Den Anden Puniske Krig (218–201 f.Kr.) var den anden af i alt tre krige, som blev udkæmpet mellem den Romerske Republik og Karthago – de to stormagter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr. Efter enorme materielle og menneskelige tab, på begge sider, blev karthagerne endeligt besejret af romerne i 201 f.Kr.
Krigen blev udkæmpet over 17 år, hvor de to stater forsøgte at vinde overherredømmet over hovedsageligt landområder i det romerske Italien og på den Iberiske Halvø. Mod slutningen af krigen blev krigens primære front dog flyttet til Nordafrika. Forskellige andre stater – herunder blandt andet Makedonien, Syrakus, andre grækere og flere numidiske kongeriger – blev trukket ind i krigen, ligesom iberiske og galliske styrker kæmpede på begge sider. Krigen blev derfor også udkæmpet på øerne Sicilien, Sardinien og Malta. Der tre primære fronter under krigen var dog: Italien (med kampe lejlighedsvise på Sicilien, Sardinien og i Grækenland), hvor Hannibal besejrede de romerske legioner gentagne gange; den Iberiske Halvø, hvor Hasdrubal (en yngre bror til Hannibal) forsvarede de kartagiske kolonibyer med blandet succes, inden han flygtede til Italien; og Afrika, hvor den Romerske Republik endelig vandt krigen i 201 f.Kr.
Den Første Puniske Krig var endt med en romersk sejr i 241 f.Kr. efter 23 års krig og enorme tab på begge sider. Under ledelse af Hamilkar – og senere sin søn Hannibal – havde Karthago efter denne krig udvidet sine territoriale besiddelser til også at omfatte store dele af den Iberiske Halvø. Her havde den karthagiske hær, som på dette tidspunktet var ledet af Hannibal, i 219 f.Kr. belejret, senere erobret og plyndret den romersk-allierede by Saguntum. Som følge af dette erklærede den Romerske Republik i begyndelsen af 218 f.Kr. krig mod Karthago, hvilket indledte den Anden Puniske Krig. Senere samme år overraskede Hannibal romerne ved at marchere sin hær over land fra den Iberiske Halvø gennem Gallien og over Alperne til det Cisalpine Gallien (det moderne Norditalien). Forstærket af galliske allierede opnåede han knusende sejre over romerne i forbindelse med Slaget ved Trebia (218 f.Kr.) og Slaget ved Trasimenosøen (217 f.Kr.). Herefter marcherede Hannibal sin hær mod det sydlige Italien, hvor han igen besejrede romerne ved Slaget ved Cannae (216 f.kr.). I forbindelse med Slaget ved Cannae nedkæmpede Hannibal den største hær, som romerne nogensinde havde samlet, hvor det menes, at karthagerne dræbte mellem 50.000 og 70.000 romere.
Efter at 120.000 romerske tropper enten var blevet dræbt eller taget til fange valgte mange af Roms italienske allierede byer at desertere – mest bemærkelsesværdigt Capua – til Karthago, hvilket gav Hannibal kontrol over størstedelen af det sydlige Italien. Da Syrakus og Makedonien sluttede sig til karthagerne efter Slaget ved Cannae, spredte konflikten sig. Mellem 215 og 210 f.Kr. forsøgte karthagerne at erobre det romersk-kontrollerede Sicilien og Sardinien, dog uden succes. Romerne tog drastiske skridt for at hverve nye legioner, hvor de blandt andet indskrev slaver, kriminelle og dem, der ikke opfyldte den sædvanlige ejendomskvalifikation. Dette medvirkede markant til at øge antallet af mænd i hæren. I det næste årti fortsatte krigen i det sydlige Italien, hvor de romerske hære langsomt tilbageerobre de fleste af de italienske byer, der havde deserteret over til Karthago.
