thumb|Lande i Afrika, der er eller var involveret i krigen. Den Anden Congokrig (fransk: La deuxième guerre du Congo) også kendt som Afrikas (første) verdenskrig (La première guerre mondiale africaine) brød ud i august 1998 i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo, tidligere Zaïre), og sluttede officielt i juli 2003 da en ny overgangsregering tog magten i landet. Selv om krigen officielt er overstået, fortsætter volden i landet dog. Krigen var den største i afrikansk historie og involverede otte lande og 25 større væbnede grupper. Frem til 2011 har krigen og efterspillet kostet 5,8 millioner mennesker livet hovedsageligt på grund af sygdom og sult. Dette gør krigen til den konflikt, der har medført de højeste tabstal siden Anden Verdenskrig. Millioner af congolesere er blevet fordrevet fra deres hjem, og har måttet rejse til andre dele af landet, eller har søgt asyl i nabolandene. Til trods for at krigen officielt var slut, og parterne havde aftalt at danne en ny regering i juli 2003, døde der f.eks. i 2004 ca. 1.000 mennesker dagligt på grund af sygdomme og fejlernæring, som let kunne have været undgået.

Fraktioner På grund af krigens karakter, hvor plyndring af naturresurser og udnyttelse af befolkningen har været det reelle krigsmål for de fleste grupper, har der været mange undtagelser fra den følgende opdeling, og grupper inden for samme kategori har ofte haft voldelige sammenstød over resurser og territorier.

Regeringen og dens allierede De regeringsvenlige styrker omfattede den congolesiske hær under ledelse af præsident Laurent-Désiré Kabila og senere hans søn Joseph Kabila, forskellige Mai-Mai-grupper som var imod udenlandsk indflydelse og regeringens udenlandske allierede Zimbabwe, Angola, Tchad, Sudan og Namibia. Disse kontrollerede de vestlige og sydlige dele af DR Congo. Hovedmålet for regeringen og dens allierede var at skabe en stærk stat, og dermed få kontrol over landets naturresurser.

Rwanda og de øvrige tutsier Kabilas hovedmodstander var Rwandas regering, som bestod af folk fra den tidligere tutsi-guerillahær Rwandan Patriotic Front (Rwandas patriotiske front) under Paul Kagame. Kagame samlede en alliance omfattende den ligeledes tutsidominerede regeringer i Burundi, militser dannet af banyamulenge (de etniske tutsier i DR Congo), og den banyamulenge dominerede gruppe Rassemblement Congolais pour la Démocratie (Den congolesiske samling for demokrati) (RCD) og deres oprørsgrupper med base i Goma i Østcongo. Tutsistyrkerne i DR Congo var mest aktive i kivuprovinsene, og kontrollerede et territorium som strakte sig 1500 km vestpå mod Kinshasa. Målene for denne gruppen var at beskytte Rwanda og Burundis grænser, beskytte tutsierne i DR Congo, udligne Ugandas påvirkning af landet, samt at få adgang til Congos rige naturresurser. thumb|right|100px|Ugandas præsident Yoweri Museveni i Washington D.C, juni 2003.

Hutuerne De hutu-venlige styrker bestod af flygtede hutumilitser fra Rwanda, som var ansvarlige for folkemordet i Rwanda i 1994, oprørere fra Burundi, som ville omstyrte den burundiske regering, congolesiske hutuer og Mai-Mai militser. Den vigtigste hutugruppe var Forces Démocratiques de la Libération du Rwanda ((FDLR) (Demokratiske styrker til befrielse af Rwanda) som opererede i Kivu-regionen. Deres mål var at smide alle udenlandske tutsistyrker ud, gennemføre en etnisk udrensning af banyamulengerne, og at styrte regeringerne i Rwanda og Burundi, samt at få kontrol over Østcongos naturresurser.

Uganda og dets allierede Ugandas hær var allieret med diverse uganda-støttede congolesiske oprørsgrupper, som Mouvement pour la Libération du Congo (Bevægelsen for befrielsen af Congo), som havde kontrol over de nordøstlige og centrale dele af DR Congo. Deres erklærede mål var at beskytte grænsen mod Uganda mod at blive krænket af væbnede ugandiske grupper med base i DR Congo, såsom Allied Democratic Forces (Allierede demokratiske styrker) og People's Redemption Army (Folkets frelserhær) (Det er usikkert om sidstnævnte faktisk har eksisteret), og at ødelægge oprørnes baser i DR Congo. Uganda hævdede, at Joseph Kabilas regering intet gjorde for at stoppe disse oprørsgrupper. FN har udpeget Uganda som et af de lande, som ulovligt har tappet DR Congo for flest naturresurser.

