thumb|"Forordning om neger-handlen" fra 1792 Dansk slavehandel var en trafik, hvor afrikanske slavegjorte blev importeret fra Afrika til Dansk Vestindien på danske skibe for at blive sat til arbejde, først og fremmest i sukkerplantagerne på de dansk-vestindiske øer. Slavehandelen foregik fra ca. 1670 til 1802. I alt ca. 110.000 slavegjorte blev transporteret over Atlanterhavet på 430 danske skibe.Erik Gøbel: Den danske slavehandel, ca. 1660-1848. Artikel på Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Sidst redigeret 10. januar 2017.
I 1792 udstedte Christian 7. "Forordning om Neger-Handelen", der forbød import af slavegjorte fra Afrika. Forordningen trådte dog først i kraft i 1803. Danmark-Norge blev derved det første land i Europa, der forbød transatlantisk handel med slavegjorte,Storbritannien forbød handel med slaver ved Slave Trade Act (Teksten til Slave Trade Act) i 1807. Selve slaveriet blev forbudt ved Slavery Abolition Act i 1833 men selve slaveriet og slavehandel internt på de vestindiske øer blev først forbudt i 1848.
Trekantsruten
thumb|Trekantshandlen var fordelagtig fordi skibene var lastet under hele rejsen og de sejlede sådan, at vind og strøm blev udnyttet maksimalt. Dansk slavehandel var et led i den såkaldt trekantshandel mellem de europæiske havne, handelsforter på Afrikas vestkyst og kolonierne i Amerika. På den måde blev strøm og vind udnyttet bedst muligt, og der var last på alle tre ruter. Alle danske skibsrejser i trekantfarten begyndte og sluttede i København. I Afrika havde Danmark et net af handelsforter på Guldkysten (nuværende Ghana), det mest kendte er Christiansborg; i Amerika havde Danmark tre koloniøer, hvoraf St. Croix er mest kendt for sine sukkerrørs-plantager.
Først fremstillede man i Danmark geværer, krudt og brændevin, som samledes i København, hvorfra skibene sejlede varerne til Afrika. Fra Guldkysten til Caribien var slaver den vigtigste last, men også betydelige mængder elfenben kom via Caribien til København. Fra Caribien var sukkerrørs-sirup den vigtigste last sammen med tobak og mahogni. Tilbage i Danmark blev sukkerrørs-siruppen raffineret til sukkertoppe.
I 1790'erne begyndte vestindiske købmænd og redere dog selv at sende skibe direkte til Afrika for at fragte slavegjorte til Vestindien.
Kompagnierne En række kompagnier have hovedansvaret for den danske slavehandel fra Guldkysten til Caribien. Det begyndte med Vestindisk-guineisk Kompagni, der havde ansvaret ca. 1674 til 1734).
I ca. 1765 til 1774 blev slavehandelen varetaget af selskabet Guineisk Kompagni, og ca. 1781 til 1786 havde Østersøisk-guineisk Selskab ansvaret.Kåre Lauring, Weekendavisen, 18. oktober 2019, https://www.weekendavisen.dk/2019-42/samfund/debat
Kompagniledelsen i Vestindisk-guineisk Kompagni indså, hvilke indtjeningsmuligheder, der lå i trekantshandlen og byggede flere slaveforter langs Guineabugten, hvor Fort Christiansborg uden for dagens Accra var det største. Kompagniet købte de slavegjorte af lokale høvdinge, som havde fanget dem i lokale stammekrige, eller som var leveret af arabiske slavehandlere. De slavegjorte blev byttet for våben, krudt og brændevin.
Kompagniets instrukser til dets mandskab var, at de slavegjorte skulle behandles ordentligt. Det var ikke af humanitære grunde, men fordi de slavegjorte skulle sælges i Vestindien med størst mulig fortjeneste. Døde slaver gav ingen fortjeneste, syge slaver gav dårlig fortjeneste, mens stærke, friske og pæne slaver gav god fortjeneste. Der foregik allerede en udvælgelse af de slavegjorte, før de kom om bord på skibene. Under overfarten blev de ikke beskadiget unødigt, da slaver med mærker efter pisk gav ringere udbytte.