Rom havde i 218 f.Kr. etableret et brohoved i den nordøstlige del af den Iberiske Halvø. Karthagerne havde efterfølgende gentagne gange forsøgt at nedkæmpe disse romerske positionerne, uden det dog var lykkes. I 211 f.Kr. gik romerne i offensiven på den Iberiske Halvø men blev besejret – de lykkes dog med at fastholde deres fodfæste i den nordøstlige del af halvøen. I 209 f.Kr. erobrede den nye romerske kommandør Publius Cornelius Scipio byen Carthago Nova, som var den vigtigste karthagiske base på halvøen. I 208 f.Kr. lykkes det Scipio at besejre Hasdrubal, selvom det lykkes Hasdrubal at trække størstedelen af sine tropper tilbage til Gallien. Det efterfølgende karthagiske angreb blev besejret af romerne i forbindelse med Slaget ved Metaurus (207 f.Kr.). I forbindelse med det efterfølgende slag ved Ilipa i 206 f.Kr. nedkæmpede Scipio endegyldigt den karthagiske hær på den Iberiske Halvø.
Scipio invaderede derefter det kartagiske Afrika i 204 f.Kr., hvilket tvang det kartagiske senat til at hjemkalde Hannibals hær fra Italien. Krigen sluttede med et afsluttende slag mellem to hære ledet af henholdsvis Scipio og Hannibal i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr. Dette slag resulterede i et nederlag til Hannibal og afstedkom efterfølgende, at Karthago søgte fred. Fredstraktaten – som blev dikteret af Rom – fratog Karthago alle dets oversøiske territorier samt nogle af dets afrikanske territorier. Ligeledes skulle en bod på 10.000 sølv-talenter betales over 50 år. Yderligere blev det gjort forbudt for Karthago at føre krig uden for Afrika – og de kunne kun føre krig i Afrika med Roms tilladelse. Som følge heraf stod det klart, at Karthago fremadrettet ville være Rom politisk underlegne.
Rom brugte senere karthagisk militæraktivitet mod numidierne som påskud for at erklære krig igen i 149 f.Kr., hvilket indledte den Tredje Puniske Krig. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, dræbte størstedelen af dens befolkning og ødelagde den fuldstændigt.
Primære kilder thumb|upright=0.45|alt=A monochrome relief stele depicting a man in classical Greek clothing raising one arm|Polybios
Hovedkilden til næsten alle aspekter af de Puniske Krige er historikeren Polybios ( – ), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik, men han er i dag mest kendt for værket "Historier" (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr. Polybios' værk anses generelt for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter. Polybios var en analytisk historiker, der – så vidt muligt – interviewede de personer som havde deltaget i de begivenheder, som han skrev om. Moderne historikere mener dog, at Polybios har behandlet Scipio Aemilianus (hans personlige protektor/mæcen og ven) uforholdsmæssigt gunstigt. Den moderne historiker Andrew Curry ser Polybios som "rimelig pålidelig", mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdigt velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker".
En stor del af Polybios' beretning om den Anden Puniske Krig mangler efter 216 f.Kr. eller findes kun i fragmentarisk form. Som følge heraf er den vigtigste kilde til meget af krigen den beretning, der er skrevet af den romerske historiker Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.). Denne bruges almindeligvis af moderne historikere, hvor Polybios' beretning ikke eksisterer. Livius støttede sine beretninger meget på Polybios' beretninger, men skrev på en mere struktureret måde med flere detaljer om romersk politik – og derforuden var han også åbenlyst pro-romersk. Hans beretninger om militære sammenstød er dog ofte verificerbart ukorrekte og unøjagtige. Den klassiske historiker Adrian Goldsworthy påpeger, at Livius' "pålidelighed ofte er tvivlsom", mens historikeren Phillip Sabin henviser til Livius' "militære uvidenhed".
Senere kilder fra antikken om krigen eksisterer, dog ofte i fragmentarisk eller summarisk form. Moderne historikere anvender normalt også værkerne af Diodorus Siculus og Dio Cassius, som var to græske forfattere, der skrev i den romerske æra. Disse beskrives af John Lazenby som "klart langt underlegen" i forhold til Livius, men nogle fragmenter af Polybios kan findes fra deres tekster. Den græske moralist Plutarch skrev flere biografier om romerske kommandører i sit værk "Parallelle Liv". Andre kilder omfatter mønter, indskrifter, arkæologiske fund og empiriske fund fra rekonstruktioner.
