i sin henrykkelse den unge digter broderkysset – en gentagelse af en situation i århundredets begyndelse, da Baggesen ved sin afskedsfest kyssede den unge Oehlenschläger.
Ikke længe efter skrev Heiberg det romantiske skuespil Pottemager Walter og udgav det 1814 sammen med Don Juan under en fællestitlen Marionettheater; et janushoved skuede i de to forskellige retninger for Heibergs digtning: den burlesk-komiske og den romantisk-mystiske. De er her forenet – som så ofte senere.
Tidligere havde han skrevet skuespillet Tycho Brahes Spaadom med de prægtige Uranieborg-digte Solen sank bag grønne Lund og Du Vandringsmand ved Søen; de blev ikke udgivet i deres oprindelige skikkelse, men omarbejdet efter opførelsen 1819.
1816 Julespøg og Nytårsløjer vækker røre med sin satire Den romantisk-polemiske komedie Julespøg og Nytårsløjer, en fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil, udkom ved juletid 1816 og vakte stærkt røre ved sin satire over den Ingemannske digtnings hypersentimentalitet og publikums sværmeri for hans Varner og Blanca.
Grundtvig trådte med vanlig voldsomhed i skranken for den angrebne digter, og polemikken – som affødte Heibergs Ny A-B-C-Bog – varede det meste af vinteren, indtil den blev afsluttet med Heibergs festlige digt Vaaren og Freden.
Den tyske romantik, især Tieck, har øvet sin påvirkning på Heiberg som på det unge århundredes andre digtere; når den pålagde sine adepter at skue mod vest – Shakespeare – og mod syd – spanierne -, så blev Heiberg, i modsætning til den øvrige digterskare, den, der fortrinsvis vendte blikket mod syd.
Hans sprogkundskaber gjorde ham tidlig bekendt med italiensk og spansk digtning, og især denne tiltrak sig hans levende interesse. I den spanske kappe- og kårdekomedies stil skrev han 1817 det romantiske drama Dristig vovet halv er vundet, en dansk omplantning af Calderonsk ånd og form. Dristig vovet vidner i lige grad om digterens kendskab til forbilledet og om hans tidligt mærkelige klarhed i opfattelsen af formelle ejendommeligheder. Han havde her efterlignet en fremmed genre fra inderst til yderst. Omvendt anstillede han i det mytologiske skuespil Psyche (1817) det modsatte eksperiment: han gav det antikke stof en romantisk påklædning, og der manglede end ikke elementer af nordiske folketone.
1817 Doktordisputats Heibergs bevandrethed i spansk litteratur gav ham emnet til hans doktordisputats 1817: Om spansk dramatisk Litteratur, fornemmelig om Calderon, en kortfattet og skematisk behandling af stoffet med de nødvendige "Theses", dvs. teser til forsvar under disputationsakten.
Heibergs hensigt med dette skrift var ikke blot at erhverve en akademisk grad, men også at skaffe sig en nyttig introduktion. Den brunske kreds havde ivrigt tilskyndet ham til at slå ind på den diplomatiske løbebane, til hvilken både hans fine sociale dannelse og hans gode sprogkundskaber syntes at gøre ham skikket. Han tilegnede derfor udenrigsminister Niels Rosenkrantz, en gammel ven af hans fader, sin afhandling for doktorgraden, men indrømmer selv senere, at “han just ikke viste stort diplomatisk Geni ved at indbilde sig, at en latinsk Doktordissertation over det spanske Teater kunne give ham Adkomst til den diplomatiske Karriere, i steden for at begribe, at den tvært imod måtte støde ham derfra”; når han over for Rosenkrantz påberåbte sig sin sprogfærdighed og sine andre kundskaber, svarede ministeren som i spøg, at hans duelighed var alt for stor, og at det mindre kom an på denne end på at være af god gammel adel.
Heiberg nåede således sit 27. år uden at have taget bestemmelse om sin fremtid. Han blev draget i mange retninger: mod naturvidenskab og matematik som mod digtekunst og æstetik. En udstrakt selskabelighed med flirten og mange krav til hans talenter spredte yderligere hans interesser. I denne valgets vanskelighed kom et kongeligt rejsestipendium som en sand befrielse i foråret 1819.
1819 med rejsestipendium til London og Paris Over London tog han til sin fader i Paris og boede hos ham i tre år. Han fik lejlighed til at gøre mange interessante bekendtskaber fra mange forskellige lejre.
Af danske traf han blandt andet Peter Georg Bang (den senere minister), Hector Frederik Janson Estrup, H.N. Clausen, Carsten Hauch, Peder Hjort, Christian Molbech og matematikeren Henrik Gerner von Schmidten. Han deltog i det selskabsliv, som prins Christian og prinsesse Caroline Amalie under deres pariserophold åbnede deres hus for en gang om ugen.
I faderens bekendtskabskreds plejede han blandt andet omgang med den forhenværende biskop og senator Grégoire, med den liberale Pair Grev Lanjuinais, med udgiveren af “Revue encyclopédique”, J. A. Jullien, med naturforskeren Georges Cuvier og filosoffen Victor Cousin, digteren Beranger (Pierre-Jean de Béranger ?).
Også Malthe Conrad Bruun, nu faderens politiske antagonist, besøgte han med dennes samtykke og traf her blandt andet Alexander von Humboldt.