Handelsforterne thumb|Kort over Guldkysten "Guinea-bugten" står der på gamle kort på den store bugt i Vestafrika. Med navne som Guldkysten, Slavekysten og Elfenbenskysten som peger på de varer kysten bød på, da europæerne udforskede området. Elfenbenskysten er navnet på en nation. Alle vigtige europæiske søfartsnationer forsøgte at etablere sig her i 1600-tallet, og handelen var mest omfattende i slutningen af 1700-tallet. Der blev indgået aftaler med herskerne over ashanti-folket, akwamo-folket og fante-folket. Der blev bygget handelsforter. Europæerne var i indbyrdes konkurrence, og der var krigshandlinger lige som i Europa. Også de afrikanske folk levede i ufred med hinanden og europæerne. Krigshandlinger var forventede og fæstningsanlæg nødvendige. Handelsforterne skiftede ofte ejer.
Handelsforternes vigtigste opgave var at skaffe de varer, som europæerne ønskede. Forterne fik varer fra Europa som rom, stangjern, våben, krudt og klæder og byttede dem til varer som slaver, elfenben og guld. Forterne havde plads til de slavegjorte, fra de ankom, til de blev afskibet.
De lokale samarbejdspartnere var krigerfolk. Våben fra Europa var derfor vigtige varer, og erhvervelsen af dem gjorde samarbejdsparterne bedre rustede til at føre krig mod deres nabofolk.
Det danske Vestindisk-guineisk Kompagni havde i alt seks handelsforter på Guldkysten. Det vigtigste var Fort Christiansborg ved en landsby uden for Accra. De andre danske handelsforter var Fort Fredensborg mod øst ved landsbyen Old Ningo, Fort Prinsensten, Fort Kongensten i Ada, Fort Augustaborg i Teshie og Fort Isegram i Kpone.UNESCO Danish-Norwegian historical sites in Ghana. A guide to Danish-Norwegian historical sites during the pre-colonial era, 1661 – 1850. 2002.
Handelsforterne havde mandskab fra hjemlandet, og deres vigtigste opgave var handel. De havde også håndværkere og soldater. De største forter havde egen præst. De danskere, som opholdt sig på Guldkysten, havde mulighed for at indgå midlertidige ægteskaber med afrikanske kvinder. Biskop Worm havde givet en dispensation, som gav alle danske lov at tage sig eet sort Fruentimmer. Betingelserne var, at manden skulle love at omvende sin sorte kone til kristendommen, og han skulle, når han drog tilbage til Europa, tage hende med, hvis hun ønskede det. At cassare blev det kaldt at tage sig en sort kone. De hvide mænd, som benyttede sig af denne mulighed, havde det sandsynligvis bedre socialt og mentalt end deres kolleger på Guldkysten. Resultatet blev afrikanske børn, som var lysere i huden, men lys hud gav status i det afrikanske samfund. Drengene kunne i næste omgang få tjeneste som soldater på fortet, mens pigerne kunne finde en europæisk ægtemand. Leif Svalesen: s. 95-97 Naar den blankes negerinde først har faaet et par mulatbørn til ham, saa holder han ligesaa meget af hende og hans børn som en mand, der har sin ægte hustrue og børn i Europa(L. F. Rømer, dansker på Guldkysten). Rømer, Ludvig Ferdinand. Tilforladelig efterretning om Kysten Guinea. København 1760. Den dansker, som er bedst kendt i denne sammenhæng, er Wulff Joseph Wulff, som boede på Guldkysten fra 1836 til 1842 og var gift med mulatkvinden Sara Malm; hendes oprindelige navn var vist Timtam. I 1900-tallet boede Wulffs efterkommere stadig i Frederiksminde i huset, han byggede i landsbyen Osu. W.J.Wulff: Da Guinea var dansk. København 1917.
Tropesygdomme var en alvorlig trussel for alle europæere i Vestafrika, og de danskere, som arbejdede på fortet, døde ofte efter kort tid og blev begravet på den danske kirkegård bag Fort Christiansborg. Også mange fra besætningen på slaveskibene døde af tropesygdomme, mens skibene var ved Guldkysten.
I alt blev der sendt 120.000 slaver fra de danske forter i Guinea til øerne i Vestindien. Ca. 50.000 til Dansk Vestindien.
Det var sædvanligt at brændemærke sit løsøre. Slaver blev også mærket på den måde. Det Vestindisk-guineisk Kompagni mærkede sine slaver med et S på låret: Et jern blev gjort rødglødende, presset mod huden og efterlod et mærke.
