thumb|300x300px|Canal des Pangalanes mellem Nosy Varika og Mahanoro thumb|Kanalen mellem Mananjary og Nosy Varika right|thumb|En mand i en kano på kanalen thumb|En ubrugelig bro over kanalen i Mananjary, som blev beskadiget af en orkan. Under den blev der bygget en midlertidig bambusbro, som fjernes for passerende skibe mod betaling af et gebyr. Canal des Pangalanes er en kanal, der består af en række naturlige floder, vandveje og kunstige søer, og som strækker sig over 654 km og løber ned langs Madagaskars østkyst fra Toamasina til Farafangana. Den bruges primært til transport og fiskeri, og den har uspolerede naturstrande, der besøges af turister. Et første område af kanalen i Toamasina (på fransk: Tamatave) er lige, mens efterfølgende områder har kurver, laguner, forbundne søer og sumpe.
Anlæg Den første anlæg af kanalen blev udført af Frankrig under guvernør Joseph Gallieni i den franske kolonitid mellem 1896 og 1904 for at øge handelen, give mulighed for at forsyne tropper, der var placeret inde i landet, og for at skabe en sikker rute for fragtbåde, der var bestemt til Toamasina, sammenlignet med at rejse langs kysten af Det Indiske Ocean. I 1901 eksisterede der en uafbrudt kanal mellem Toamasina og Andevoranto, som strakte sig 95 km.
Yderligere byggeri fra 1949 til 1957 kostede over 800 millioner CFA-franc at færdiggøre. En del af dette projekt omfattede opførelsen af en flodhavn ved Toamasina til en værdi af 570 millioner CFA-franc og forbedringer af kanalen på 30 km fra Toamasina syd for Ivondro, som blev færdiggjort i 1953.
Ombygningerne gjorde det også muligt for 30-tons pramme at sejle mellem Tamatave og Vatomandry, en afstand på 160 km.
Brug Canal des Pangalanes bruges af lokalbefolkningen: Nogle bruger kanoer til at rejse og slår sig ned langs dens bredder. Færger sejler op og ned ad sejlbare områder og transporterer varer som træ, trækul, tørret fisk og andre produkter. Mange lokale er afhængige af kanalen, og for nogle af dem er det deres eneste transportmiddel. Kanalen forsyner lokalbefolkningen med fisk, og der dyrkes kassava langs dens bredder. Der findes kaffefabrikker langs kanalen.
Et flydende museum med et bibliotek, blev etableret i 1999 i samarbejde med Toamasina Universitet og Fianarantsoa Universitet i samarbejde med Madagaskars Universitets Museum for Kunst og Arkæologi, der drives af Antananarivo Universitet.
Renoveringer i 1980'erne Efter at brugen af kanalen faldt, blev den restaureret og renoveret i et stort projekt i 1980'erne. Rehabiliteringsprojektet omfattede bl.a.opmudring af områder der var oversvømmet med silt, og drift af en fragttjeneste, muliggjort af køb af en flåde af slæbebåde og opførelse af pakhuse. I 2011 så man at slæbebådene ikke længere var i brug, og at pakhusene var tomme.
Referencer Madagascar, Hilary Bradt. p. 270. The Malagasy Republic: Madagascar Today, Virginia Thompson, Richard Adloff. pp. 294–295. Lonely Planet Madagascar, Emilie Filou, Paul Stiles Rejseguide til Madagaskar – inkluderer et kort over Canal des Pangalanes
Kategori:Madagaskars geografi Kategori:Kanaler