Første Congokrig: Kabilas march mod Kinshasa thumb|left|DR Congo, tidligere Zaïre Den Første Congokrig startede i 1996. Baggrunden var, at medlemmer af hutumilitsen Rassemblement Démocratique pour le Rwanda havde foretaget flere raids ind i Rwanda fra Zaïre. Rwandas nye tutsiregering blev derfor mere og mere bekymret for, at hutumilitsen – der primært bestod af tidligere folkemordere – planlagde en regulær invasion. Rwandas regering protesterede over disse krænkelser af landets territorium, og gav våben til banyamulenge-tutsierne i det østlige Zaïre for at holde hutuerne væk fra grænsen. Mobutu-regeringen i Zaïre protesterede kraftigt over dette, men havde ikke kapacitet til at skride militært ind, og pga. regimets ekstreme korruption, havde det også meget lidt sympati fra omverdenen.

Med aktiv støtte fra Rwandas, Ugandas og Angolas hære, rykkede Laurent-Désiré Kabilas oprørsstyrker metodisk ned ad Congofloden. De mødte kun let modstand fra Mobutus styrker, da hans regime var i færd med at gå i opløsning. Hovedparten af Kabilas soldater var veteraner fra konflikterne rundt om de store afrikanske søer. Kabila selv havde høj troværdighed, fordi han længe havde bekæmpet Mobutu og tilhørte samme parti som det uafhængige Congos første premierminister Patrice Lumumba. Denne blev afsat af en kombination af interne og vestlige kræfter, og blev siden myrdet. I 1965 kom hærchefen Mobutu derefter til magten. Kabila havde erklæret sig for marxist og beundrer af Mao Zedong og kæmpet mod Mobutus styre i næsten tyve år, selv om han i følge sin læremester i guerillakrigsførelse Che Guevara var en uengageret og meget lidt inspirerende leder.Ernesto "Che" Guevara, The African Dream

Kabilas hær foretog en langsom bevægelse vestpå i december 1996 – da den store flygtningekrise nærmede sig sin afslutning – og tog undervejs kontrol med grænsebyer og miner. Der kom rapporter om massakrer og brutal fremfærd fra oprørshæren, og en menneskerettighedsundersøgelse udført af FN, offentliggjorde vidneudsagn, ifølge hvilke AFDL deltog i massakrer, og at så mange som 60.000 civile var blevet dræbt af den fremrykkende hær. Dette blev på det skarpeste afvist af AFDL. FN-efterforskeren Roberto Garreton sagde, at under hans undersøgelse i Goma, fremkom der påstande om både forsvindinger, tortur og drab. Han citerede Moese Nyarugabo, en af Mobutus mænd, for at drab og forsvindinger må forventes i krigstid.

I marts 1997 startede Kabilas styrker en storoffensiv, og forlangte at myndighederne overgav sig. Oprørerne tog storbyen Kisangani 27. marts, men rapporterne om dette blev afvist af myndighederne, som startede en lang propagandakampagne, hvor forsvarsministeriet kom med fejlinformation om, hvad der virkelig skete i krigen.

I slutningen af marts blev det foreslået at etablere samtaler mellem parterne. Den civile politiker Etienne Tshisekedi, som længe havde været modstander af Mobutu, blev premierminister 2. april. På dette tidspunkt havde Kabila kontrol over ca. 25 % af landet. Kabila afviste den nye koalitionsregering og advarede Tshisekedi om, at han ikke ville få nogen andel i en ny AFDL-regering, hvis han tog imod premierministerpost.

Gennem hele april rykkede AFDL stadig ned ad Congofloden, og i maj havde de nået udkanten af hovedstaden Kinshasa. Den 16. maj, efter at fredssamtalerne brød sammen og Mobutu flygtede fra landet, gjorde den multinationale hær, anført af Kabila, et forsøg på at erobre Lubumbashi lufthavn. Mobutu døde 7. september i Marokko, og samme dag udnævnte Kabila sig selv til præsident. Det første han gjorde var at gennemføre en voldelig kampagne mod kriminelle og private militser for at bringe orden til landet, derefter tog han fat på et forsøg på at reorganisere statsmagten.