Afrikansk slavehandel thumb|Slavetransport i Afrika Slavehandel var en gammel tradition i Vestafrika og blev ikke skabt af de europæiske søfartsnationer. Der var en omfattende slaveeksport gennem Sahara til de arabiske områder i Nordafrika.
Det var de afrikanske samarbejdspartnere, som skaffede slaver og leverede dem ved handelsforterne. De fleste af de slavegjorte var krigsfanger. Lokale små krige imellem nabofolk gav anledning til at tage fanger, og de kunne sælges som slaver eller frikøbes. Slavejægere kunne også finde på at angribe landsbyer og tage fanger, som kunne sælges som slaver. En tredje måde at blive slave på var i forbindelse med gæld: Et familiemedlem kunne overlades som pant for gæld og sælges som slave, hvis gælden ikke blev indfriet.
I sin undersøgelse fra Nord-Ghana beskriver G. Der, hvordan det gamle krigerfolk ashantierne i 1744-45 har skydevåben, mens Dagomba-folket, som angribes, bruger bue og pil, lanser og sværd. En høvding tages til fange og købes tilbage mod to tusinde slaver. Slavestrandhugst og handel var en sag for høvdinger. Bevæbnede mænd sneg sig ind i landsbyerne. Hvis angrebet er vellykket, tog de mænd, kvinder, børn og kvæg, får og geder med sig. Benedict G. Der: The Slave Trade in Northern Ghana. Accra 1998.
Ashantibyen Kumasi var hovedcenter for slavehandelen på Guldkysten. Alle slaveruterne fra nord gik mod Kumasi og videre ud til handelsfortene langs kysten.
Slaveskibene thumb|Fra udstillingen på Aust-Agder kulturhistoriske senter i Arendal. Model af slaveskibet Fredensborg, elefantstødtænder fra vragfundet i baggrunden. Det første kendte dansk-norske skib, som fragtede slaver fra Guldkysten til Caribien for kompagniet, tilhørte den tyske forretningsmand Jørgen Thormøhlen i Bergen. Det var skibet Cornelia, som i 1673 sejlede til Vestafrika med brændevin og kramvarer, og som det første dansk-norske skib ankom med slaver – 103 i tallet – til St. Thomas året efter. Jørgen Thor Møhlen – Store norske leksikon
Mange af de danske slaveskibe blev opkaldt efter kompagniets handelsforter på Guldkysten, bl.a. Christiansborg.
Det skete af og til, at et slaveskib forliste eller var udsat for mytteri. I 1710 forliste to skibe, Christianus Quintus og Fridericus Quartus i Caribien. Det er senere blevet klart, at skibene sejlede forbi St. Thomas, og da der var mangel på proviant, opstod der mytteri blandt mandskabet, som sænkede skibene og satte de slavegjorte fri.Anne Bech-Danielsen (Boganmeldelse):Ny bog: To danske slaveskibe fra Tordenskjolds tid er dukket op., Politiken Kultur, 18. oktober 2018
Et andet af de kendte danske slaveskibe er Fredensborg, som forliste 1. december 1768 ud for Arendal på den norske Skagerrakkyst efter næsten at have fuldført en rejse i trekanthandelen. Straks efter forliset blev et nyt skib med samme mål og samme navn bygget til selskabet.
Et af slaveskibene i 1790'erne var opkaldt efter danskernes mægtigste samarbejdspartner, Ashantirigets konge. Kongen af Assianthe var bygget i Finland, og da slavehandelen blev forbudt i Danmark fra 1802, blev skibet solgt til en skibsreder i Arendal i Norge.
De danske slaveskibe købte dels slaver fra kompagniets egne handelsforter, dels fra forter, som tilhørte andre nationer.
Slavetransporten over havet thumb|Engelsk slaveskib Sejladsen over Atlanterhavet var den vanskeligste del af trekantrejsen. Overfarten skete tæt på Ækvator, hvor der ofte er vindstille, og havstrømmen fra øst mod vest var ofte det eneste, som bidrog til fremdrift. Rejsen over havet kunne tage et par måneder. De danske skibe forberedte sig før afrejsen fra København. Med sig havde de fodjern samt mad (hestebønner) og nydelsesmidler som brændevin, tobak og kridtpiber til de slavegjorte. Desuden blev det købt proviant på Guldkysten. At skaffe godt og tilstrækkeligt drikkevand var ofte vanskeligt, og skibene fra Guldkysten tog ofte en omvej østpå for at skaffe vand.