Baggrund Den Romerske Republik havde aggressivt udvidet sit territorium på det italienske fastland i et århundrede og havde erobret hele den italienske halvø syd for Arno-floden i 270 f.Kr., efter den Pyrrhiske Krig, hvor de græske bystater i det sydlige Italien (Magna Graecia) havde overgivet sig. I denne periode af romersk ekspansion var Karthago – med sin hovedstad i det, der i dag er Tunesien – kommet til at dominere det sydlige Iberia, meget af kystregionerne i Nordafrika, de Baleariske Øer, Korsika, Sardinien og den vestlige halvdel af Sicilien.
Første Puniske Krig (264-241 f.Kr.) thumb|alt=||260x260pxI 264 f.Kr. var Karthago den dominerende eksterne magt på Sicilien, og Karthago og den Romerske Republik var stormagterne i det vestlige Middelhav. Forholdet var godt mellem de to stormagter. De to stater havde flere gange erklæret deres gensidige venskab, og der var stærke kommercielle relationer. I henhold til den klassiske historiker Richard Miles ledte den Romerske Republiks ekspansionistiske adfærd kombineret med Karthagos besiddelser på Sicilien til, at de to stormagter faldt i krig mod hinanden – mere ved et uheld end som følge af nøje planlægning. Den umiddelbare årsag til den Første Puniske Krig drejede sig om spørgsmålet om kontrol over den uafhængige sicilianske bystat Messana (moderne Messina). I 264 f.Kr. gik Karthago og den Romerske Republik i krig mod hinanden.
Krigen blev primært udkæmpet på Sicilien og dets omkringliggende farvande. Romerne invaderede også – uden held – Nordafrika i 256 f.Kr. Det var den længste kontinuerlige konflikt og den største søkrig i antikken, med enorme materielle og menneskelige tab på begge sider. I 241 f.Kr. – efter 23 års krig – blev karthagenerne besejret. I henhold til den romersk-dikterede Lutatius-fredstraktat afstod Karthago sine sicilianske besiddelser til den Romerske Republik.
Lejesoldatskrigen og karthagisk ekspansion i Iberia (241-220 f.Kr.) thumb|alt=||260x260pxUmiddelbart efter afslutningen på den Første Puniske Krig udbrød der krig i det Karthagiske Rige, idet nogle oprørske lejesoldater igangsætte et mytteri mod Karthago (dette kendes som Lejesoldatskrigen). Den Romerske Republik udnyttede Karthagos distraktion med at nedkæmpe dette oprør til at bryde den tidligere indgået fredsaftale og annekterede det karthagiske Sardinien og Korsika i 238 f.Kr. Under ledelse af Hamilkar Barkas lykkes det Karthago at besejre oprørerne i 237 f.Kr.
Efter Hamilkar havde nedkæmpet oprørerne indså han, at Karthago havde brug for at styrke sin økonomiske og militære base, hvis det skulle konfrontere den Romerske Republik igen. Karthagos besiddelser i Iberia (moderne Spanien og Portugal) var på dette tidspunkt begrænset til en håndfuld velstående kystbyer i syd. Hamilkar ledte derfor den hær, som han havde ledet under Lejesoldatskrigen, til Iberia i 237 f.Kr. og dannede en quasi-monarkisk/autonom stat i det sydlige og østlige Iberia. Dette gav Karthago sølvminer, landbrugsrigdom, arbejdskraft, militære faciliteter (såsom skibsværfter) og territorial dybde til at stå op mod eventuelle fremtidige romerske krav. Hamilkar regerede som vicekonge frem til sin død i 228 f.Kr., hvorefter han først blev efterfulgt af sin svigersøn, Hasdrubal, og senere sin søn, Hannibal, i 221 f.Kr.
Romersk ekspansion i det Cisalpine Gallien Siden slutningen af den Første Puniske Krig havde den Romerske Republik også udvidet sit territorium. Foruden at udvide deres indflydelse på Sicilien, Korsika og Sardinien havde de ligeledes strammet deres greb om den italienske halvø ved at indtage vigtige geografiske positioner i den norlige del af halvøen. Specifikt drejede dette sig om området nord for romersk Italien på begge sider af Po-floden – et område der senere blev kendt som det Cisalpine Gallien. Disse ekspansioner ledte til gentagne krige mellem romerne og de lokale galliske stammer i området. alt=|thumb|260x260px|Kort over det Cisalpine Gallien, der med blåt ca. viser fordeling af de galliske befolkninger i området i det 4. og 3. århundrede f.Kr.