Uvelkommen "støtte" Da Kabila tog kontrol over hovedstaden i maj 1997, mødte han flere store hindringer for at styre landet, som han omdøbte til Den Demokratiske Republik Congo. Udover politiske konflikter mellem forskellige oprørsgrupper og en enorm udlandsgæld, viste de udenlandske allierede sig at være uvillige til at forlade landet, da Kabila bad om det. Den tydelige rwandiske tilstedeværelse i hovedstaden gjorde mange congolesere utrygge, og Kabila blev af mange set som en marionet for udenlandske kræfter.

Spændingen nåede et foreløbigt højdepunkt den 14. juli 1998, da Kabila afskedigede sin rwandiske stabschef James Kabarebe, og erstattede ham med den congolesiske Celestin Kifwa. Kabila skal have følt, at han efterhånden havde nok politisk støtte i DR Congo til at lægge afstand til de lande, som havde hjulpet ham til magten. Denne episode gjorde det allerede anspændte forhold til Rwanda endnu værre, og så hjalp det ikke ret meget, at Kabarebe blev Kifwas militærrådgiver.

To uger senere opgav Kabila de diplomatiske manøvrer, takkede Rwanda og Uganda for hjælpen, og beordrede alle rwandiske og ugandiske tropper ud af landet. I løbet af 24 timer blev de rwandiske militærrådgivere i Kinshasa fløjet ud af landet. Banyamulengene som boede i Østcongo, var den gruppe, som blev mest oprørte over denne ordre. Deres konflikter med de omkringboende etniske grupper havde udløst den første krig i Congo, og nu kunne Rwandas regering igen bruge dem til at destabilisere DR Congo. Banyamulengerne skulle således endnu en gang blive gnisten, som udløste en større konflikt i Congo.

1998–1999 Oprørenes indledende offensiv blev i løbet af få uger en alvorlig trussel for Kabila-regeringen. Regeringen blev kun reddet gennem hurtig indgriben fra flere andre afrikanske stater. En overgang så det ud som om, at konflikten skulle eskalere til en konventionel krig mellem flere nationale hære, da oprørsstyrkerne blev presset tilbage mod Uganda og Rwanda. Dette blev dog afværget, da frontlinjerne stabiliserede sig i løbet af 1999. Derefter blev konflikten i høj grad udkæmpet af irregulære styrker, og der var kun små ændringer i de områder, de forskellige grupper havde kontrol over.

Den 2. august 1998 gjorde banyamulengerne i byen Goma oprør. Rwanda tilbød straks at give militær hjælp til banyamulengerne, og tidligt i august var en velbevæbnet militsgruppe, Rassemblement Congolais pour la Démocratie (RCD) (Kampagnen for congolesisk demokrati) etableret. Gruppen bestod hovedsagelig af banyamulenger og blev støttet af Rwanda og Uganda. RCD fik hurtigt kontrol med de resurserige østlige provinser inklusive byerne Bukavu og Uvira i Kivu, samt Goma, som de gjorde til deres hovedbase. Den tutsi-ledede rwandiske regering – som var allieret med Uganda og Burundi – foretog også fremstød, og besatte en stor del af det nordøstlige Congo. Præsident Kabila fik hjælp af militante hutuer i det østlige Congo til at smide rwanderne ud, og ophidsede folkestemningen mod tutsierne, hvilket resulterede i flere offentlige lynchninger i Kinshasas gader. Den 12. august udtalte en major i hæren, der opfordrede til modstand på en radiostation i Bunia i Østcongo. "Folk må medbringe en machete, et spyd, en pil, en hakke, spader, river, køller, elektriske hegn, pigtråd, sten og den slags ting, for – mine kære lyttere – at kunne dræbe de rwandiske tutsier.»Hate messages on East Congolese radio, BBC News, 12. august 1998 De rwandiske myndigheder hævdede på deres side, at en betydelig del af det østlige Congo var "historisk rwandisk". Rwanderne anklagede desuden Kabila for at organisere et folkemord på deres tutsi stammefrænder i Kivuregionen. I hvor høj grad den rwandiske intervention faktisk var motiveret af et ønske om at beskytte banyamulengerne, og ikke bare bruge dem som et dække for egne magtpolitiske og økonomiske mål, er ukendt.